Med budskabet om de voksnes fælles ansvar for de sunde fællesskaber for børn og unge talte H.M. Dronningen til deltagerne på Årsmøde 2026.
Mobning er børnenes problem, men de voksens ansvar. Som formand for Mary Fonden besøgte H.M. Dronningen Årsmøde 2026 og talte for lederne i skolen om de udfordringer, alle voksne omkring børnene har med at skabe trygge rammer fri for mobning.
”I er om nogen vant til at navigere i et komplekst landskab, hvor mange har holdninger og forventninger til jer. Der er en stor tillidserklæring til jer i drive vores grundskole,” sagde Dronningen til salen med omkring 2.800 ledere fra hele landet.
Hun betonede, at selvom hver skole, hver skolegård, og hvert klasserum er forskellige, så er formålet for skolernes ledelse det samme. At skabe faglighed, deltagelse og trivsel.
”I udvikler børn til hele mennesker, når de oplever at flytte sig fagligt og socialt sammen med andre. De trygge fællesskaber giver os noget at være fælles om, noget der rækker ud over os selv. De trygge rammer giver os mod til at prøve nyt, begå fejl, lære og trives,” sagde Dronningen og præciserede skoleledelsernes rolle:
H.M. Dronningen :
”I er kulturbærere og er med til at skabe kultur med åbenhed og tolerance. Hvor man er nysgerrige på hinandens styrker og perspektiver”
Mary Fonden har flere projekter for børn og de voksne omkring børnene, som skal bekæmpe mobning og øge trivsel i skolerne. For ikke alle fællesskaber er trygge. Her har mobningen gode kår, og det er op til voksne omkring børnene at se og reagere på de usunde relationer.
Se hele billedet
Et nyt projekt i Mary Fonden, ’Ser du hele billedet’, henvender sig til alle de voksne omkring børnene.
Projektet arbejder med, hvor subtilt de usunde kulturer og mobning kan vise sig, og at man som voksen skal være nysgerrig og se flere perspektiver på børnenes oplevelser.
Til skolens ledere ved årsmødet gav Dronningen eksemplet med en elev, som bliver mobbet og derfor er udadreagerende. Dronningen understregede vigtigheden af at se hele billedet af børnenes fællesskaber.
”I ved, hvor forskelligt sådan en situation kan opleves, for er det et barn, der forstyrrer, eller er det et barn, som har sin adfærd på grund af en usund kultur i fællesskabet?”
Digitale udfordringer
Mobning kan have store konsekvenser for børn, derfor er det så vigtigt, at voksne omkring tager ansvar. Men den digitale mobning kan være svær at opdage.
H.M. Dronningen:
”Det vigtigste at forstå er, at mobning er resultat af en usund kultur i fællesskabet”
Derfor lød opfordringen til skolerne at have øje for situationer med konflikter mellem børnene. For de usunde fællesskaber på digitale medier kan være sværere for forældre og voksne at opdage. Men foregår det i klassen, foregår det også på de digitale medier.
”Flere børn og unge oplever mobning. På trods af det store arbejde I og jeres medarbejdere gør hver dag. Derfor arbejder vi i Mary Fonden hele tiden med nye projekter og med forskning i ny viden,” sagde hun.
Dronningen bemærkede, at ledernes arbejde hverken er let eller simpelt, men at det netop er betryggende ikke at føle sig alene.
”Derfor må følelsen af at sidde her med 2.800 af jeres kollegaer være rar. Vi har alle brug for at være del af et trygt rum. Det gælder også jeres børn, og det har været omdrejningspunktet siden 2007 i Mary Fonden,” sagde Dronningen.
Udover at tale til deltagerne ved Årsmødet besøgte Dronningen udstillingen med standene for Skolestyrken, som er et samarbejde mellem Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet mod mobning, samt Fri for Mobberi, som Mary Fonden og Red Barnet står bag.
Dronningen besøgte også Julemærkehjemmene, som Dronningen er protektor for.
Foto: Lars Horn/Baghuset
Seneste nyheder
29. oktober 2026
Ledelsen er nøglen til forandring
29. oktober 2026
Folkeskolen er en gave, vi ikke må tage for givet
28. oktober 2026






