Nyt formandskab i Skolelederforeningen

På årets repræsentantskabsmøde blev Dorte Andreas valgt som ny formand, mens Kristian Dissing Olesen afløser hende på posten som næstformand i Skolelederforeningen.

Det er Dorte Andreas, der fremover kommer til at stå i spidsen for Skolelederforeningen, og Kristian Dissing Olesen bliver ny næstformand. Det stod klart, da der i dag blev afholdt valg på foreningens repræsentantskabsmøde.

Dorte Andreas blev valgt uden modkandidater og afløser Claus Hjortdal, der tidligere har meldt ud, at han ikke ville genopstille efter 10 år som formand.

”Jeg er både beæret og stolt over valget, og jeg glæder mig til at tage fat. Som formand vil jeg kæmpe for, at det er attraktivt at være leder og fedt at være elev i folkeskolen. Det kræver, at der er overskud på flere konti, og derfor vil jeg arbejde for gode vilkår for lederne, gode muligheder for at udvikle skolen til elevernes bedste, og at der kommer de nødvendige investeringer i skolen”

— siger Dorte Andreas.

De seneste otte år har Dorte Andreas været næstformand i Skolelederforeningen, og med hende på posten som formand bliver næstformandsstolen ledig. Den stol skal Kristian Dissing Olesen fremover holde varm.

Kristian Dissing Olesen har hidtil været skoleleder på Vestre Skole i Silkeborg Kommune og medlem af Skolelederforeningens hovedbestyrelse.

”Jeg vil arbejde for vores vilkår og for, at vi kan lave det, vi allerhelst vil, nemlig en god folkeskole. Jeg vil arbejde for, at vi styrker de lokale ledelsesteam og er tæt på lokalforeningerne, og jeg vil arbejde for, at vi stadig kommunikerer med kant”

— siger Kristian Dissing Olesen.

Der var to kandidater til næstformandsposten. Udover Kristian Dissing Olesen stillede Mogens Brag også op. Begge er medlem af hovedbestyrelsen og med valget af Kristian Dissing Olesen som næstformand bliver der en ledig plads i Skolelederforeningens hovedbestyrelse, og her træder Anders Fæster Nielsen fra Middelfart ind.

Det giver en hovedbestyrelse, der kommer til at se således ud:

Dorte Andreas (formand)
Kristian Dissing Olesen (næstformand)
Lars Aaberg
Mogens Brag
Anders Fæster Nielsen (ny)
Malene Nyenstad
Ditte Hasbech Svendsen
Claus Bredahl Sørensen

Det nye formandskab og hovedbestyrelse tiltræder den 1. december 2024.

Skriftlig beretning

Valget foregik på foreningens repræsentantskabsmøde den 30. oktober 2024 i Odense.

Her holdt afgående formand Claus Hjortdal sin sidste mundtlige beretning.

Læs den skriftlige beretning for november 2023-november 2024.

Valget til formand og næstformand i Skolelederforeningen blev afholdt på foreningens ordinære repræsentantskabsmøde den 30. oktober 2024. Se højdepunkter herfra. Foto: Lars Horn/Baghuset


Sådan træffer du os onsdag, torsdag og fredag denne uge

Vi afholder repræsentantskabsmøde, formandsmøde og årsmøde onsdag, torsdag og fredag denne uge.

Du kan opleve længere svartider på telefon og mail.

Du træffer os på telefon: 5127 1064.

Tak for tålmodigheden.

Med venlig hilsen

Sekretariatet, Skolelederforeningen


Få al information om årsmødet i appen SKL Årsmøde

I appen SKL Årsmøde finder du alt, hvad du har brug for at vide om Årsmøde 2024.

Med appen har du altid programmet lige ved hånden – og en nyttig oversigt over den store udstilling.

Du kan også finde et oversigtskort over stedet, information om de mange spændende oplægsholdere og deres oplæg samt en alfabetisk oversigt over de mere end 100 udstillere.

Og du får tilmed praktiske oplysninger om parkeringsmuligheder, frokost og medlemsfesten torsdag aften.

Hold også øje med appen undervejs i årsmødet. Her får du vigtige beskeder og holdes opdateret om arrangementet.

Når årsmødet slutter, håber vi, du via appen vil evaluere årsmødet og sende os din ros og ris.

Hent SKL Årsmøde i App Store eller Google Play.


Nedlæg ikke 10. klasse

Regeringen har i dag præsenteret sit udspil til uddannelsesreformer. Hermed lægges der op til et farvel til 10. klasse. Det er meget uheldigt, mener Skolelederforeningens formandskab.

I Skolelederforeningen har vi længe kraftigt advaret imod at nedlægge 10. klasse.

”Det er vigtigt, at der er et tilbud, som kan favne de unge, som ikke er helt afklarede endnu enten fagligt eller socialt. Det er præcis det, som 10. klasse kan, og derfor advarer vi imod at nedlægge klassetrinnet.”

— siger Dorte Andreas, næstformand for Skolelederforeningen

Dorte Andreas kommenterer på dagens nyhed om, at regeringen i sit udspil foreslår at sløjfe den almindelige 10. klasse – herunder den kommunale 10. klasse på folkeskoler, 10. klasses centre og kommunale ungdomsskoler.

10. klasse opretholdes dog på efterskolerne – men uden folkeskolens afgangsprøver.

“Det er uforståeligt, at regeringen vil nedlægge 10. klasse i kommunalt regi, som er den institution, der leverer flest elever til ungdomsuddannelserne, men freder 10. klasse på efterskolerne, som traditionelt leverer hovedparten af deres elever til STX,” siger Claus Hjortdal, Skolelederforeningens formand.

Regeringen ønsker at ændre ungdomsuddannelserne grundlæggende, og den foreslår blandt andet at etablere en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (epx) og samtidig skærpe adgangen til de treårige gymnasiale uddannelser hhx og stx ved at hæve karakterkravet til 6,0.

I den kommende reform lægger regeringen desuden op til, at institutioner lægges sammen til større enheder, og at 10. klasse, grundforløbets 1. del på erhvervsuddannelserne, eux og den toårige hf integreres i den nye ungdomsuddannelse.

På sin hjemmeside skriver Børne- og Undervisningsministeriet, at regeringen arbejder på en løsningsmodel, der adresserer udfordringerne med elevgrundlaget på htx, eventuelt i form af en model, hvor htx helt eller delvist integreres i stx. Det skal sikre, at eleverne bliver samlet på bæredygtige skoler med attraktive faglige og sociale ungdomsmiljøer på trods af de faldende ungdomsårgange. Læs mere

”Det er positivt, at regeringen med sit udspil ønsker at kunne tilbyde de unge et attraktivt uddannelsestilbud i nærheden af deres bopæl. Til gengæld er det uheldigt at hæve karakterkravet til 6, for det vil lukke døren for nogle unge, som måske ville have haft glæde af en treårig gymnasial uddannelse,” siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.

Foto: Klaus Holsting


#bevar10klasse

Når regeringen, forventeligt i næste uge, fremlægger sit bud på en reform af ungdomsuddannelserne, er 10. klasse i spil.

I Skolelederforeningen mener vi, at 10. klasse bør bevares – og vi håber, at budskabet når så bredt som muligt ud til politikerne. For 10. klasse er vigtig for mange elever, og er et mangfoldigt tilbud på tværs af mange skoleformer.

Sammen med en række andre organisationer står vi bag et initiativ, som torsdag den 10/10 kl. 10 skal sætte fokus på at få #bevar10klasse på den politiske dagsorden.

Det er et initiativ, som I som 10. klasses-skoler også kan være en del af.

Torsdag den 10/10 kl. 10 er en oplagt mulighed for at gøre opmærksom på, at 10. klasse bør bevares. Det kan være i form af en begivenhed, der indeholder tallet 10 på en eller anden måde – fx et 10 km løb eller et 10 tal bygget af træ – et læserbrev eller noget helt tredje. Dette kan I kommunikere på sociale medier under #bevar10klasse den 10/10 kl. 10.

Bag initiativet står Efterskolerne, Frie Skolers Lærerforening, Danmarks Lærerforening, Landsforeningen af 10. klasseskoler, Ungdomsskoleforeningen, Danmarks Private Skoler, Foreningen af Frie Fagskoler, Friskolerne, Danske Skoleelever og Skolelederforeningen.


Styrk samarbejdet med forældre og pårørende - nyt materiale

BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd & Offentlig administration (BFA Velfærd & Offentlig administration) er klar med nye værktøjer til at skabe det gode udgangspunkt for et godt samarbejde.

Et godt samarbejde mellem professionelle og forældre eller pårørende styrker trivslen hos både borgere og medarbejdere.

Hvad kan man gøre for at sikre det gode samarbejde? Og hvad gør man, når samarbejdet går skævt; når forældre eller pårørende spontant stiller krav, eller når en konflikt udvikler sig til en shitstorm?

BFA Velfærd og Offentlig administration har netop lanceret materialet ’Samarbejde med forældre og pårørende’, som kan være med til at styrke trivslen på arbejdspladsen.

Materialet ‘Samarbejde med forældre og pårørende’ er specifikt designet til at støtte fagfolk i at skabe et godt samarbejde med forældre eller pårørende.

Det består af:

  • En podcastserie på tre afsnit, der udfolder de faldgruber, der kan opstå i konflikter med forældre og pårørende. Podcastseriens tre afsnit kan inspirere alle, der arbejder med forældre eller pårørende. Særligt ledere kan have interesse i at lytte til seriens tredje podcast, som omhandler krisens anatomi.
  • Tre dialogkort, der fokuserer på at facilitere samtaler blandt medarbejderne om forældre- eller pårørendesamarbejdet på arbejdspladsen. Dialogkortene henvender sig til arbejdsmiljøgruppen som kan bruge dialogkortene som en del af arbejdet med at skabe en bedre arbejdsplads.

Find materialerne


Temadag om naturfaglig skoleudvikling

Det nationale program Naturfagsakademiet (NAFA), der har til formål at fremme motiverende og udbytterig naturfagsundervisning i grundskolen, inviterer i samarbejde med Astra til en temadag.

Formålet er at sætte fokus på hvilke faktorer, der er betydningsfulde for udviklingen af naturfagene i grundskolen.

Det sker med udgangspunkt i konkrete erfaringer fra de kommuner og skoler, der de sidste tre år i regi af NAFA har arbejdet med at udvikle den naturfaglige praksis gennem kompetenceudviklingsforløb.

På dagen vil der være mulighed for at høre om resultaterne fra den forskningsgruppe, der har fulgt skolerne og få indblik i den teori, der har dannet grundlag for de forløb, der er designet for den enkelte kommune og skole.

Der vil også være tid til videndeling og til at byde ind med erfaringer fra egen praksis.

Målgruppen er skoleledelser, naturfagsvejledere og kommunale naturfagskoordinatorer.

Det foregår den 13. november 2024 på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense.

Læs mere


Claus Hjortdal modtager Ridderkorset

For en årelang og utrættelig indsats for folkeskolen i almindelighed og skoleledelse i særdeleshed har Skolelederforeningens formand fået tildelt Ridderkorset af Kong Frederik X.

I sine 10 år som formand og 7 år som næstformand har Claus Hjortdal påtaget sig en omfattende opgave for skabe en folkeskole for alle. Og for den kæmpe indsats har han fået en anerkendelse fra Amalienborg i form af Ridderkorset.

”Jeg er stolt og beæret over den anerkendelse. Samtidig er det også en anerkendelse af, at skoleledelse er en vigtig samfundsmæssig funktion”

Tiden, hvor Hjortdal har stået i spidsen for ledere i folkeskolen, har været præget af store ændringer og omstillinger.
Reformen og lovindgrebet krævede store forandringer, og i det hele taget er Claus Hjortdal altid gået foran for at tale folkeskolen op.

“Folkeskolen er, udover undervisning af eleverne, sammenhængskraften, der får vores samfund til at trives. Det er her grundstenene til fællesskabet lægges”.

Claus Hjortdal har modtaget Ridderkorset.

I de senere år har corona og en helt ny måde at udvikle folkeskolen på i partnerskabet med politikere og partere omkring skolen i ”Sammen om skolen” fyldt meget. Her har Claus Hjortdal været en vigtig stemme og utrættelig stået fast på sine principper, værdier og idealer.

”Tillid, ordentlighed og samarbejde har altid været nøgleværdier i mit arbejde. Kun på den måde kan vi sikre, at alle børn bliver en del af fællesskabet og gives mulighed for at lykkes i livet”.


Inspiration til det lokale samarbejde om skolen

KL, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Børne- og Kulturchefforeningen, BUPL, Skole og Forældre og Danske Skoleelever har udviklet et inspirationsmateriale med anbefalinger og eksempler på, hvordan man kan samarbejde i form af lokale Sammen om skolen-samarbejder eller lignende.

Formålet er at støtte op om de lokale samarbejder om folkeskolen ved at inspirere til, hvordan arbejdet kan tilrettelægges og skabe værdi.

Materialet ’Frisættelse af folkeskolen kræver tættere samarbejde lokalt’ indeholder konkrete anbefalinger til det lokale samarbejde om folkeskolen, eksempler fra kommunerne, et afsnit om organisering samt eksempler på temaer, drift og resultater.

Hent Frisættelse af folkeskolen kræver tættere samarbejde lokalt


Kend din kandidat - valg til formand og næstformand

På dette års repræsentantskabsmøde i oktober afholdes der valg til foreningens formandskab. Mød kandidaterne allerede nu.

Skolelederforeningen skal have nyt formandskab.

På dette års ordinære repræsentantskabsmøde 30. oktober 2024, hvor foreningens højeste myndighed mødes, afholdes der valg til foreningens formand og næstformand.

Den nuværende formand og næstformand blev genvalgt i oktober 2021 for en treårig periode.

Valgperioden udløber i år, og der skal derfor afholdes valg til formandskabet.

Claus Hjortdal, nuværende formand, har efter 10 år på posten meddelt, at han ikke genopstiller.

Dorte Andreas, nuværende næstformand, har meddelt, at hun ikke genopstiller til næstformandsposten, men at hun opstiller til formandsposten.

Er du nysgerrig efter, hvem der stiller op til formand- og næstformandsposterne?

Læs med her: Vi har spurgt kandidaterne, hvad de især er optaget af, hvad de vil arbejde for, samt, hvad de vil kunne bidrage med som formand/næstformand.

Fra i dag mandag den 2. september 2024 lægges kandidaternes valgoplæg på hjemmesiden. Se de indkomne valgoplæg.

Valgoplæggene kan ses på hjemmesiden, efterhånden som vi modtager dem.

Deadline for indsendelse af valgoplæg her til hjemmesiden er den 16. oktober 2024 kl. 9.00.

Deadline for indsendelse af valgoplæg til medlemsmagasinet Plenum er den 27. september 2024 kl. 9.00.

Stiller du op?

… til enten formand- eller næstformandsposten, kan du få præsenteret dit skriftlige valgoplæg her på hjemmesiden og i medlemsmagasinet Plenum.

Valgoplæg lægges løbende på hjemmesiden. De vises i alfabetisk rækkefølge.

Læs, hvordan du indsender dit valgoplæg