Ikke-kategoriseret

Et flertal af danske folkeskolelærere er glade for deres arbejde, føler sig motiverede og har høj faglig selvtillid.

Det viser den første rapport fra Forskningsprojektet ”Motivation, ledelse og opfattelse af arbejdstidsregler – en undersøgelse blandt danske folkeskolelærere,” som er baseret på spørgeskemabesvarelser fra cirka 3500 folkeskolelærere.

Middel opfattelse af ledelse

Lærernes tilfredshed med ledelsen bliver overordnet kategoriseret som ”middel” i undersøgelsen. Når det gælder visionsledelse, svarer under halvdelen, at de er ”overvejende enige” eller ”helt enige” i, at deres skoleledere for eksempel ”konkretiserer en klar vision for skolens fremtid”.

Det er også lidt under halvdelen af lærerne, der oplever anerkendende ledelse i en sådan grad, at de er overvejende eller helt enige i, at deres ledere aktivt viser påskønnelse af medarbejdere, der gør deres arbejde bedre end forventet.

Mest negativ er lærernes vurdering af den faglige ledelse.

Cirka 44 pct. er overvejende eller helt enig i, at ledelsen ”gør en aktiv indsats for at sikre en fælles forståelse af faglig kvalitet”, mens tallet er cirka 32 pct. for et udsagn om, at ledelsen ”gør en aktiv indsats for at sikre medarbejdernes faglige udvikling”.

Skoleledere har samme frustrationer

Skolelederforeningens næstformand, Dorte Andreas, oplever, at skoleledelserne selv savner tid til blandt andet pædagogisk ledelse.

“Vi ville da ønske, det så anderledes ud, men det flugter fuldstændig med flere tidligere undersøgelser af ledernes motivation og psykiske arbejdsmiljø”, siger hun.

Flere undersøgelser har vist, at lederne føler sig presset af bureaukratiske opgaver, igangsættelse af nye indsatser, der kommer oppefra, og opgaveglidning fra for eksempel socialområdet og det tekniske område, forklarer Dorte Andreas.

Et millionbeløb til intensive læringsforløb løser ikke folkeskolens store udfordringer med en trængt økonomi og et stigende antal børn i mistrivsel. Det, folkeskolen har brug for, er i stedet en langsigtet investering, lyder det fra Skolelederforeningens formandskab.

– Det er godt, der kommer ekstra fokus på de fagligt svageste elever, og det er fint, at det prioriteres økonomisk, siger formand Claus Hjortdal om de millioner kroner, som regeringen vil afsætte i 2024 til intensive undervisningsforløb for elever med udfordringer i dansk eller matematik. Men der er også et men.

– For det første skal regeringen passe på med at definere for faste rammer for, hvordan pengene skal bruges. Hvis det skal gavne eleverne, er det vigtigt, at skolerne lokalt får mulighed for at finde de bedste løsninger for netop deres elever, og det er ikke nødvendigvis intensive forløb i små hold. For det andet er det vigtigt, at der ikke følger en masse bureaukrati med indsatsen i form af afrapporteringer og den slags, som æder alle resurserne, siger Claus Hjortdal.

Millionerne rækker ikke langt

Signalerne fra regeringen er, at det går godt med dansk økonomi, og at der er et stort råderum, og for at løfte den borgernære velfærd fremgår det også af finanslovsforslaget, at regeringen vil øge kommunernes serviceramme for 2024 med 650 millioner kroner. Næstformand i Skolelederforeningen Dorte Andreas mener ikke, det kan kaldes en langsigtet investering. Hun har svært ved at tro, at det overhovedet kommer til at kunne mærkes ude på skolerne.

– Mange kommuner og herunder skolerne er for tiden i gang med spareøvelser. Med et løft på 650 millioner kroner er der lige godt 7 millioner kroner til hver af de 98 kommuner til mere borgernær velfærd. Det er ingenting i forhold til det, de skal spare. Så ude på skolerne tror jeg ikke, vi får glæde af det store økonomiske råderum, siger Dorte Andreas og peger på, at der er brug for en forventningsafstemning, for skolerne har svært ved at levere den forventede kvalitet.

Flere opgaver presser økonomien

Presset på skolernes økonomi skyldes blandt andet, at opgavemængden stiger uden, at der følger penge med, forklarer Claus Hjortdal.

På alle arbejdspladser er forebyggelse og håndtering af vold vigtig. Vold kan føre til en række alvorlige konsekvenser. Derfor kræver det, at hele arbejdspladsen tager det alvorligt.

I en ny publikation sætter BFA Velfærd og Offtentlig administration fokus på forebyggelse og håndtering af vold.

I publikationen findes bl.a. viden om vold og konkrete forslag til at komme volden i forkøbet og håndtere den, hvis volden skulle ramme.

Udover publikationen findes også et dialogspil til personalegruppen om vold, trusler og konflikter i det daglige arbejde.

Find det her

Af Dorte Andreas, næstformand, Skolelederforeningen, august 2023

Samarbejde skal udvikle folkeskolen

Den mere berygtede end berømte folkeskolereform kan i år fejre 10 år for sin tilblivelse.

Udgangspunktet var godt. Reformen lovede skolerne og skolelederne frihed til selv at kunne tilrettelægge og organisere en varieret skoledag. Hvis blot vi levede op til tre overordnede mål: At eleverne blev så dygtige som muligt, at den sociale ulighed blev udlignet, og at respekten for skolerne vendte tilbage.

Men reformen har ikke haft lette vilkår undervejs og den frihed, skolelederne blev ”lovet” til at lede skolen, har vi skulle kigge langt efter.

Fra enighed til uenighed

Blækket var nærmest ikke tørt, før den brede politiske enighed blev til bred uenighed, og i stedet for frihed blev skolerne udsat for konstante ændringer af rammerne og indblanding ned i de mindste detaljer.

Skolelederne blev overdynget med krav til administration, registrering og afrapportering, og den styring frarøvede muligheden for at tage ansvar og sætte retning for den folkeskole, som vi holder så meget af.

Samtidig var lærernes arbejdstid bragt i spil, hvilket resulterede i en lockout af lærerne. Arbejdstidsaftalen blev til lov 409, og alt i alt viste styring sig ikke at være løsningen på de komplekse problemstillinger, som folkeskolen og samfundet står overfor at løse.

En ny måde at udvikle skolen på

Folkeskolen skal ledes og styres på en anden måde og her 10 år efter, er der heldigvis et paradigmeskifte på vej.

Lov 409 om arbejdstid er blevet afløst af en arbejdstidsaftale. Det er en aftale, der bygger på samarbejde, dialog og tillid under overskriften ”Skole er noget vi laver sammen”.

Politikerne har også fået øje på, at der er andre og mere hensigtsmæssige veje at gå i forhold til at videreudvikle vores fælles folkeskole. Det nye er en strategi, som bygger på troen på er, at ”samarbejde kan mere end 10 reformer”.

”Sammen om skolen”

Den tidligere undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil gik foran og etablerede et nyt samarbejde, kaldet Sammen om skolen – et partnerskab, som regeringen og den nuværende minister Mattias Tesfaye har ønsket at fortsætte.

Det handler om, at vi sammen – politikerne og alle parterne omkring skolen – samarbejder om en justering af det eksisterende. Og samtidigt er processen vendt på hovedet, så parterne bliver involveret og hørt inden, politikerne træffer den endelige beslutning.

Nøgleordene er dialog, tillid og vedholdenhed. Der er ingen quickfix. Løsningerne skal masseres med tålmodighed og vedholdenhed ind i et samarbejde. Vi skal være sammen om skolen!

Samarbejdsmodellen begyndte på det nationale niveau, men den er også begyndt at sprede sig lokalt i et stigende antal kommuner, og det stiller nogle nye krav til alle. Politisk skal man både på Christiansborg og i kommunerne have mod til at sætte forventningerne lidt ned og turde involvere bredt og afprøve og eventuelt justere igen, inden man træffer en beslutning.

Det, at vi er involveret i processen fra start til slut, giver et helt andet ejerskab til beslutningerne, og det er lettere at implementere nye tiltag, fordi de passer til virkeligheden. Både lokalt og nationalt vil det give mulighed for at tænke ledelse og skoleudvikling på en helt ny måde, når vi sammen forandrer folkeskolen indefra og ser folkeskolen som et fælles ansvar.

Dialogen bliver lagt ud på skolerne

Blandt de første resultater, der er kommet ud af samarbejdet på det nationale niveau, er for eksempel meddelelsesbogen, som blandt andet bygger på input og viden fra et tidligere samarbejde mellem de deltagende parter om skole/hjemsamarbejdet.

Meddelelsesbogen er et godt eksempel på, hvordan dialogen nu er lagt ud på de enkelte skoler i skolebestyrelser og personalemøder til drøftelse af, hvad indholdet skal være og hvilke fag, der skal indgå.

Det handler om, hvad der giver bedst mening lokalt på den enkelte skole.

Et andet emne, som vi i Skolelederforeningen har peget på, har været, hvordan de ofte tunge og tilbageskuende kvalitetsrapporter med fordel kunne erstattes af dialoger med fokus på progression og kvalitet.

Det er i stedet blevet til skoleudviklingssamtaler, hvor skolelederne mødes med forvaltningerne og nogle steder også de lokalt valgte politikere og skolebestyrelser og drøfter kvaliteten i den enkelte skole med fokus på, hvordan man kan videreudvikle kvaliteten eventuelt med understøttelse fra forvaltningen.

Afbureaukratisering og frihed

Skoleudviklingssamtalen vil også naturligt kunne være omdrejningspunktet i frisættelsen af skolerne, hvor skolerne får mulighed for at tilpasse sig de elever, man nu engang har. Samtidig kan forvaltningen og politikerne helt legitimt fortsat drøfte og følge den enkelte skoles og det samlede skolevæsens arbejde med kvaliteten.  Det er en afbureaukratisering, som i høj grad giver meget mere mening, og hvor man de steder, der er dialog også med politikerne, opnår en langt større forståelse for hinandens synspunkter og ståsteder.

Det er dialogen, de relationer og den tillid til hinanden, som man opbygger i et samarbejde, der vil medvirke til at løse de udfordringer, der kan være, og til at skabe de nødvendige justeringer og forandringer i den enkelte kommune og i den enkelte skole.

Et tæt samarbejde bygget op omkring dialog og tillid fordrer, at man ikke med det samme går i løsningsmode, men at alle parter har mod til at afprøve og fejle. Med andre ord: Man skal være risikovillig og turde investere i samarbejdet.  At løse komplekse problemer kræver nysgerrighed, samarbejde og ændrede ledelsesroller.

Fælles billede af målet

Man skal både som politiker og part være klar til at fire lidt på egne krav for at kunne mødes i løsninger, som er langtidsholdbare.

Væsentligt for samarbejdet er også, at der er skabt et fælles billede af, hvilket formål eller hvilken opgave man er sammen om. Man skal tale sammen om, hvad man vil med det fælles skolevæsen. Finde de temaer der fylder allermest. Det vil give mere lokal frihed og flere lokale beslutninger.

Inddrag viden fra praksis – sæt ledere og medarbejderes professionelle dømmekraft i spil, men inddrag også viden fra forskningen. Det er at tænke skoleudvikling på en helt ny måde, hvor der skabes ejerskab til skoleudviklingen blandt alle aktører omkring skolen, og hvor skoleudviklingen tager afsæt i både politiske visioner, forskning og skolens praksis.

For at skabe plads til nye partnerskaber og mødefora, må der ryddes godt og grundigt op i det, man i forvejen har bygget op, så der ikke blot bliver lagt nyt ovenpå det gamle, men skabt plads til reelt at tænke samarbejde på en ny måde.

Nogle gange kan det være nødvendigt med store ændringer og sværdslag som afsæt til at komme videre – sådan som det er sket med skolen. I dag står vi i hvert fald et nyt sted sammen og i et reelt partnerskab og samarbejde om skolen.

Afgørende for at lykkes med en ny måde at lede skoleudvikling og forandringer i skolen er altså ikke en ny reform. Men hvis det i højere grad er en frisættelse af folkeskolen med lokale partnerskaber, hvor dialog, tillid og ikke mindst vedholdenhed, er omdrejningspunkt for samarbejdet og endelige beslutninger, så kan vi godt kalde det for en ny reformstrategi, hvor vi er sammen om en ny måde at politikudvikle og lave god skoleudvikling og længerevarende løsninger til gavn og glæde for eleverne i vores folkeskole.

Debatindlægget af Claus Hjortdal er bragt i Skolemonitor d. 15. august

Et nyt skoleår er skudt i gang og traditionen tro er der fra mediernes side stor bevågenhed på den begivenhed.

I år ser vi, at der blandt andet er kommet fokus på folkeskoler med bekymrende kvalitet.

Siden sidste år er der sket det, at Udviklingslisten over de 10 procent dårligst præsterende skoler er fjernet sammen med kravet om en udviklingsplan.

Det var efter ønske fra os – parterne omkring skolen – i Sammen om Skolen, at udviklingslisten blev fjernet, mens vi advarede mod, at den blev erstattet af et fokus på skoler med »bekymrende kvalitet«. Som frygtet har det resulteret i en ny uofficiel liste, som medierne kan stykke sammen ud fra aktindsigt.

Vi advarede om begrebet »bekymrende kvalitet«, fordi der ikke bliver ændret på, at det stadig dækker over skoler, der scorer lavt på en række parametre ligesom på udviklingslisten, og udover karakterer er fravær nu også blevet et parameter.

Og vi advarede mod den ensidige fokusering af folkeskolens kvalitet, når 20 procent af alle børn går på fri- privat- eller efterskole og dermed ikke indgår i et tilsvarende tilsyn.

Et udtryk for mangel på tillid

Udover det uhensigtsmæssige med en uofficiel liste skabt af pressen, er der en række grunde til, at man fra politisk side bør skynde sig med at ændre sin egen beslutning.

For det første er det udtryk for voldsom mangel på tillid til det kommunale system, når man fra centralt hold har brug for en ekstra styring og ikke mener, at de nye skoleudviklingssamtaler tager hånd om problemerne.

Tanken med samtalerne er netop at give mulighed for en god og grundig dialog mellem skole og kommune om, hvordan skolen kan ændre på tingene.

For det andet lægger det et unødigt pres på skoler, der i forvejen er under lup.

De små fire procent af alle folkeskoler, der har vedvarende lave karakterer i forskellige test er i forvejen udtaget til det, der hedder Kvalitetstilsyn, og er i den forbindelse i tæt dialog med STUK, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Disse skoler kan nu opleve, at de kommer med i endnu et tilsyn. Det sker på grund af det nye ekstra fokus på fravær.

Jeg kan betro alle, at alle folkeskoler har fokus på fravær. Og på de skoler, hvor fraværet er for højt, arbejdes der seriøst i samarbejde med forvaltningen om at nedbringe det.

Liste afslører manglende indsigt

For det tredje risikerer succesfulde skoler at blive udlagt som fiaskoer.

Det er de skoler, der arbejder med at skabe en inkluderende skole, hvor så mange som muligt er en del af almenmiljøet og følger almenundervisningen.

Skolens succes kan være at lykkes med at få en gruppe af elever til at deltage i få fag i almenskolen, men ikke i alle fag.

Når de ikke går til eksamen i alle fag, bliver de en del af den negative statistik hos STUK. Når de så får lavere karakter, indgår de i karaktergennemsnittet, og skolen har dermed en bekymrende kvalitet!

Det er mangel på anerkendelse af det gode inklusionsarbejde, der finder sted.

Endelig er der så mange tilfældigheder, der ikke bliver taget højde for, som kan ligge bag, at en skole får betegnelsen lav kvalitet. Det kan være en skole, der netop det år havde mange elever fra specialområdet, som gik op til eksamen. Eller det år fik man mange elever fra andre skoler, som man ikke selv havde haft undervisningsansvaret for. Eller noget helt tredje.

Listen kan være lang, når vi skal gøre rede for de hop i karakterer eller fravær, der kan opstå i 9.klasserne.

Det er mangel på indsigt i grundvilkårene og virkeligheden på skolerne, når politikerne vælger at beholde en liste, som ikke er en liste, men fungerer som en liste, og som får folkeskolen til at fremstå med dårlig kvalitet.

Samtidig bliver der brugt en masse ressourcer og kræfter på bureaukrati, der på ingen måde udvikler skoler. De ressourcer kunne i stedet blive investeret i at få skabt en bedre skole.

Foto: Klaus Holsting

Trivselskommissionen skal blandt andet tage fat på, hvordan vi kan forebygge mistrivsel og sårbarhed blandt børn og unge, hvordan vi styrker fællesskaber og stærke relationer samt, hvad sociale medier betyder for børn og unges trivsel.

Både det private arbejdsmarked og det offentlige ser ind i at skulle forny overenskomster på bagkant af covid-19. For et år siden startede Ruslands invasion af Ukraine, hvilket gav en ny krise, der sammen med pandemien har ført til en økonomisk krise, vi jo endnu ikke kender dybden af.

Inflation, og særligt stigende energipriser, presser systemet, og senest har den nye SMV-regering fremsat forslaget om at afskaffe Store Bededag (i skrivende stund er lovforslaget endnu ikke behandlet) med de komplikationer, det har givet i fagbevægelsen.
Sådan tegner forhandlingschef i Skolelederforeningen, Peter Cort, billedet op for handlingerne: