Ikke-kategoriseret

Med temadagen får deltagerne mulighed for at fordybe sig i det svære, der kan opstå i arbejdet.

Emner vil blandt andet være:

• Hvad betyder det for sikkerhed og sundhed, når bølgerne går for højt?
• Hvordan er konflikter, vold og chikane uden for arbejdstid omfattet af arbejdsmiljølovgivningen?
• Er I godt klædt på, når bølgerne går højt?
• Etiske dilemmaer, når bølgerne går højt – identificering og håndtering

På dagen er der desuden workshops.

Det foregår den 27. oktober 2025 i Nyborg.

Læs mere om pris, program og tilmelding

Tilmeldingsfrist er 25. august 2025.

Lige her inden klokken ringer ud til sommerferie, vil vi gerne sende jer en varm hilsen.

Tak for det første halve år som formandskab og den gode start, vi har fået.

Det er simpelthen et privilegie at være formand og næstformand for jer og arbejde for jeres vilkår som skoleledere.

Så tak for det.

Og tak for alle de input, I er kommet med, når vi har været rundt for at besøge jer på skolerne.

Vi kommer rigtig gerne rundt.

Så hvis I har noget, I gerne vil drøfte med os eller vise os, så tag endelig fat i os, vi kommer rigtig gerne ud for at besøge jer.

Det går vi til årsmødet, og det gør vi også i forbindelse med til de kommende OK26-forhandlinger.

For der er altså rigeligt at tage fat på. Det ved vi.

Derfor er det rigtig vigtigt, at vi fortsat fokuserer på ledertrivsel.

Det er også vigtigt for os at have fokus på fællesskabet. Med den verdensorden vi ser lige nu, de usikre tider, bliver det en af de ting, vi får brug for for at lykkes med opgaven.

Så med det, og med håb for vores fremtid i det hele taget, vi vil gerne ønske jer rigtig god sommer.

Det skal være slut med at vente på en PPV, før hjælpen må gives – hvis altså nye anbefalinger bliver til virkelighed.

En ekspertgruppe under Kvalitetsprogrammet for Folkeskolen har fremlagt sine anbefalinger til, hvordan flere børn og unge kan blive en del af det almene fællesskab – og hvordan skolen bedre kan gribe ind tidligt, når elever mistrives.

De foreslåede ændringer vil give nye rammer, der giver langt bedre mulighed for at arbejde forebyggende.

Skolelederforeningens formand Dorte Andreas synes, det er den helt rigtige vej at gå og ser en tydelig inspiration fra de forslag, Skolelederforeningen tidligere har spillet ind med.

Blandt de centrale forslag er en ny pædagogisk-didaktisk handleplan, der skal erstatte tunge vurderingsdokumenter og i stedet sikre hurtigere indsatser og tæt opfølgning.

Samtidig lægger ekspertgruppen op til, at det skal være muligt at iværksætte nogen former for støtteindsatser, uden der bliver lavet en PPV (pædagogisk psykologisk vurdering).

Det vil ifølge Dorte Andreas give skoleledelserne bedre forudsætninger for at handle tidligt og forebyggende. Også ophævelsen af 9-timersgrænsen mellem almen- og specialundervisning får opbakning:

“Det giver fleksibilitet til at sammensætte et tilbud, som passer til den enkelte elev – uden at skulle vente på en lang sagsbehandling,” siger Dorte Andreas.

Hun advarer dog mod, at nye administrative krav ikke må ende med at erstatte den gamle PPV-byrde. I værste fald kan det ende med, at skoleledelserne modsat intentionen bliver flaskehalse, hvis mange nye administrative opgaver tilfalder dem, forudser Dorte Andreas.

“Det er vigtigt, at det ikke bliver et nyt papirbureaukrati, der lander på skolelederens bord. Intentionen skal være at frigøre tid og energi til det pædagogiske arbejde – ikke det modsatte.”

Anbefalingerne skal nu danne grundlag for et kommende lovarbejde. Samtidigt med anbefalingerne fra ekspertgruppen er VIBUS (Videnscenter for børn og unge med særlige behov) kommet med konkrete og praksisnære anbefalinger til, hvordan kommuner og skoler kan lykkes endnu bedre med at skabe inkluderende læringsmiljøer og tilrettelægge undervisning som understøtter alle elevers faglige udvikling og trivsel.

”Anbefalingerne fra VIBUS er gode og supplerer den lovforberedende ekspertgruppe godt. De er retningsgivende, men de gør det ikke alene. VIBUS praksisnære anbefalinger forpligter – og hvis de skal have effekt og skal medvirke til at skabe bedre inkluderende læringsmiljøer, kræver det politisk vilje og investering i praksis”, siger Dorte Andreas og understreger, at det bliver afgørende, at der også følger midler og kompetenceudvikling med, hvis forandringerne skal lykkes i praksis.

Læs mere om Skolelederforeningens tidligere anbefalinger:
Problemer skal løses hvor de skabes – og med det samme

Arkivfoto: Klaus Holsting

DEBATINDLÆG AF DORTE ANDREAS, FORMAND SKOLELEDERFORENINGEN

Kunstig intelligens er flyttet ind i klasselokalet, ligesom kunstig intelligens har taget plads i børneværelset, i frikvartererne og i tankerne hos de unge.

Robotter hjælper med at skrive stile, løse ligninger og oversætte tekster i en fart, så læring kan tilpasses den enkelte. Den giver skolelederne nye muligheder for at spotte mistrivsel i fraværsdata og viser lærerne nye måder at tilrettelægge undervisningen, så de rammer elevernes niveau bedre.

Det er fantastisk. Men vi må ikke lade os begejstre over mulighederne uden også at forholde os til bagsiden af medaljen.

Kunstig intelligens kan også forvride virkeligheden. Som når elever præsenteres for AI-genererede billeder, der ser ægte ud, men aldrig har fundet sted. Når en chatbot giver opdigtede svar, der lyder troværdige. Når algoritmer på YouTube eller TikTok fører børn fra uskyldige videoer videre til ekstreme synspunkter, uden at de selv opdager det.

AI er ikke bare et redskab. Det er en kraft, der former børns syn på virkeligheden, relationer og dem selv, og når algoritmer bestemmer, hvad vi ser og tror, bliver teknologien politisk og dannelse bliver afgørende. Det handler om, hvordan vi bevarer et åbent og oplyst demokrati.

Derfor skal digital dannelse være lige så selvfølgeligt som at lære at læse og regne.

I dag er det ofte op til den enkelte lærer at finde plads til teknologiforståelse i et i forvejen presset skema. Det er ikke holdbart. Digital dannelse skal ikke være et sidespor. Det skal være en grundpille i skolen og et fælles ansvar.

Det er nødvendigt, at vi i Danmark ruster os til AI med samme alvor, som vi har til klima, cybersikkerhed og energiforsyning. Det kræver politisk vilje og investeringer. For vi kan ikke forvente, at lærere og ledere løser den opgave alene. Det kræver faglig opkvalificering, strategiske beslutninger og tydelige prioriteringer.

AI har kæmpe potentiale. Men uden kritisk tænkning, etisk kompas og demokratisk dannelse, bliver det hurtigt en blind styrke. Derfor skal vi tage digital dannelse alvorligt som den samfundsopgave, den er.

Debatindlægget er bragt i Skolemonitor 12. juni 2025.

Vi inviterer til webinar med formand Dorte Andreas og næstformand Kristian Dissing Olesen om OK26.

I Skolelederforeningen er vi i gang med forberedelserne til den kommende overenskomstfornyelse OK26.

I juni inviterer vi alle medlemmer til et webinar, hvor I kan deltage i drøftelserne om OK26 med foreningens formand Dorte Andreas og næstformand Kristian Dissing Olesen.

Vær med 4. eller 11. juni

Webinaret afholdes to gange henholdsvis den 4. og den 11. juni 2025 fra kl. 15-16.

Links til webinarer er tilgængelige her

“Det er et godt signal, at regeringen og KL fortsat vil styrke folkeskolen”.

Sådan lyder det fra formanden for Skolelederforeningen Dorte Andreas.

Hun hæfter sig særligt ved, at investeringerne i faglokaler og ydre læringsrum, som blev lovet i Aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram, bliver fulgt op i den nye økonomiaftale.

Mere præcist følger 908 millioner kroner i 2026 til netop forbedringer af faglokaler, der er en del af den samlede investering på 2,6 milliarder kroner, som blev varslet i kvalitetsprogrammet.

Dorte Andreas henviser til, at mange skoleledere endnu ikke har set eller hørt om de midler, der blev afsat i år.

LÆS: Landevejsrøvere truer igen folkeskolen

Aftalen lægger desuden op til at fortsætte det tætte samarbejde om folkeskolen både nationalt og lokalt, og det bider Dorte Andreas også mærke i:

”Jeg er glad for at læse, at man lægger vægt på at fortsætte samarbejdet omkring folkeskolen både nationalt og lokalt.”

Men selvom der er gode takter, er økonomiaftalen ikke uden svagheder.

Det fremgår af aftalen, at regeringen og KL er enige om at fortsætte samarbejdet om at styrke folkeskolens almentilbud. De vil årligt følge op på kommunernes udgifter til almenområdet og segregeret specialundervisning med det datagrundlag, der er etableret ved sidste års aftale, og er enige om at afsøge modeller for en udvidelse af datagrundlaget, som det hedder.

Det undrer Dorte Andreas, hvor midlerne til arbejdet bliver af, for der er mange udgifter forbundet med at løfte inklusionen og styrke det almene skoletilbud, påpeger hun:

“Aftalen om kvalitetsprogrammet var første step. Nu er vi gået over i anden halvleg. Det er positivt at læse, at politikerne signalerer, at der også i økonomiaftalen er opmærksomhed på inklusionsopgaven og et ønske om at styrke almenområdet. Den helt store udfordring er bare, at der ikke er sat penge af til arbejdet,” siger Dorte Andreas og tilføjer:

“Med kvalitetsprogrammet følger en masse forventninger, og det kræver, at vi helt ude på skolerne får de nødvendige midler, så vi kan indfri alt det, som forældre og elever er stillet i udsigt.”

Læs økonomiaftalen for 2026

Unicef Danmark markerer FN’s Internationale Dag for Leg med en landsdækkende gemmeleg.

Formålet er at minde om, at leg ikke bare er sjov og ballade.

Ifølge FN’s Børnekonvention har alle børn ret til leg og fritid, fordi leg er afgørende for børns trivsel, udvikling og læring.

Ønsker I at lege med, foregår det den 11. juni kl. 11 – der, hvor I nu er.

Bag initiativet står Unicef Danmark samt en række organisationer.

Læs mere 

Foto: Unicef Danmark

Folkeskolen skal have nye læreplaner i stedet for Fælles Mål, og landets skoler har i den anledning chancen for at sætte præg på de kommende fagbeskrivelser.

Det sker ved at melde sig til et udviklingsprogram, hvor man er med til at udvikle en eller flere af de 21 nye fagplaner.

Skolernes erfaringer vil indgå i det fortsatte arbejde med at udvikle fagplanerne og er dermed med til at kvalificere og sikre, at fagplanerne bliver meningsfulde for de lærere, der skal bruge dem.

Mange skoler har allerede meldt sig, men der er plads til flere – og det er vigtigt, at vi på skolerne griber den gode mulighed, lyder det fra formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, og formand for Skolelederforeningen, Dorte Andreas.

“Det er meget vigtigt, at de nye fagplaner bliver formuleret i øjenhøjde med lærerprofessionen. Nu har vi muligheden for at være medudviklere og komme helt ind i fagfornyelsens maskinrum – det skal vi udnytte! Jeg vil derfor gerne sende en stærk opfordring til, at man får meldt sin skole til udviklingsprogrammet inden fristen udløber d. 27. maj,” siger Gordon Ørskov Madsen.

“Fagfornyel­sen skal medvirke til, at eleverne får mulighed for at engagere og fordybe sig i fagene på mangfoldige måder, hvor de samtidig er aktive og medskabende, og hvor fællesskabet udgør det naturlige omdrejningspunkt. Det er en unik mulighed for at sætte jeres præg på de kommende fagplaner, der er en nøgle til skoleudvikling bredt set”, siger Dorte Andreas.

Sådan tilmelder man sig

Udviklingsprogrammet er åbent for alle folkeskoler og specialskoler og gennemføres af EVA – Danmarks Evalueringsinstitut for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Frist for tilmelding er tirsdag den 27. maj 2025.

Her kan man melde sig til udviklingsprogrammet.

DEBATINDLÆG AF DORTE ANDREAS, FORMAND FOR SKOLELEDERFORENINGEN

Børn sender os klare signaler, når de mistrives eller reagerer med udfordrende adfærd. Det ser vi hver dag i skolerne.

Det har mange forskellige ansigter, men fælles er, at det ikke er børnene, der fejler. Det er systemet omkring dem, der ikke har muligheden for at levere, og børnene der betaler prisen for, at de politiske intentioner om at inkludere flere børn i den almene skole ikke er fulgt op af de nødvendige investeringer.

Inklusion kræver handling, investeringer og de rette rammer – ellers bliver det tomme ord, og det er børnene, der kommer i klemme.

Der er skabt et system, hvor vi må vente alt for længe på hjælp og støtte, mens problemerne vokser sig større og større, før vi kan få mulighed for at handle og sætte ind med hjælp og støtte til eleverne.

Det er hverken fagligt forsvarligt eller menneskeligt anstændigt, men det bliver konsekvensen, når PPR og børne- og familieafdelingerne, som er det system som skal hjælpe og støtte, er mere forpligtet af dokumentationskrav, timegrænser og visitationsregler end af barnets behov.

For det betyder, at der bliver brugt uforholdsmæssigt meget tid og energi på at bevise, at hjælpen og støtten til barnet er nødvendig i stedet for at yde den.

Det må kunne gøres bedre.

Vi har i stedet brug for en langsigtet strategi og en skole, hvor støtte er en selvfølge og ikke noget, man skal kæmpe for.

I dag oplever vi, at vi skal bruge urimeligt meget tid og energi på at dokumentere, argumentere og kæmpe for ressourcer, som burde være grundlaget for en velfungerende skole, der efter behov kan sætte ind med den rette støtte og hjælp til eleverne.

Vi har brug for, at specialpædagogisk viden er tilgængelig i klassen og ikke gemt væk bag et visitationsudvalg.

Forestil dig, at du står med et barn i en klasse, der tydeligt har brug for specialpædagogisk støtte. Du ved, hvad der skal til. Dit team ved det. Men i stedet for at handle, skal du nu bruge tid på at udfylde skemaer, samle dokumentation og vente på, at et visitationsudvalg tager stilling – måske om uger, måske om måneder.

Sådan ser virkeligheden ud i alt for mange kommuner.

Det er dybt frustrerende for både skole og forældre, når vi kan se, at der er behov for hjælp og støtte.

Den specialpædagogiske viden er der – men den er gemt væk bag procedurer og udvalg, der forsinker den indsats, vi burde være hurtige og modige nok til at sætte i gang med det samme.

I stedet har vi brug for et nyt støttesystem, der er baseret på barnets reelle behov uden administrative benspænd. Og vi har brug for, at støttepersonale som psykologer, socialrådgivere og specialpædagoger bliver en integreret del af skolens hverdag, ikke perifere aktører, vi først rækker ud efter, når det er gået galt.

I dag fungerer det desværre ofte sådan, at vi skal igennem lange, bureaukratiske processer for at få adgang til psykologer, socialrådgivere og specialpædagoger – og det sker typisk først, når problemerne har vokset sig store. Det er hverken effektivt eller forebyggende.

Når vi taler om at gøre støttepersonale til en integreret del af skolens hverdag, handler det om at organisere indsatsen tættere på – helt ind i den enkelte klasse.

De skal i langt højere grad være tilgængelige, samarbejdende og kendte i skolens hverdag – som en naturlig del af det tværfaglige fællesskab omkring børnene. Ikke eksterne eksperter, vi først ringer til, når det brænder på.

Hvis vi virkelig vil skabe en folkeskole, der kan mere for flere, kræver det, at vi tænker fundamentalt anderledes.

På skolerne ved vi godt, hvad der virker. Det er en rettidig indsats, stærke fællesskaber og et skolesystem, der har kapacitet, ressourcer og kompetencer til at løfte opgaven med at alle elever føler sig som en del af skolens fællesskab. Det, vi mangler, er, at politikerne handler.

De skal finde modet til at gøre noget andet og viljen til at investere.

Der er brug for, at vi bryder med silotænkning og tænker i helheder og prioritere langsigtede løsninger.

I dag er der stadig alt for ofte mange barrierer mellem faggrupper og forvaltninger, og børn har ikke gavn af, at vi sidder i hver vores silo. De har brug for, at vi samarbejder og ser på hele deres liv og ikke kun på deres skolegang.

Når vi siger, at der i mange kommuner er for mange barrierer mellem faggrupper og forvaltninger, så handler det om, at systemet i dag er indrettet ud fra administrative strukturer – ikke børns behov.

Vi sidder ofte i hver vores silo: skolen, PPR, socialforvaltningen. Men børn lever ikke deres liv opdelt i sektorer. De har brug for, at de voksne omkring dem samarbejder, deler viden og tager fælles ansvar.

Det kræver, at vi bryder med vanetænkning og i højere grad end i dag bygger bro mellem fagligheder – så vi ser hele barnet, ikke kun skolebarnet.

Og det kræver, at ledelse og system understøtter tværfagligt samarbejde som en integreret del af skolens praksis. Den opgave påtager vi os gerne som ledere i skolen, men det kræver også, at der er tilstrækkelig med ledelseskraft til at løfte den opgave, som et stærkere og tydeligere samarbejde vil kræve.

Beslutningerne om, hvordan vi bedst støtter og hjælper både det enkelte barn og klassen, skal træffes tættere på børnene.

Skolerne skal have mulighed for at handle hurtigt og sætte ind, når der er behov. Vi har dygtige ledere og medarbejdere, der er klar til at tage ansvar, men vi skal have lov og mulighed for at gøre det.

Og så skal vi naturligvis trække på de ressourcer og den faglighed, vi allerede har i systemet. Specialskolerne rummer en uvurderlig viden, som vi bør bringe aktivt i spil i almenområdet for at styrke de fællesskaber, hvor langt de fleste børn befinder sig.

Men vi kommer ikke uden om, at det også koster, og derfor er det altafgørende at få kigget på økonomien med nye øjne. Hvis vi vil bremse mistrivsel blandt børn og unge er en forhåndsinvestering bidende nødvendigt.

En forhåndsinvestering der sikrer, at børn ikke falder ud af fællesskabet, men bliver mødt med den støtte, de har brug for, når de har brug for det.

Faktisk vil jeg vil vove den påstand, at den forhåndsinvestering på sigt kan give besparelser andre steder i systemet.

I dag bruger vi milliarder på tabt arbejdsfortjeneste, visitation og lange behandlingsforløb, som kunne have været undgået med en tidlig indsats.

Tænk hvad alle de penge kan bruges til direkte og tæt på børnene og deres skolehverdag.

Så lad os handle. Ikke om fem år. Ikke med halve løsninger. Men nu og for børnenes skyld.

Det handler om rettidig omhu. Om at skabe en skole, hvor alle børn føler sig set og hørt. Hvor de får den støtte, de har brug for, når de har brug for det. Og hvor lærere og ledere har rammerne til at lykkes.

Vi ved, hvad der virker, for det ser vi i enkelte kommuner der investerer i børnene. Det, vi mangler, er politisk vilje og handling, så alle skoler og kommuner får mulighed for at investere i børnene. Vi har ikke råd til at lade være.

Debatindlægget er bragt i Altinget.

Foto: Lars Horn/Baghuset