Hendes Majestæt Dronningen deltager i Skolelederforeningens årsmøde
Fredag den 30. oktober 2026 taler H.M. Dronningen på skoleledernes årsmøde i Odense om Mary Fondens arbejde med at bekæmpe mobning og ensomhed og styrke fællesskab og trivsel blandt børn og unge.
H.M. Dronningen deltager på skoleledernes årsmøde, hvor hele 2.800 ledere i skolen fra hele landet vil være samlet. Her vil Dronningen i sin egenskab af formand for Mary Fonden tale om betydningen af trygge børnefællesskaber og fondens arbejde.
Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen, udtaler:
”Vi er meget glade for, at Hendes Majestæt Dronningen gæster vores årsmøde og sætter fokus på Mary Fondens betydningsfulde arbejde. I Skolelederforeningen og på landets skoler er vi stærkt optaget af elevernes trivsel og deres mulighed for at indgå i det vigtige fællesskab i skolen. Fællesskab og trivsel er grundlæggende for, at vores børn og unge kan lære og løftes fagligt.”
Fri for Mobberi, Skolestyrken og LæseLeg
Mary Fondens vision er netop at bidrage til et samfund, hvor alle oplever at høre til. Fonden bidrager løbende med ny viden og udvikler og udbreder projekter og initiativer, der blandt andet skal forebygge og afhjælpe mobning og ensomhed og styrke trivsel blandt børn og unge.
Det gælder Fri for Mobberi, hvor Mary Fonden sammen med Red Barnet arbejder for at skabe trygge børnefællesskaber og forebygge mobning. Programmet er til fagpersonale, som arbejder med børn i alderen 0-9 år.
Sammen med Børns Vilkår og Red Barnet står Mary Fonden også bag Skolestyrken, som er en helskoleindsats, der sammen med skolens ledelse og fagpersonale sætter fælles retning for den enkelte skoles trivselsarbejde og bidrager med at håndtere konkrete mobbesager.
Også LæseLeg, som er et pædagogisk redskab til at arbejde med børns sprog og ordforråd i vuggestuer, dagpleje, børnehaver og indskoling, er et eksempel på Mary Fondens arbejde for at forebygge og afhjælpe social isolation og fremme trygge børnefællesskaber. LæseLeg sker i samarbejde med VIA University College og Bibliotekernes Sprog- og Læsespor.
Vi sætter retning – skolen i bevægelse
På årsmødet åbner vi blandt andet den vigtige debat om, hvorvidt fællesskabets skole er under pres – og hvad den individorienterede tendens i samfundet betyder for ledelse i praksis.
Under overskriften Vi sætter retning – skolen i bevægelse har vi fokus på de tendenser og vinde, der blæser ind over skolen og hvilken betydning, det har for ledelsen.
Til at belyse det taler foruden Dronningen en lang række foredragsholdere på årsmødet.
H.M. Dronningens tale på årsmødet foregår fredag den 30. oktober 2026 kl. 9.10.
Dronningen vil også besøge årsmødets udstilling, hvor blandt andre Skolestyrken vil være repræsenteret.
Pressedeltagelse
Deltagelse for pressen kræver tilmelding/akkreditering senest mandag den 26. oktober kl. 10.00. Kontakt kommunikationskonsulent Malene Lieberknecht på mali@skolelederne.org eller telefon: 2221 9892.
Foto: Mary Fonden / Steen Brogaard
Seneste nyheder
22. januar 2026
Skolelederforeningens krav til OK26
8. januar 2026
Inklusionsopgaven er største arbejdspres for skoleledere
Dorte Andreas: Vi skal forebygge de voldsomme episoder tidligere
En ny undersøgelse af vold og udadreagerende adfærd bekræfter et kendt billede: Udfordringerne er størst i indskolingen og opstår hyppigst mellem elever. Det kalder på tidlig forebyggelse, flere voksne og stærke faglige kompetencer, mener Skolelederforeningens formand.
Alle skal kunne være trygge i skolen. Det gælder både elever og medarbejdere, understreger Skolelederforeningens formand, Dorte Andreas, efter en ny undersøgelse af vold og udadreagerende adfærd i grundskolen.
”Der er en udfordring, som vi skal tage alvorligt. Børn skal være trygge ved at gå i skole, og medarbejdere skal være trygge ved at gå på arbejde. Voldsomme episoder har konsekvenser for både dem, der bliver ramt, og fællesskabet omkring dem”, siger hun.
Undersøgelsen, som Epinion og Als Research har gennemført for Undervisningsministeriet, bekræfter samtidig et billede, som Skolelederforeningen kender.
”Tidligere undersøgelser har vist det samme, og det er også det, vi hører fra hverdagen på skolerne: Episoderne foregår især i indskolingen og hyppigst mellem elever. Det er ofte børn, som har svært ved at regulere deres følelser og forstå deres egen og andres adfærd”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Vi skal forstå, hvad der ligger bag
Undersøgelsens definition af fysisk vold omfatter blandt andet slag, spark, skub, bid og spyt. Den undersøger også trusler, chikane og skade på ting og inventar. Dermed indgår både impulsive handlinger og handlinger med en intention om at skade.
”Undersøgelsen viser, at det ofte er udadreagerende adfærd, der eskalerer. Det kan være leg, sport eller drillerier, som udvikler sig til voldsomme episoder. Det er i den sammenhæng, vi også skal forstå undersøgelsens brug af ordet vold. Vi skal passe på med at fremstille skolerne som voldsfælder. Det hjælper os ikke med at forstå udfordringerne eller finde de rigtige løsninger”, siger Dorte Andreas.
Hun hæfter sig ved, at undersøgelsen placerer de største udfordringer blandt de yngste elever.
”Undersøgelsen understøtter ikke et billede af, at problemerne især handler om store elever i udskolingen eller elever med indvandrerbaggrund. Derfor mener jeg heller ikke, at svaret kun er at kunne smide elever ud af folkeskolen. Vi skal rette opmærksomheden mod indskolingen og det forebyggende arbejde – også før børnene begynder i skole. Allerede for fire år påpegede vi vigtigheden af at sætte ind de første 1000 dage af barnets liv og at styrke familieindsatsen. Det er ikke en opgave, vi kan klare i skolen alene”, siger hun.
Kompetencer og ledelse tæt på
Erfarne lærere med stærke pædagogiske og relationelle kompetencer er et fællestræk i klasser uden vold og udadreagerende adfærd, viser undersøgelsen. Både lærere og ledere peger på flere voksne i undervisningen som en vigtig hjælp, og lederne fremhæver desuden behovet for et mere praksisnært PPR.
For Dorte Andreas understreger det behovet for at styrke medarbejdernes muligheder for at forebygge og håndtere de svære situationer.
”Vi skal investere i kompetenceudvikling og give plads til, at medarbejderne kan lære af hinandens erfaringer. Samtidig kræver det ledelse tæt på, så lærere og pædagoger får sparring og støtte til at finde løsninger. Flere voksne og et praksisnært PPR kan gøre en forskel, fordi hjælpen kommer tættere på børnene og hverdagen i klassen”, siger hun.
Ofte er det få elever, der står bag episoderne. Undersøgelsen viser også en sammenhæng mellem flere episoder og klasser, hvor elever modtager støtte ud over de almindelige pædagogiske rammer.
”Det understreger, at vi ikke kan inkludere flere børn med støttebehov, uden at ressourcerne følger med. Medarbejderne skal have tid, kompetencer og hjælp til at støtte børnene”, siger Dorte Andreas.
Læs rapporten: Vold og udadreagerende adfærd i grundskolen
Modelfoto: Klaus Holsting
Seneste nyheder
22. januar 2026
Skolelederforeningens krav til OK26
8. januar 2026
Inklusionsopgaven er største arbejdspres for skoleledere
AI: Vi skal forstå, at vi har en opgave og ikke et problem
DEBATINDLÆG AF KRISTIAN DISSING OLESEN, NÆSTFORMAND SKOLELEDERFORENINGEN
AI er allerede en del af elevernes skolearbejde. Derfor skal vi ikke bilde os ind, at et forbud løser udfordringen. Vi skal give skolerne klare nationale rammer, sikre løsninger og kompetencer til at lære eleverne at bruge AI klogt.
Har vi et problem eller en opgave?
Det spørgsmål bør stå centralt, når undervisningsministeren kommer med de længe ventede retningslinjer for brugen af AI i folkeskolen.
For hvis vi først og fremmest betragter AI som et problem, bliver forbud hurtigt den oplagte løsning. I New York har man eksempelvis indført et etårigt forbud mod elevers brug af generativ AI til og med 8. klassetrin.
”Et forbud holder bare ikke AI ude af elevernes liv. Det skubber blot brugen ud af klasselokalet og væk fra de voksne, der skal hjælpe eleverne med at forstå teknologien.”
— Kristian Dissing Olesen, næstformand i Skolelederforeningen
Så har vi måske fjernet det synlige problem. Men vi har ikke løst opgaven.
En ny undersøgelse fra Børns Vilkår giver et godt billede af, hvad vores opgave består af. Otte ud af ti elever i 6. klasse og mere end ni ud af ti i 9. klasse har brugt AI-chatbots. Mange bruger dem med et ønske om at lære. Alligevel savner de vejledning og klare rammer.
Eleverne siger også i undersøgelsen, at de oplever, at reglerne kan være forskellige fra lærer til lærer, og de har svært ved at trække grænsen mellem hjælp og snyd. Flere frygter, at brugen af AI svækker deres læring. Samtidig kan teknologien udfordre tilliden mellem elever og lærere, fremgår det af undersøgelsen.
Det er vanvittigt vigtigt, at vi forstår, at det er skolens opgave at lære eleverne at håndtere så stort og vildt et værktøj. De skal lære, hvornår AI kan hjælpe dem med at blive klogere, og hvornår teknologien overtager det arbejde, de selv skal gøre. De skal kunne vurdere svarene kritisk, opdage fejl og forstå, hvad der sker med deres data.
Skygge-AI
Lige nu breder skygge-AI sig. Det vil sige, at teknologien glider ind i skolen, uden at der nødvendigvis er taget ordentligt stilling til brugen, og uden at den fornødne it-sikkerhed altid er på plads. Eleverne bruger værktøjerne, mens skolerne mangler fælles rammer og sikre alternativer.
Derfor har vi brug for et gearskifte.
Der skal fastlægges en national kompetenceudviklingsindsats for lærere, pædagoger og skoleledelser, så brugen af AI bygger på faglige og didaktiske kompetencer. Samtidig skal kommunerne sikre lovlige og gennemprøvede AI-løsninger, så skoler og elever er på sikker grund.
I sidste uge satte PISA-resultaterne elevernes faglighed øverst på dagsordenen. Det gør det kun mere nødvendigt, at skolen forholder sig aktivt til AI. For teknologien kan både styrke og svække elevernes læring. Det afhænger af, hvordan den bliver brugt.
Derfor skal vi hverken sætte AI i frigear eller bakgear. Vi skal tage opgaven på os.
Foto: Jacob Nielsen
Seneste nyheder
22. januar 2026
Skolelederforeningens krav til OK26
8. januar 2026
Inklusionsopgaven er største arbejdspres for skoleledere
Ministermøde satte forældrerollen på dagsordenen
Undervisningsminister Magnus Heunicke mødte omkring 30 ledere fra Gladsaxes folkeskoler for at høre deres bud på, hvordan elevernes faglige resultater kan løftes. Det blev en samtale om forældresamarbejde, faglig ledelse og skolens autoritet.
»Vi har en minister, der lytter, før han træffer beslutninger, og som lægger vægt på, at vi skal finde løsninger sammen,« siger Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen.
Bevæbnet med wienerbrød og en række store spørgsmål besøgte undervisningsminister Magnus Heunicke mandag Søborg Skole i Gladsaxe Kommune.
Her var omkring 30 ledere fra kommunens folkeskoler samlet sammen med formand for Skolelederforeningen Dorte Andreas og formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen.
De skulle drøfte, hvad der ligger bag de danske PISA-resultater – og hvad der skal til for at styrke fagligheden i folkeskolen.
Ingen enkle svar
Ministeren lagde ud med at slå fast, at der ikke er brug for en håndbremsevending. I stedet efterlyste han skoleledernes bud på, hvordan folkeskolen kan styrkes, og hvordan skolen kan stille tydelige forventninger til elever og forældre.
Samtalen kredsede især om forældrenes rolle, behovet for faglig ledelse og de bredere samfundstendenser, som skolerne hver dag mærker konsekvenserne af.
”Det blev tydeligt, hvor kompleks opgaven er, og at der ikke findes hurtige løsninger. Skolen kan ikke løse den alene. Vi skal væk fra en individualistisk kultur og have opbakning til at løse kerneopgaven”
— Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen
Et gennemgående tema var behovet for tydeligere forventninger til forældrene og en fælles forståelse af, hvad folkeskolen er for en samfundsinstitution.
»Det var en god dialog, hvor relevante dilemmaer kom frem. Vi skal tale om, hvad skolen er for en samfundsinstitution, og hvordan politikere og skoler sammen kan stille de rigtige krav og forventninger til en ny generation af forældre,« siger Johan Rønne, skoleleder på Søborg Skole og formand for Skolelederforeningens lokalforening i Gladsaxe.
Skolen skal stå tydeligere frem
Flere skoleledere pegede på, at skolen skal træde tydeligere frem som faglig autoritet. Det kræver, at ledere og medarbejdere tør sætte rammer, stille krav og indimellem sige nej til forældrene.
Men skolerne kan ikke stå alene med opgaven. Fra politisk hold skal der være tydelig opbakning, når de fagprofessionelle sætter retning for skolens fællesskab.
Politisk rygdækning
Magnus Heunicke hæftede sig ved, at skolelederne ikke stillede faglighed og trivsel op som modsætninger. Han bed også mærke i ønsket om større tydelighed over for forældrene.
»Det var en god samtale med dedikerede og reflekterede ledere. Der var ingen skyttegravskrig mellem trivsel og faglighed. Politisk skal vi være tydelige og bakke de fagprofessionelle op,« siger undervisningsministeren.
Gladsaxes borgmester deltog også i mødet. Kommunen har netop indgået et budget, der blandt andet giver mulighed for at indføre tolærerordning i alle fag fra 1. til 3. klassetrin og mere ledelseskapacitet på skolerne.
Under mødet understregede flere skoleledere, at flere lærere og pædagoger ikke gør forskellen alene. Det kræver faglig ledelse og en klar plan for, hvordan de ekstra ressourcer skal bruges, hvis de skal styrke undervisningen og elevernes læring.
SE BILLEDER FRA DAGEN
Foto: Jeppe Michael Jensen
Seneste nyheder
22. januar 2026
Skolelederforeningens krav til OK26
8. januar 2026
Inklusionsopgaven er største arbejdspres for skoleledere
Årets Bestyrelsesdag: Sammen om et lederliv i balance
Skolelederforeningen har skarpt fokus på det gode og bæredygtige skolelederliv. På Årets Bestyrelsesdag har foreningens lokale bestyrelser fået inspiration og konkrete redskaber til det videre arbejde.
Hele 432 lokalbestyrelsesmedlemmer fra 82 af Skolelederforeningens lokale bestyrelser har de seneste dage været samlet til Årets Bestyrelsesdag.
Årets Bestyrelsesdag er blevet afholdt fire steder i landet – i Fredericia, Viborg, Ishøj og Værløse – og i år har temaet været ’Vilkår for god ledelse og lederliv i balance’.
”Vi er meget tilfredse med, at vi som ledergruppe har fået skrevet ind i OK26, at de kommunale ledere er vigtige i forhold til at kunne udvikle og understøtte de kommunale opgaver og den kommunale velfærd. Vi er også meget tilfredse med, at der skal etableres en indsats, der sætter fokus på at understøtte god ledelse og et bæredygtigt lederliv,” sagde Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen, på Årets Bestyrelsesdag.
Den kommende indsats skal skabe grundlag for lokale dialoger om god ledelse og forventninger til ledelse, ledertrivsel og et lederliv i balance.
Hvad er et godt lederliv for dig?
Hvad skal der til for at skabe et lederliv i balance? Det vil Skolelederforeningen gerne blive klogere på sammen med medlemmerne. Derfor har foreningen netop lanceret et sæt dialogkort ’Lederliv i balance’, der skal understøtte refleksion og samtale om det gode lederliv.
Sættet består af 20 kort, der skal inspirere til vigtige samtaler om, hvordan vi skaber gode og bæredygtige rammer for lederlivet. Kortene lægger blandt andet op til drøftelser af:
- Hvad kan den enkelte leder selv handle på?
- Hvad kan ledelsesteamet løfte i fællesskab?
- Hvad kræver organisatoriske eller strukturelle ændringer?
”Kortene kan bruges både i de enkelte ledelsesteams, i netværk og på medlemsmøder i lokalforeningen. Vi håber, at dialogkortene vil sætte gang i gode samtaler lokalt, så vi i fællesskab kan understøtte god ledelse og et bæredygtigt lederliv.”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Mening, relationer og nødvendige prioriteringer
På Årets Bestyrelsesdag satte Rikke Høgsted, psykolog, stifter og udviklingsdirektør i Institut for Belastningspsykologi, perspektiv på dagens tema om vilkår for god ledelse og lederliv i balance.
Hun førte bestyrelsesmedlemmerne gennem en række temaer, der har betydning for et bæredygtigt lederliv – blandt andet mening, værdier og integritet, fællesskab og relationer som beskyttende faktorer samt kompleksitet, roller og den gode standard.
Også forventningskriser, moralsk stress og nødvendige prioriteringer var på dagsordenen – og dermed noget af det, der kan følge med en kompleks ledelsesopgave.
Er du interesseret i at høre mere om dialogkortene, kan du kontakte Skolelederforeningen på skolelederne@skolelederne.org eller telefon: 7025 1008.
Seneste nyheder
22. januar 2026
Skolelederforeningens krav til OK26
8. januar 2026
Inklusionsopgaven er største arbejdspres for skoleledere
UNDERRUBRIK
BRØDTEKST BLOK
”CITATBOKS MED GRØN STREG” (UDEN CITERING)
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
BRØDTEKST BLOK
Seneste nyheder
22. januar 2026
Skolelederforeningens krav til OK26
8. januar 2026
Inklusionsopgaven er største arbejdspres for skoleledere
Dorte Andreas: Hvor bliver pengene til folkeskolen af?
Den nye PISA-undersøgelse viser et fald i danske elevers faglige resultater. Det kalder på handling, siger Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen.
Dorte Andreas efterlyser, at skolerne snart får del i de fem milliarder kroner, som politikerne har lovet børneområdet, så vi kan styrke elevernes faglighed og skabe bedre rammer for undervisningen.
– Det faglige fald er alvorligt. På skolerne har vi brug for rammer og vilkår, der giver plads til god undervisning. Vi har ikke brug for mere resultatstyring – den vej har ikke løst udfordringerne.
PISA peger samtidig på udfordringer med blandt andet fremmøde, nysgerrighed og vedholdenhed i læringen samt digitale forstyrrelser.
”Skolerne kan ikke løfte opgaven alene. Vi har alle et ansvar – skoler, forældre, kommuner og Christiansborg. Vi har brug for, at alle bakker op om folkeskolens forpligtende fællesskab.”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Det faglige dyk ses også internationalt. Samtidig er der noget vigtigt at bygge videre på: Flertallet af danske elever oplever fortsat trivsel og tilhørsforhold i skolen.
– Nu handler det om at give folkeskolen de ressourcer og rammer, der skal til for at løfte fagligheden.
Seneste nyheder
22. januar 2026
Skolelederforeningens krav til OK26
8. januar 2026
Inklusionsopgaven er største arbejdspres for skoleledere
Forebyggelse af skolefravær kræver både stærke rammer og stærke fællesskaber
VIVEs nye rapport peger på, at langvarigt skolefravær ofte kan spores tidligt. Det understreger behovet for at give skolerne gode betingelser for den tidlige forebyggelse, mener Skolelederforeningens formand, Dorte Andreas.
Tidlig forebyggelse kræver, at skolerne har handlemuliger, stærke faglige kompetencer og adgang til den rette støtte, når de første tegn på mistrivsel eller stigende fravær viser sig.
Sådan lyder det fra Skolelederforeningens formand Dorte Andreas som kommentar til den rapport, VIVE i dag har udgivet. Rapporten skal skabe et solidt videns grundlag om langvarigt bekymrende skolefravær og give anbefalinger til at få eleverne tilbage på skolebænken. Og den peger blandt andet på betydningen af en koordineret indsats omkring barnet.
”Skolerne arbejder hver dag med at skabe trivsel, relationer og gode fællesskaber. Men for at vi kan lykkes endnu bedre med at forebygge fravær, skal skolerne også have de rette rammer og mulighed for at få hjælp omkring barnet og familien tidligt. Det er et fælles ansvar, og skolen kan ikke løfte opgaven alene”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Rapporten viser samtidig, at elever med langvarigt bekymrende fravær i mindre grad oplever at høre til i klassefællesskabet, og VIVE fremhæver skolens fællesskab som en vigtig forebyggende ramme.
”Børn skal opleve, at de hører til, at nogen regner med dem, og at de bliver savnet, når de ikke er der. Det er en vigtig del af den gode skole og af forebyggelsen. Men når først et barn ikke kommer i skole, bliver det langt sværere at styrke den tilknytning. Derfor er det så vigtigt, at vi både investerer i den tidlige forebyggelse og sikrer, at der hurtigt kan sættes ind, når et barn begynder at glide væk fra skolen”, siger Dorte Andreas.
For Skolelederforeningen er rapporten derfor endnu et argument for politiske initiativer, der styrker skolernes muligheder for at forebygge og handle tidligt – samtidig med at skole, hjem, PPR og kommune står sammen om ansvaret.
Find rapporten på Undervisningsministeriets hjemmeside
Modelfoto: Klaus Holsting
Seneste nyheder
22. januar 2026
Skolelederforeningens krav til OK26
8. januar 2026
Inklusionsopgaven er største arbejdspres for skoleledere
Faglighed vokser i stærke forpligtende fællesskaber
DEBATINDLÆG AF DORTE ANDREAS, FORMAND SKOLELEDERFORENINGEN
Folkeskolen er et dejligt sted at være – der er nemlig atmosfære.
En omskrivning af Shubiduas Danmarks-sang, som jeg synes passer godt.
For i folkeskolen er der liv. Der er nysgerrighed. Det er her fællesskaber opstår, venskaber udvikler sig, og der er voksne, som hver dag arbejder for at gøre en forskel for børn og unge.
Om få dage fyldes skolegårde og klasselokaler igen. Et nyt skoleår begynder, og med det følger også diskussionerne om, hvad folkeskolen skal kunne, og hvordan vi gør den endnu bedre.
Jeg tror, at vi alle sammen har en forventning om, at vores børn lærer noget, når de går i skole. At de bliver dygtigere og får kundskaber og færdigheder, som giver dem muligheder senere i livet.
Vores nye undervisningsminister Magnus Heunicke siger, at fagligheden er nummer ét for ham. Han taler ligefrem om en faglighedskrise, og det vil han gøre noget ved.
Det er godt og vigtigt. Fagligheden skal styrkes. Men hvis det kommende skoleår skal være året, hvor vi for alvor løfter fagligheden, bliver vi nødt til også at tale om alt det, der får fagligheden til at vokse.
”For mig er det vigtigt, at vi får drøftet, hvad folkeskolen er til for, og hvad vi hver især skal bidrage med og har ansvar for. Som politikere, som skole, som elev og forældre”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Vi kommer ikke udenom, at forældrene spiller en betydelig rolle. Det er deres børn, og et tillidsfuldt samarbejde mellem skole og hjem er vejen til at lykkes, men der er gennem årerne sket et skred i de gensidige forventninger, og det skal vi tage fat i. Ligesom vi er nødt til at kigge bredere på de samfundstendenser, børn og unge vokser op i. På mistrivsel, fravær, individualisering, præstationspres, hastighed og ulighed.
Jeg oplever med andre ord, at der er behov for en samtale om nogle af de grundlæggende værdier, som folkeskolen hviler på. På alle de balancer, som ikke kan sættes på formel, men som har stor betydning for, om folkeskolen lykkes med sin opgave.
Vi skal styrke fagligheden, men vi skal også styrke dannelsen. Vi skal skabe plads til den enkelte elev, men vi skal samtidig holde fast i fællesskabet.
Vi skal møde børn med forståelse, men også med forventninger. Vi skal både hjælpe og stille krav.
Vi kan altså godt skrue op for dansk og matematik og give ekstra timer til dem, der har det sværest, og dem der mangler faglige udfordringer. Det er både nødvendigt og rigtigt. Men hvis vi ikke samtidig har blik for de rammer, relationer og fællesskaber, som læringen skal finde sted i, risikerer vi at ramme ved siden af.
Derfor tror jeg ikke, at vi styrker fagligheden ved udelukkende at sætte fokus på faglighed.
I Skolelederforeningen har vi udarbejdet ti teser om folkeskolen, der udspringer af folkeskolens formål og af den virkelighed, som hver dag udspiller sig på landets skoler. De rummer ikke hele sandheden, men sætter ord på nogle af de spændinger, der er i folkeskolen.
”Mit håb er, at det kommende skoleår bliver året, hvor vi får en ærlig og fælles samtale om, hvad der skal til for, at eleverne kan lære mere og trives bedre i det fællesskab, hvor læringen skal ske”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
For mig er svaret ikke enten faglighed eller fællesskab.
Det er netop i det forpligtende fællesskab, at fagligheden får de bedste betingelser for at vokse.
Og det er også vejen til at holde fast i, at folkeskolen er et dejligt sted at være.
Debatindlægget har været bragt i Skolemonitor 3. august 2026.
Se Skolelederforeningens 10 teser
Foto: Jacob Nielsen
Seneste nyheder
22. januar 2026
Skolelederforeningens krav til OK26
8. januar 2026
Inklusionsopgaven er største arbejdspres for skoleledere
Ti teser skal udfordre forestillingen om folkeskolen
Skolelederforeningen lancerer ti teser om folkeskolen. Det er ikke en færdig opskrift, men korte, holdningsbårne udsagn, der skal give skoleledere, politikere og samarbejdspartnere et fælles afsæt for at tale om, hvad folkeskolen er til for, og hvad vi hver især skal bidrage med.
Teser er traditionelt et greb til at sætte tanker i bevægelse. De forenkler, skærper og inviterer til modspil. De rummer ikke hele sandheden, men gør det muligt at begynde et sted.
Det er også tanken bag Skolelederforeningens ti teser om folkeskolen.
“Jeg er ikke ude på at reducere folkeskolen til ti sætninger. Den er selvfølgelig meget mere end det. Det, vi har forsøgt med teserne, er at sætte ord på nogle af de grundlæggende værdier og dilemmaer, som folkeskolen bygger på, som afsæt for en samtale”, siger formand Dorte Andreas.
Balancer og forstyrrelser
Teserne kredser om spørgsmål, der præger hverdagen på alle skoler: Hvad vil det sige at lykkes i folkeskolen? Hvad skylder vi hinanden i et fællesskab? Hvordan balancerer vi trivsel og modstandskraft? Og hvilken rolle spiller skolen i et samfund, hvor forventningerne til den hele tiden vokser?
Nogle af teserne peger på værdier, der let bliver usynlige i den daglige drift. Andre udfordrer aktuelle tendenser eller sætter spørgsmålstegn ved nogle af de forventninger, der i dag rettes mod folkeskolen.
Fælles for dem er, at de ikke forsøger at give enkle svar.
“Folkeskolen har rigtig mange opgaver. Vi har både fokus på at styrke dannelse og styrke faglighed. Vi vil både give plads til den enkelte og holde fast i fællesskabet. Teserne er en måde at beskrive alt det på, der skal balancere i skolen, og så må de også gerne forstyrre lidt. Jeg håber, at de får nogle til at stoppe op. Man må gerne undre sig”, siger Dorte Andreas.
Brug dem
Formanden vil selv bruge teserne aktivt.
“Jeg tager dem med til de nye politikere på Christiansborg og til vores samarbejdspartnere med et ønske om at tage nogle andre samtaler om folkeskolen, end vi plejer”, siger Dorte Andreas.
Ambitionen er, at de bliver bragt i spil mange flere steder.
Dorte Andreas peger for eksempel på, at teserne også kan bruges som afsæt for drøftelser i personalegrupper, skolebestyrelser og ledernetværk og i mødet med nye forældre.
“Det vigtigste er ikke, om man er enig i alle ti. Det vigtigste er, at de bliver brugt. At de sætter gang i samtaler om, hvad folkeskolen er til for, og hvad vi hver især skal bidrage med”, siger hun.
Seneste nyheder
22. januar 2026
Skolelederforeningens krav til OK26
8. januar 2026
Inklusionsopgaven er største arbejdspres for skoleledere
Nye værktøjer: Skab rum til at lede
BFA Velfærd og Offentlig administration har lanceret kampagnen Rum til at lede.
Kampagnen sætter fokus på ledertrivsel og på, hvordan ledere kan skabe rum til at lykkes med deres ledelsesopgave.
Til det er der udarbejdet forskellige værktøjer til:
- Få et fælles sprog for lederes trivsel hos jer
- Styrke din dialog med din nærmeste leder
- Skærpe ledergruppens samarbejde
- Skabe en samlet plan for ledertrivsel
Formålet med kampagnen er at skabe opmærksomhed om ledertrivsel og inspirere til at tage BFAs værktøjerne i brug.
Som en del af kampagnen lanceres også nye film der giver en introduktion til værktøjer og skal gøre det nemmere at komme i gang.
Seneste nyheder
22. januar 2026
Skolelederforeningens krav til OK26
8. januar 2026




















