Sådan træffer du os i skolernes sommerferie

I skolernes sommerferie træffer du os på telefon 7025 1008.

I uge 31 træffer du os med akutte henvendelser på telefon 6160 5323.

Der kan i perioder være længere svartider på telefonerne. Tak for din tålmodighed.

Vi ønsker alle en god sommer.

Foto: Colourbox.dk


Debat: Fælles indsats skal fjerne voldsom adfærd

Alle skal have et godt arbejdsmiljø. Både ansatte og elever på skolerne. Det kræver en fælles indsats fra ledere, medarbejdere og forældre og andre omkring skolen. Det skriver Claus Hjortdal, formand, og Dorte Andreas, næstformand, i et debatindlæg.

På alle skoler i Danmark skal både ansatte og elever opleve et godt undervisnings- og arbejdsmiljø. De skal kunne gå sikkert i skole og på arbejde.

At 46 skoler har fået påbud fra Arbejdstilsynet for farlige arbejdsmiljøer er 46 for mange, og vi skal tage ansvar for at ændre det.

Mange skoler er allerede i gang med initiativer, der forebygger voldsom og udadreagerende adfærd. Der bliver udarbejdet indsatsplaner og fastlagt klare procedurer for, hvem der gør hvad ved en hændelse, og andre indsatser, der betyder, at vi er langt bedre rustet end for 25 år siden.

”Når vi alligevel ser voldsom og udadreagerende adfærd på skolerne, så afspejler det i høj grad også bredere samfundsmæssige tendenser og resursemangler, der ligger uden for skolens kontrol.

Antallet af børn, der er i mistrivsel, når de begynder i skolen, er steget, hvilket sætter fokus på nødvendigheden af tidlige indsatser.

I daginstitutionerne er der behov for flere uddannede pædagoger og øget forebyggelse, og indskolingen mangler også resurser, hvilket hæmmer vores evne til at håndtere udfordringerne effektivt.

I skolen møder vi flere børn, der ikke accepterer autoritet og reagerer negativt på krav og regler, fordi de mangler klare rammer hjemmefra.

En fælles indsats er vejen til at ændre på det. Skolens ledelse, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter skal gå foran.

En grundig analyse af skolens situation er nødvendig, med fokus på kompetenceløft for personalet, herunder viden om lav arousal og konfliktnedtrapning, opsamling af viden og læring fra erfaringer, samt inddragelse af PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).

Men vi kommer heller ikke uden om, at forældrene spiller en central rolle, og skoler og forældre skal samarbejde om at nedbringe problemet.

Der skal være en åben dialog om, hvad skolen gør, og hvordan forældrene kan støtte op om dette.

Ved at arbejde sammen og fokusere på løsninger kan vi skabe et sikrere og mere trygt arbejdsmiljø for alle.

Lad os tage initiativet, udnytte mulighederne og sammen skabe en fremtid uden voldsom og udadreagerende adfærd i skolerne.

Debatindlægget af formand Claus Hjortdal og næstformand Dorte Andreas er bragt i Skolemonitor 24. juni 2024.

Foto: Klaus Holsting


Hvad skal der til i fremtiden? Det ser vi på i foreningen

I Skolelederforeningen ønsker vi jer en god  og velfortjent sommer. Efter ferien har vi blikket rettet fremad. Vi ser på, hvordan vi kan understøtte jer i et bæredygtigt lederliv. Vi er nysgerrige på kunstig intelligens. Og vi undersøger hvilken fagforening, I ønsker jer i fremtiden. Det fortæller Claus Hjortdal og Dorte Andreas i en hilsen til alle medlemmer.

Der er fuld gang i den ude på skolerne. I er ved at lukke ned for sommer og har planlagt næste skoleår.

Vi har fået lavet første halvdel af et forlig om folkeskolen, og vi har fået lavet en økonomiaftale, som rækker frem til 2025.

Efter sommerferien ser vi fremad på anden halvleg af folkeskoleforliget. Det glæder vi os rigtig meget til. Det handler om inklusion.

”Internt i hovedbestyrelsen har vi også blikket rettet fremad. Vi kigger på, hvordan vi bedst kan understøtte jer i et bæredygtigt lederliv, og hvad det kræver af ledelse at lede på nye vilkår.”

Vi har også blikket rettet mod fremtidens fagforening, hvor vi vil kigge på fremtidstendenser, og så vil vi spørge jer, hvad er det egentlig for en fagforening I ønsker jer? Det glæder vi os til.

”På det kommende årsmøde kigger vi også fremad. Her kigger vi på kunstig intelligens og igen på et bæredygtigt lederliv. Hvad er det, der skal til i fremtiden?”

Det glæder vi os også rigtig meget til.

Så der er heldigvis meget at se frem til.

”Med denne lille video vil vi gerne sige jer tusinde tak for den kæmpestore indsats, I hver eneste dag gør i folkeskolen. I gør den store, store forskel for vores børn og unge i den danske folkeskole. Det bliver bemærket rundt omkring. Tusinde tak for det.”

Og med det vil vi gerne have lov til at sige: Rigtig god sommer!


Ny platform med undervisningsmaterialer om digital dannelse

På www.on-undervisning.dk findes mere end 100 gratis undervisningsmaterialer inden for forskellige områder af digital dannelse.

On er en ny platform for læring og dialog, der skal bidrage til en tryg digital fremtid for alle børn og unge i Danmark. Fokus er på børn og unges skærmbrug og trivsel og på at styrke deres evner til at begå sig i en digitaliseret verden.

Det er organisationerne Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik, der er gået sammen om at fremme digital dannelse i en bred national indsats med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriets Pulje til styrket indsats for digital dannelse af børn og unge.

Formålet med On er at starte samtalen mellem børn og unge og deres voksne. Indsatsen skal ruste forældre og fagpersoner med viden og værktøjer til at støtte, vejlede og gå i dialog med børn og unge.

Besøg platformen


Kom til temamøde om bedre psykisk arbejdsmiljø

BFA Velfærd og Offentlig administration afholder i oktober og november fem temamøder rundt om i landet om godt psykisk arbejdsmiljø.

På møderne kan du møde ph.d. i psykologi og ekspert i offentlig ledelse, Malene Friis Andersen. Her vil hun tale om indflydelse, udvikling og fællesskabers betydning for vores mentale helbred. Derudover præsenterer hun også forskellige ”generobringsstrategier”, hvis indflydelsen er udfordret på arbejdspladsen.

Temamøderne er målrettet ledere, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter fra BFA velfærd og Offentlig administrations brancher.

Du kan læse mere om arrangementet og om tid, sted og pris på BFAs hjemmeside.

Tilmelding senest den 1. september

Malene Friis Andersen er ph.d., autoriseret psykolog, forfatter og ekspert i ledelse, stress og psykisk arbejdsmiljø. Hun har igennem 18 år arbejdet med emnerne på forskellige måder: som klinisk psykolog, som organisationspsykolog og som forsker. Malene er forfatter til en lang række videnskabelige artikler samt prisvindende bøger.


Tak for besøget - og for god dialog

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye besøgte os tidligere i dag i Snaregade.

Folkeskolen er vores hjertesag – og en meget vigtig grundsten i vores samfund.

Derfor er vi meget glade for, at vores hovedbestyrelse og formand Claus Hjortdal og næstformand Dorte Andreas på mødet fik mulighed for at give ministeren input til det videre arbejde med udviklingen af folkeskolen.

Vi fik drøftet folkeskolens kvalitetsprogram, fagfornyelse, fællesskaber og inklusion, frihed, ledelsesrum og styring samt ledelse.

I Skolelederforeningen glæder vi os til den videre dialog – og til at se, hvordan ministeren vil benytte vores input.

Foto: Klaus Holsting


Claus Hjortdal om økonomiaftale: Nu skal folkeskolen styrkes

Kommunernes Landsforening og regeringen har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2025. Skolelederforeningen ser frem til, at skolerne får del i midlerne. Foreningen opfordrer til særligt at prioritere forebyggende tiltag, som skal sikre bedre trivsel blandt eleverne.

Med den nye aftale har kommunerne udsigt til, at deres serviceramme løftes med 3,4 mia. kroner i 2025. Løftet skal dække den demografiske udvikling og give rum til at løfte den borgernære velfærd.

”Det er det største løft i driftsøkonomien i 15 år, ” sagde finansminister Nicolai Wammen, da han tidligere i dag sammen med KL præsenterede aftalen.

I aftalen står der blandt, at ”Regeringen og KL er enige om, at kommunerne med økonomiaftalen for 2025 får mulighed for markant at investere i kvalitet og bedre velfærd på de store velfærdsområder, herunder på folkeskole-, ældre og dagtilbudsområdet.”

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, ser frem til, at det betyder en styrkelse af folkeskolen, og at der langt om længe investeres i folkeskolen:

”Skolerne har længe været tvunget ud i uholdbare sparerunder på grund af manglende økonomiske ressourcer. Derfor hilser vi det velkommen, at der tilføjes penge. Det har skolernes hårdt brug for.”

Skoleledernes formand opfordrer til særligt at prioritere det forebyggende arbejde:

”Skolerne har blandt andet behov for midler til tovoksen-ordninger og små undervisningshold, så flere elever trives i skolen, og vi kan beholde så mange elever som muligt i almenområdet”.

Claus Hjortdal ser frem til også at få udfoldet nogle af de øvrige elementer fra aftalen: Mindre bureaukrati og administration, udsigter til et enklere tilsyn og videreførelse af partnerskabet Sammen om skolen. Han noterer sig, at også kompetenceudvikling af lederne indgår i aftalen samt, at der lægges op til et samarbejde om styrkelse af folkeskolens almenområde.

Om det siger Claus Hjortdal:

”Vi er glade for, at der kommer et øget fokus på at styrke folkeskolens almentilbud. Vi deltager meget gerne i samarbejdet. Det er altafgørende, at kommunerne nu holder fast i at styrke folkeskolen og økonomien af den.”

Læs mere i aftalen

Foto: fra dr.dk

ØKOMONIAFTALEN 2025 - DET BETYDER AFTALEN FOR FOLKESKOLEN

Resume fra aftalen

Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram: Der er afsat 888 mio. kr. i 2025 til investeringer i bedre faglokaler som en del af folkeskolens kvalitetsprogram. Aftalen understøtter en omstilling mod mere praktisk undervisning og udvikling af nye læreplaner, der kombinerer teoretiske, praktiske og kreative elementer​​.

Friere rammer for folkeskolen: Aftalen fremmer mere frihed og fordybelse i folkeskolen ved at afskaffe en række centrale krav til undervisningen og løsne bindingerne i folkeskoleloven. Dette skal bidrage til at skabe en skoledag, der kan motivere og udfordre alle børn, samt styrke klassefællesskabet og den tidlige, forebyggende indsats.

Styrkelse af folkeskolens almentilbud: Økonomiaftalen for 2025 indeholder også specifikke tiltag, som sigter mod at omstille folkeskolen, så flere elever kan trives og lære i almenundervisningen. De vigtigste initiativer inkluderer:

  • Stærkere inkluderende fællesskaber: Aftalen vil iværksætte indsatser, der bidrager til at skabe stærkere inkluderende fællesskaber i folkeskolens almentilbud. Dette skal hjælpe flere elever til at trives og deltage aktivt i almenundervisningen, samtidig med at udgifterne til specialundervisning reduceres​​.
  • Etablering af et solidt datagrundlag: Der vil blive etableret et datagrundlag for kommunernes udgifter til almenområdet og specialundervisning. Dette datagrundlag skal støtte opfølgningen på målet om, at flere elever på sigt kan indgå i almenundervisningen. Dette indebærer årlig opfølgning på udviklingen efter indgåelse af en aftale​​.
  • Deling af viden og gode erfaringer: Et samarbejde mellem Børne- og Undervisningsministeriet, Finansministeriet og KL vil blive oprettet for at dele viden og gode erfaringer om lovende tiltag og organiseringsformer. Dette samarbejde skal fremme tiltag, der understøtter, at flere elever kan inkluderes i almenundervisningen​​.
  • Forbedrede lovgivningsmæssige rammer: Der vil blive set på de lovgivningsmæssige rammer for at give skolerne bedre muligheder for at arbejde forebyggende og støtte op om fællesskaberne i almenområdet. Dette skal ske i forlængelse af den lovforberedende ekspertgruppe, som er en del af ”Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram”​​.

Kompetenceudvikling som del af kvalitetsprogrammet:  Der er afsat 250 mio. kr. i perioden 2025-2029 til et kompetenceløft af lærere og pædagoger i folkeskolen. Dette skal understøtte en bedre implementering af de nye læreplaner og den øgede praktiske undervisning i folkeskolen. Ligeledes skal der være fokus på at styrke undervisernes kompetencer inden for undervisningsdifferentiering og inkluderende undervisning, så lærere og pædagoger bliver bedre rustet til at håndtere en bred vifte af elever og deres individuelle behov i almenundervisningen.

Skoleledelsen er også nævnt i økonomiaftalen:

Ledelsesudvikling: Aftalen lægger vægt på at styrke ledelsen af folkeskolerne gennem målrettet ledelsesudvikling. Dette omfatter initiativer til at forbedre skoleledernes kompetencer i forhold til at håndtere både pædagogiske og administrative udfordringer.


Styrk lederes trivsel - nyt materiale

BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd & Offentlig administration (BFA Velfærd & Offentlig administration) er klar med nye materialer om lederes trivsel.

Lederes psykiske arbejdsmiljø og trivsel ligner langt henad vejen andre ansattes. Men der er også nogle forhold, som særligt gør sig gældende hos ledere.

De nye materialer og metoder fra BFA Velfærd & Offentlig administration er blevet til og tilpasset i dialog med arbejdspladser i testforløb.

Samlingen består blandt andet af flere værktøjer og et sæt dialogkort.

Materialet er ment som et redskab til at skabe et fælles sprog om lederes trivsel og psykiske arbejdsmiljø. Håbet er at styrke samarbejdsrelationerne til nærmeste leder og i ledergruppen ved at kigge på behovet for sparring i ledernetværk og skabe en samlet plan for trivsel.

Find materialerne på www.godtarbejdsmiljo.dk/ledertrivsel


Chromebooksagen: Regeringen lover at vende tilbage inden sommerferien

Kommunerne og landets skoler venter stadig på en udmelding fra regeringen omkring brugen af Chromebooks. Uvisheden omkring brugen af denne type computer efter sommerferien stiller skolerne i en svær situation både økonomisk, pædagogisk og tidsmæssigt.

 

Nu lover digitaliseringsminister Marie Bjerre, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye og justitsminister Peter Hummelgaard at vende tilbage inden sommerferien.

Det gør de i et brev til KL. Brevet er et svar på en henvendelse fra KL, hvor KL opfordrer regeringen til at se på lovgivningen. KL har længe rykket regeringen for en løsning.

Skolelederforeningen har bakket op om kommunernes – og dermed skolernes – behov for en national løsning.

Allerede for knap to år siden efterlyste næstformand Dorte Andreas i et opslag på Facebook klare retningslinjer for og fælles aftaler med leverandørerne:

“På skolerne har vi brug for, at der bliver bragt klarhed og sikkerhed for, at vi kan bruge de digitale arbejdsredskaber og undervisningsprogrammer, vi anvender. Derfor må regeringen hjælpe KL og kommunerne med, at der bliver indgået de nødvendige aftaler med i dette tilfælde Google. Det ender med at koste mange ressourcer, hvis det ikke sker.”

Så sent som 12. marts i år kom formand Claus Hjortdal med dette opråb:

”Smid hvad I har i hænderne, sæt jer sammen og lav en løsning nu.”

Claus Hjortdal har efter regeringens seneste udmelding kritiseret, at en mulig løsning kommer alt for sent i forhold til skolernes planlægning af næste skoleår.

Regeringen har lovet at vende tilbage snarest muligt og inden den 1. juli 2024.

Kilde: www.kl.dk


Invitation til træf om godt fysisk arbejdsmiljø

Den 17. til den 18. september inviterer BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration (BFA) til konference med en række workshops og oplæg, som du som skoleleder kan komme med til.

 

Et sundt arbejdsmiljø er grundlaget for at sikre trivsel og velvære på arbejdspladsen.

Derfor tager BFA’s træf udgangspunkt i det fysiske arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser, og hvordan det kan forbedres.

Du kan blandt andet være med til workshoppen ”Smut ud for kroppens skyld”. Her vil der blive lagt vægt på naturens positive indflydelse på arbejdslivet samt forslag til hvordan, man får naturen med ind i sin arbejdskultur.

Du kan tilmelde dig gennem følgende link

Konferencen afholdes i Nyborg. Tilmeldingfrist er 6. juni 2024.