#bevar10klasse
Når regeringen, forventeligt i næste uge, fremlægger sit bud på en reform af ungdomsuddannelserne, er 10. klasse i spil.
I Skolelederforeningen mener vi, at 10. klasse bør bevares – og vi håber, at budskabet når så bredt som muligt ud til politikerne. For 10. klasse er vigtig for mange elever, og er et mangfoldigt tilbud på tværs af mange skoleformer.
Sammen med en række andre organisationer står vi bag et initiativ, som torsdag den 10/10 kl. 10 skal sætte fokus på at få #bevar10klasse på den politiske dagsorden.
Det er et initiativ, som I som 10. klasses-skoler også kan være en del af.
Torsdag den 10/10 kl. 10 er en oplagt mulighed for at gøre opmærksom på, at 10. klasse bør bevares. Det kan være i form af en begivenhed, der indeholder tallet 10 på en eller anden måde – fx et 10 km løb eller et 10 tal bygget af træ – et læserbrev eller noget helt tredje. Dette kan I kommunikere på sociale medier under #bevar10klasse den 10/10 kl. 10.
Bag initiativet står Efterskolerne, Frie Skolers Lærerforening, Danmarks Lærerforening, Landsforeningen af 10. klasseskoler, Ungdomsskoleforeningen, Danmarks Private Skoler, Foreningen af Frie Fagskoler, Friskolerne, Danske Skoleelever og Skolelederforeningen.
Seneste nyheder
Styrk samarbejdet med forældre og pårørende - nyt materiale
BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd & Offentlig administration (BFA Velfærd & Offentlig administration) er klar med nye værktøjer til at skabe det gode udgangspunkt for et godt samarbejde.
Et godt samarbejde mellem professionelle og forældre eller pårørende styrker trivslen hos både borgere og medarbejdere.
Hvad kan man gøre for at sikre det gode samarbejde? Og hvad gør man, når samarbejdet går skævt; når forældre eller pårørende spontant stiller krav, eller når en konflikt udvikler sig til en shitstorm?
BFA Velfærd og Offentlig administration har netop lanceret materialet ’Samarbejde med forældre og pårørende’, som kan være med til at styrke trivslen på arbejdspladsen.
Materialet ‘Samarbejde med forældre og pårørende’ er specifikt designet til at støtte fagfolk i at skabe et godt samarbejde med forældre eller pårørende.
Det består af:
- En podcastserie på tre afsnit, der udfolder de faldgruber, der kan opstå i konflikter med forældre og pårørende. Podcastseriens tre afsnit kan inspirere alle, der arbejder med forældre eller pårørende. Særligt ledere kan have interesse i at lytte til seriens tredje podcast, som omhandler krisens anatomi.
- Tre dialogkort, der fokuserer på at facilitere samtaler blandt medarbejderne om forældre- eller pårørendesamarbejdet på arbejdspladsen. Dialogkortene henvender sig til arbejdsmiljøgruppen som kan bruge dialogkortene som en del af arbejdet med at skabe en bedre arbejdsplads.
Seneste nyheder
Temadag om naturfaglig skoleudvikling
Det nationale program Naturfagsakademiet (NAFA), der har til formål at fremme motiverende og udbytterig naturfagsundervisning i grundskolen, inviterer i samarbejde med Astra til en temadag.
Formålet er at sætte fokus på hvilke faktorer, der er betydningsfulde for udviklingen af naturfagene i grundskolen.
Det sker med udgangspunkt i konkrete erfaringer fra de kommuner og skoler, der de sidste tre år i regi af NAFA har arbejdet med at udvikle den naturfaglige praksis gennem kompetenceudviklingsforløb.
På dagen vil der være mulighed for at høre om resultaterne fra den forskningsgruppe, der har fulgt skolerne og få indblik i den teori, der har dannet grundlag for de forløb, der er designet for den enkelte kommune og skole.
Der vil også være tid til videndeling og til at byde ind med erfaringer fra egen praksis.
Målgruppen er skoleledelser, naturfagsvejledere og kommunale naturfagskoordinatorer.
Det foregår den 13. november 2024 på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense.
Seneste nyheder
Claus Hjortdal modtager Ridderkorset
For en årelang og utrættelig indsats for folkeskolen i almindelighed og skoleledelse i særdeleshed har Skolelederforeningens formand fået tildelt Ridderkorset af Kong Frederik X.
I sine 10 år som formand og 7 år som næstformand har Claus Hjortdal påtaget sig en omfattende opgave for skabe en folkeskole for alle. Og for den kæmpe indsats har han fået en anerkendelse fra Amalienborg i form af Ridderkorset.
”Jeg er stolt og beæret over den anerkendelse. Samtidig er det også en anerkendelse af, at skoleledelse er en vigtig samfundsmæssig funktion”
Tiden, hvor Hjortdal har stået i spidsen for ledere i folkeskolen, har været præget af store ændringer og omstillinger.
Reformen og lovindgrebet krævede store forandringer, og i det hele taget er Claus Hjortdal altid gået foran for at tale folkeskolen op.
“Folkeskolen er, udover undervisning af eleverne, sammenhængskraften, der får vores samfund til at trives. Det er her grundstenene til fællesskabet lægges”.

I de senere år har corona og en helt ny måde at udvikle folkeskolen på i partnerskabet med politikere og partere omkring skolen i ”Sammen om skolen” fyldt meget. Her har Claus Hjortdal været en vigtig stemme og utrættelig stået fast på sine principper, værdier og idealer.
”Tillid, ordentlighed og samarbejde har altid været nøgleværdier i mit arbejde. Kun på den måde kan vi sikre, at alle børn bliver en del af fællesskabet og gives mulighed for at lykkes i livet”.
Seneste nyheder
Inspiration til det lokale samarbejde om skolen
KL, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Børne- og Kulturchefforeningen, BUPL, Skole og Forældre og Danske Skoleelever har udviklet et inspirationsmateriale med anbefalinger og eksempler på, hvordan man kan samarbejde i form af lokale Sammen om skolen-samarbejder eller lignende.
Formålet er at støtte op om de lokale samarbejder om folkeskolen ved at inspirere til, hvordan arbejdet kan tilrettelægges og skabe værdi.
Materialet ’Frisættelse af folkeskolen kræver tættere samarbejde lokalt’ indeholder konkrete anbefalinger til det lokale samarbejde om folkeskolen, eksempler fra kommunerne, et afsnit om organisering samt eksempler på temaer, drift og resultater.
Hent Frisættelse af folkeskolen kræver tættere samarbejde lokalt
Kend din kandidat - valg til formand og næstformand
På dette års repræsentantskabsmøde i oktober afholdes der valg til foreningens formandskab. Mød kandidaterne allerede nu.
Skolelederforeningen skal have nyt formandskab.
På dette års ordinære repræsentantskabsmøde 30. oktober 2024, hvor foreningens højeste myndighed mødes, afholdes der valg til foreningens formand og næstformand.
Den nuværende formand og næstformand blev genvalgt i oktober 2021 for en treårig periode.
Valgperioden udløber i år, og der skal derfor afholdes valg til formandskabet.
Claus Hjortdal, nuværende formand, har efter 10 år på posten meddelt, at han ikke genopstiller.
Dorte Andreas, nuværende næstformand, har meddelt, at hun ikke genopstiller til næstformandsposten, men at hun opstiller til formandsposten.
Er du nysgerrig efter, hvem der stiller op til formand- og næstformandsposterne?
Læs med her: Vi har spurgt kandidaterne, hvad de især er optaget af, hvad de vil arbejde for, samt, hvad de vil kunne bidrage med som formand/næstformand.
Fra i dag mandag den 2. september 2024 lægges kandidaternes valgoplæg på hjemmesiden. Se de indkomne valgoplæg.
Valgoplæggene kan ses på hjemmesiden, efterhånden som vi modtager dem.
Deadline for indsendelse af valgoplæg her til hjemmesiden er den 16. oktober 2024 kl. 9.00.
Deadline for indsendelse af valgoplæg til medlemsmagasinet Plenum er den 27. september 2024 kl. 9.00.
Læs også:
- Skolelederforeningens formand stopper (nyhed)
- Formandsvalg 2024
- Valg til formandskabet 2024 – kend din kandidat (nyhed)
Stiller du op?
… til enten formand- eller næstformandsposten, kan du få præsenteret dit skriftlige valgoplæg her på hjemmesiden og i medlemsmagasinet Plenum.
Valgoplæg lægges løbende på hjemmesiden. De vises i alfabetisk rækkefølge.
Seneste nyheder
FL25: Trods milliardtilskud skal nogle kommuner stadig spare
Med Finanslovsforslaget for 2025 (FL25) sender regeringen milliarder til kommunal velfærd. Men det ser ikke ud til at være nok. Der vil stadig være kommuner, der har brug for at spare, og skolerne har ikke brug for at spare.
En ekstraordinær milliardoverførsel til kommunerne skal styrke blandt andet den kommunale velfærd. Det er en af takterne i finanslovsforslaget for 2025.
Formand i Skolelederforeningen Claus Hjortdal mener, det er positivt, at der lægges op til at styrke velfærden. Problemet er størrelsen på beløbet.
"Vi kan være bange for, at det ikke er nok. Der er kommuner, hvor underskuddet stadig er så stort, at de trods de ekstra penge kan være nødt til at spare på velfærden. Og det er slet ikke det, folkeskolen har brug for. Tværtimod har folkeskolen fortsat brug for investeringer både akut og til udvikling af almenområdet for at fortsætte en god udvikling."
— Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen
Et sted, der står for skud i forhold til besparelser, er den statslige administration. Det betyder, at der bliver skåret på både STIL og STUK, og på det område venter spændende drøftelser.
Regeringen peger blandt andet på at afskaffe den årlige udpegning af folkeskoler med bekymrende kvalitet samt at afskaffe en række statslige tilsyn på grundskoleområdet.
”Det er vi meget tilfredse med”, siger Claus Hjortdal.
I Skolelederforeningen og i partnerskabet Sammen om skolen har vi længe peget på netop det.
”Især afskaffelsen af kvalitetstilsynet er et positivt forslag. Stuk vurderer skolers kvalitet alene ud fra at se på karakterer, men det kan man ikke.”
”Vi ser vi frem til den videre dialog og revision af tilsynet”, siger Claus Hjortdal.
På samme måde er der også lagt op til besparelser på CFU. Det bekymrer til gengæld formanden for Skolelederforeningen:
“Vi er lige begyndt at lave en undervisning, der skal være mere analog. I den proces understøtter CFU skolerne, så det vil være et helt forkert sted at spare, når det er den retning, vi gerne vil gå.”
Modelfoto: Klaus Holsting
Seneste nyheder
Ja tak til færre eksamener og bedre overgange til ungdomsuddannelser
Antallet af afgangsprøver i folkeskolen bør reduceres væsentligt. Samtidig bør der ikke være adgangskrav i form af eksamenskarakterer på ungdomsuddannelserne.
Det anbefaler Rådet for Børns Læring, som netop har afleveret deres årsberetning med anbefalinger til børne- og undervisningsministeren.
I årets beretning har formandskabet i Rådet for Børns Læring fokuseret på afgangseksamen og overgange til ungdomsuddannelser.
Rådet anbefaler, at antallet af afgangsprøver reduceres til afprøvning i skriftlig og mundtlig danske og matematik. Herved udgår udtræksfag i folkeskolen.
Det er Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, godt tilfreds med:
Anbefalinger fra Rådet for Børns Læring
Rådet for Børns Læring giver i sin beretning for 2024 med anbefalinger til børne- og undervisningsministeren.
”I Skolelederforeningen har vi tydeligt sagt, at vi kun ønsker to-tre afsluttende prøver i matematik og dansk, når eleverne afslutter folkeskolen. De mange eksamener, vi har i dag, er en sorteringsmaskine, hvor vi lukker døren til en ungdomsuddannelse for nogle elever. I stedet kan man arbejde med andre former for evaluering af eleverne”
Rådet for Børns Læring har også set på overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse. De peger på, at elevernes karakterer har for stor betydning for de unges muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet efter grundskolen.
I stedet for at eksamenskarakterer er adgangsgivende på ungdomsuddannelserne, anbefaler Rådet, at der satses på at give de unge bedre muligheder for at vurdere hvilket forløb, der vil passe bedst til dem.
Det er Skolelederforeningen enig i:
”Med en bedre evaluering af eleverne og mindre fokus på karakterer kan vi sikre, at flere elever kommer godt videre i livet efter folkeskolen”, siger næstformand Dorte Andreas.
Modelfoto: Klaus Holsting
Seneste nyheder
Skolelederforeningens formand stopper
Efter 10 år på posten har Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal valgt ikke at genopstille, når der i oktober er valg til formandsposterne i foreningen.
Først var han næstformand i syv år. De seneste 10 år har Claus Hjortdal stået i spidsen for Skolelederforeningen som formand. Nu har han besluttet at give stafetten videre, når denne valgperiode udløber.
"Jeg synes, at tidspunktet er kommet. Foreningen står et godt sted. Vi har et dygtigt og velfungerende sekretariat. Vores lokalforeninger står stærkt, og der er et godt samarbejde med hovedforeningen"
— Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen
I tiden med Claus Hjortdal ved roret har Skolelederforeningen sikret sig markant politisk indflydelse. Blandt andet har inklusion og afbureaukratisering været vigtige emner, ligesom han altid går forrest for at tale folkeskolen op.
“Vi har en stærk formand, der har sat tydelige aftryk på den skolepolitiske dagsorden, og som lægger vægt på at være konstruktiv og løsningsorienteret i samarbejdet med både landspolitikere og de andre aktører på skoleområdet. Det er en tilgang, som vi i sekretariatet håber at kunne fortsætte med en ny formand ved roret efter valget”, siger sekretariatschef i Skolelederforeningen Hanne Bak Lumholt.
Claus Hjortdal selv ser tilbage på en tid, hvor foreningen har været i en forrygende udvikling:
“Skolelederforeningen er gået fra at være en embedsmandsklub til at blive en vigtig skolepolitisk part. Gennem min post som talsperson for FH Lederforum er det også lykkedes at sætte velfærdsledelse på dagsordenen”, siger Claus Hjortdal.
Selvom folkeskolen står et godt sted, er der fortsat store temaer i spil. Det har også haft indflydelse på Claus Hjortdals beslutning.
“Der er mange forandringer i støbeskeen, og flere af dem kræver nye kræfter, der har et længere perspektiv, end jeg har. Og jeg synes, at jeg med oprejst pande kan sige, at jeg har fyldt pladsen ud”, siger Claus Hjortdal.
Den nye formand for Skolederforeningen bliver valgt på foreningens repræsentantskabsmøde den 30. oktober 2024.
Foto: Klaus Holsting
CV Claus Hjortdal
Uddannelse
- Læreruddannelse, Nr. Nissum Seminarium, 1982-1986
Erhvervserfaring
- Formand Skolelederforeningen, 2014 –
- Næstformand Skolelederforeningen, 2007 – 2014
- Skoleleder Øster Jølby Skole, Morsø kommune, 2003 – 2007
- Viceinspektør, Tingstrup skole, Thisted kommune, 1996 – 2003
- Skoleleder Skjoldborg skole, Thisted kommune, 1992 – 1996
Formandsposter
- Formand LC-Lederforum, 2014 –
- Formand FH Lederforum, 2016 –
- Formand for regeringens Inklusionseftersyn, 2016 – 2017
Bestyrelseserfaringer
- Bestyrelsesmedlem, Unicef Danmark, 2020 –
- Forperson, Grundlovsfesten, 2020 –
- Bestyrelsesmedlem, Levende Menneskerettigheder, 2023 –
Andet
- Medlem af adskillige advisory boards, blandt andet i Mary Fonden og DA
- Medforfatter i fire antologier om folkeskolen
Skolelederforeningens procedure for valg
- Valg af formand og næstformand finder sted onsdag den 30. oktober 2024 i Odense Congress Center
- Alle erhvervsaktive medlemmer af Skolelederforeningen er valgbare
- Skolelederforeningens repræsentantskab har stemmeret
- Repræsentantskabet består af cirka 125 tillidsvalgte i landets kommuner og fra Skolelederforeningens faglige klubber
- Valgperioden vil for både formand og næstformand være 1. december 2024 til 30. november 2027
- Kandidater vil løbende blive præsenteret på Skolelederforeningens hjemmeside og i Skolelederforeningens medlemsmagasin Plenum
Læs mere
Læs også:
Seneste nyheder
Pulje skal styrke læseglæden
Kulturministeriet har i år øremærket 21 millioner kroner af ’Udviklingspuljen til folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre’ til en etårig indsats.
Indsatsen skal styrke samarbejdet mellem folkebiblioteker og de pædagogiske læringscentre på landets skoler om bøger og læseglæde.
Fokus vil være på indkøb af bøger og formidling af litteratur til børn og unge.
Puljen kan søges til både store og små projekter, der vil løfte børn og unges læseglæde og læsekultur.
Den kan søges af skoler/pædagogiske læringscentre, folkebiblioteker og kommuner i et tværfagligt samarbejde.
Midlerne skal fortrinsvis gå til indkøb af fysiske bøger til de deltagende skolers biblioteker eller bogsamlinger.
Læs om puljen
Der afholdes to digitale informationsmøder, hvor interesserede kan høre nærmere om puljen. Læs om møderne
Modelfoto: Colourbox