H.M. Dronningen: I er kulturbærere og er med til at skabe en kultur med åbenhed og tolerance
Med budskabet om de voksnes fælles ansvar for de sunde fællesskaber for børn og unge talte H.M. Dronningen til deltagerne på Årsmøde 2026.
Mobning er børnenes problem, men de voksens ansvar. Som formand for Mary Fonden besøgte H.M. Dronningen Årsmøde 2026 og talte for lederne i skolen om de udfordringer, alle voksne omkring børnene har med at skabe trygge rammer fri for mobning.
”I er – om nogen – vant til at navigere i et komplekst landskab med mange forventninger og mange holdninger til jeres og jeres medarbejderes arbejde. Selv om det måske ikke altid føles sådan, er alles forventninger også en stor tillidserklæring til jer, der driver vores grundskoler,” sagde Dronningen til salen med omkring 2.800 ledere fra hele landet.
Hun betonede, at selvom hver skole, hver skolegård, og hvert klasserum er forskellige, så er formålet for skolernes ledelse det samme. At skabe faglighed, deltagelse og trivsel.
”I er med til at udvikle børn til hele mennesker og lære dem værdien af ansvar, selvstændighed og forskellighed. Og her kan de opleve, hvor meget man kan flytte sig fagligt og socialt sammen med andre,” sagde Dronningen og præciserede skoleledelsernes rolle:
H.M. Dronningen :
”I er kulturbærere og er med til at skabe en kultur med åbenhed og tolerance. Hvor tvivl om trivslen i en klasse deles på lærerværelset, og man er nysgerrig på hinandens perspektiver. Og hvor arbejdet med trivsel ikke først begynder, når en konflikt er stor og åbenlys, når sproget er hårdt og voldsomt, eller når et barn har været fraværende fra skole i lang tid.”
Mary Fonden har flere projekter for børn og de voksne omkring børnene, som skal bekæmpe mobning og øge trivsel i skolerne. For ikke alle fællesskaber er trygge. Her har mobningen gode kår, og det er op til voksne omkring børnene at se og reagere på de usunde relationer.
Se hele billedet
Et nyt projekt i Mary Fonden, ’Ser du hele billedet’, henvender sig til alle de voksne omkring børnene.
Projektet arbejder med, hvor subtilt de usunde kulturer og mobning kan vise sig, og at man som voksen skal være nysgerrig og se flere perspektiver på børnenes oplevelser.
Til skolens ledere ved årsmødet gav Dronningen eksemplet med en elev ‘Emma’, som bliver mobbet og derfor er udadreagerende. Dronningen understregede vigtigheden af at se hele billedet af børnenes fællesskaber.
”Jeg er sikker på, at I er klar over, hvor forskelligt sådan en situation kan opfattes. Hvis vi kun ser Emmas reaktion, kan vi komme til at betragte hende som problemet. En, der forstyrrer og skal lære at styre sig. Undersøger vi, hvad der sker omkring hende, tegner der sig et andet billede. Et billede af et barn, som måske reagerer desperat på en position i fællesskabet, der er blevet meget svær at være i. Og så er det ikke tilstrækkeligt at arbejde med hendes adfærd alene. Så skal vi også arbejde med hele fællesskabet.”
Digitale udfordringer
Mobning kan have store konsekvenser for børn, derfor er det så vigtigt, at voksne omkring tager ansvar. Men den digitale mobning kan være svær at opdage.
Opfordringen til skolerne lød at have øje for situationer med konflikter mellem børnene. For de usunde fællesskaber på digitale medier kan være sværere for forældre og voksne at opdage. Men foregår det i klassen, foregår det også på de digitale medier.
”En større andel børn og unge oplever mobning i dag end for 5-10 år siden. Det er på trods af krav om antimobbestrategier, større forståelse af mobning og det store arbejde, mange – blandt andet jer og jeres medarbejdere – gør hver dag,” sagde Dronningen.
Dronningen bemærkede, at ledernes arbejde hverken er let eller simpelt, men at det netop er betryggende ikke at føle sig alene.
”Derfor må følelsen af at sidde i et rum med omkring 2.800 af jeres kolleger i dag være rar. Fællesskaber, som er åbne og inspirerende, hvor vi kan fejre succeser, udveksle erfaringer og udvikle os i et trygt rum. Det har vi alle brug for at være en del af,” sagde Dronningen.
Udover at tale til deltagerne ved Årsmødet besøgte Dronningen udstillingen med standene for Skolestyrken, som er et samarbejde mellem Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet mod mobning, samt Fri for Mobberi, som Mary Fonden og Red Barnet står bag.
Dronningen besøgte også Julemærkehjemmene, som Dronningen er protektor for.
Læs hele H.M. Dronningens tale på Mary Fondens hjemmeside
Foto: Lars Horn/Baghuset
Seneste nyheder
6. november 2025
Ny karakterskala: Godt med mindre spring mellem karakterer
3. november 2025
Lovforslag præciserer, at magtanvendelse er sidste løsning
Nye faglige klubber for uddannelsesledere
To nye faglige klubber er etableret i Skolelederforeningen, og en tredje er på vej. Klubberne giver ledere fra det tidligere Uddannelseslederne et fagligt fællesskab med afsæt i deres egne ledelsesområder.
Ledere på FGU-institutioner og en række andre uddannelsesområder har fået nye faglige klubber i Skolelederforeningen. En klub for ledere i ungdomsskolen er desuden under etablering.
De nye klubber følger efter beslutningen på repræsentantskabsmødet i 2025 om at lægge Uddannelseslederne sammen med Skolelederforeningen.
Dengang var det en del af planen, at medlemmerne skulle have mulighed for at etablere faglige klubber i deres nye forening, og de blev etableret i efteråret og præsenteret på årets repræsentantskabsmøde.
Begge klubber skal styrke medlemmernes faglige fællesskab og dialogen med Skolelederforeningen.
FGU-ledernes faglige klub
FGU-ledernes faglige klub samler ledere på institutioner for forberedende grunduddannelse. Klubben skal varetage deres fælles faglige og fagpolitiske interesser og give plads til drøftelser om blandt andet løn- og ansættelsesvilkår, arbejdsmiljø og udviklingen af FGU-området. Formand er Lene Viborg Hedver, der er leder på FGU Nordvest.
Faglig klub for uddannelsesledere
Faglig klub for uddannelsesledere omfatter medlemmer fra det tidligere Uddannelsesledernes område, som ikke hører til i klubberne for FGU-ledere eller ungdomsskoleledere. Her er der ligeledes fokus på fælles faglige interesser, vilkår og rammer for ledelsesopgaven og ikke mindst etableringen af EPX. Formand er Michael Jensen, uddannelseschef på NEG Online, Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.
Ledere i Ungdomsskolen
Efter sammenlægningen af Uddannelseslederne og Skolelederforeningen kan ungdomsskoleledere nu blive medlem af Skolelederforeningen og tage del i foreningens lokale og nationale fællesskab.
Ungdomsskoleledere kan dermed vælge mellem to organisationer: Skolelederforeningen og Landsforeningen af Ungdomsskoleledere (LU). Begge har ret til at forhandle løn og ansættelsesvilkår på området.
Skolelederforeningen er ved at etablere en faglig klub for ungdomsskoleledere. I sekretariatet er det forhandlingschef Peter Cort, der har ansvaret for arbejdet.
Særligt medlemskab
Tidligere medlemmer af Uddannelseslederne får et særligt medlemskab af Skolelederforeningen. Det samme gælder nye medlemmer på de overenskomstområder, som Uddannelseslederne tidligere dækkede. På disse områder samarbejder Skolelederforeningen og Uddannelsesforbundet om fagpolitiske spørgsmål i et fælles koordinationsudvalg.
Læs mere om de faglige klubber
Seneste nyheder
6. november 2025
Ny karakterskala: Godt med mindre spring mellem karakterer
3. november 2025
Lovforslag præciserer, at magtanvendelse er sidste løsning
Nye betegnelser i Skolelederforeningens vedtægter
Repræsentantskabet har vedtaget at bruge betegnelserne forperson og næstforperson i foreningens vedtægter. De valgte vælger fortsat selv deres titel i hverdagen.
På årets repræsentantskabsmøde blev det besluttet at ændre betegnelserne formand og næstformand til forperson og næstforperson i Skolelederforeningens vedtægter.
Baggrunden for forslaget var et ønske om, at vedtægterne bruger kønsneutrale og inkluderende betegnelser.
Beslutningen ligger i forlængelse af sidste års repræsentantskabsmøde. Her blev det vedtaget, at de valgte i både lokalforeningerne og hovedforeningen selv kan bestemme, om de vil kalde sig formand, forkvinde eller forperson.
Det frie valg gælder fortsat. Årets ændring handler dermed om ordlyden i vedtægterne og har ikke betydning for, hvilken titel den enkelte bruger i det daglige.
Seneste nyheder
6. november 2025
Ny karakterskala: Godt med mindre spring mellem karakterer
3. november 2025
Lovforslag præciserer, at magtanvendelse er sidste løsning
Dorte Andreas: Vi skal forebygge de voldsomme episoder tidligere
En ny undersøgelse af vold og udadreagerende adfærd bekræfter et kendt billede: Udfordringerne er størst i indskolingen og opstår hyppigst mellem elever. Det kalder på tidlig forebyggelse, flere voksne og stærke faglige kompetencer, mener Skolelederforeningens formand.
Alle skal kunne være trygge i skolen. Det gælder både elever og medarbejdere, understreger Skolelederforeningens formand, Dorte Andreas, efter en ny undersøgelse af vold og udadreagerende adfærd i grundskolen.
”Der er en udfordring, som vi skal tage alvorligt. Børn skal være trygge ved at gå i skole, og medarbejdere skal være trygge ved at gå på arbejde. Voldsomme episoder har konsekvenser for både dem, der bliver ramt, og fællesskabet omkring dem”, siger hun.
Undersøgelsen, som Epinion og Als Research har gennemført for Undervisningsministeriet, bekræfter samtidig et billede, som Skolelederforeningen kender.
”Tidligere undersøgelser har vist det samme, og det er også det, vi hører fra hverdagen på skolerne: Episoderne foregår især i indskolingen og hyppigst mellem elever. Det er ofte børn, som har svært ved at regulere deres følelser og forstå deres egen og andres adfærd”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Vi skal forstå, hvad der ligger bag
Undersøgelsens definition af fysisk vold omfatter blandt andet slag, spark, skub, bid og spyt. Den undersøger også trusler, chikane og skade på ting og inventar. Dermed indgår både impulsive handlinger og handlinger med en intention om at skade.
”Undersøgelsen viser, at det ofte er udadreagerende adfærd, der eskalerer. Det kan være leg, sport eller drillerier, som udvikler sig til voldsomme episoder. Det er i den sammenhæng, vi også skal forstå undersøgelsens brug af ordet vold. Vi skal passe på med at fremstille skolerne som voldsfælder. Det hjælper os ikke med at forstå udfordringerne eller finde de rigtige løsninger”, siger Dorte Andreas.
Hun hæfter sig ved, at undersøgelsen placerer de største udfordringer blandt de yngste elever.
”Undersøgelsen understøtter ikke et billede af, at problemerne især handler om store elever i udskolingen eller elever med indvandrerbaggrund. Derfor mener jeg heller ikke, at svaret kun er at kunne smide elever ud af folkeskolen. Vi skal rette opmærksomheden mod indskolingen og det forebyggende arbejde – også før børnene begynder i skole. Allerede for fire år påpegede vi vigtigheden af at sætte ind de første 1000 dage af barnets liv og at styrke familieindsatsen. Det er ikke en opgave, vi kan klare i skolen alene”, siger hun.
Kompetencer og ledelse tæt på
Erfarne lærere med stærke pædagogiske og relationelle kompetencer er et fællestræk i klasser uden vold og udadreagerende adfærd, viser undersøgelsen. Både lærere og ledere peger på flere voksne i undervisningen som en vigtig hjælp, og lederne fremhæver desuden behovet for et mere praksisnært PPR.
For Dorte Andreas understreger det behovet for at styrke medarbejdernes muligheder for at forebygge og håndtere de svære situationer.
”Vi skal investere i kompetenceudvikling og give plads til, at medarbejderne kan lære af hinandens erfaringer. Samtidig kræver det ledelse tæt på, så lærere og pædagoger får sparring og støtte til at finde løsninger. Flere voksne og et praksisnært PPR kan gøre en forskel, fordi hjælpen kommer tættere på børnene og hverdagen i klassen”, siger hun.
Ofte er det få elever, der står bag episoderne. Undersøgelsen viser også en sammenhæng mellem flere episoder og klasser, hvor elever modtager støtte ud over de almindelige pædagogiske rammer.
”Det understreger, at vi ikke kan inkludere flere børn med støttebehov, uden at ressourcerne følger med. Medarbejderne skal have tid, kompetencer og hjælp til at støtte børnene”, siger Dorte Andreas.
Læs rapporten: Vold og udadreagerende adfærd i grundskolen
Modelfoto: Klaus Holsting
Seneste nyheder
6. november 2025
Ny karakterskala: Godt med mindre spring mellem karakterer
3. november 2025
Lovforslag præciserer, at magtanvendelse er sidste løsning
Forebyggelse af skolefravær kræver både stærke rammer og stærke fællesskaber
VIVEs nye rapport peger på, at langvarigt skolefravær ofte kan spores tidligt. Det understreger behovet for at give skolerne gode betingelser for den tidlige forebyggelse, mener Skolelederforeningens formand, Dorte Andreas.
Tidlig forebyggelse kræver, at skolerne har handlemuliger, stærke faglige kompetencer og adgang til den rette støtte, når de første tegn på mistrivsel eller stigende fravær viser sig.
Sådan lyder det fra Skolelederforeningens formand Dorte Andreas som kommentar til den rapport, VIVE i dag har udgivet. Rapporten skal skabe et solidt videns grundlag om langvarigt bekymrende skolefravær og give anbefalinger til at få eleverne tilbage på skolebænken. Og den peger blandt andet på betydningen af en koordineret indsats omkring barnet.
”Skolerne arbejder hver dag med at skabe trivsel, relationer og gode fællesskaber. Men for at vi kan lykkes endnu bedre med at forebygge fravær, skal skolerne også have de rette rammer og mulighed for at få hjælp omkring barnet og familien tidligt. Det er et fælles ansvar, og skolen kan ikke løfte opgaven alene”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Rapporten viser samtidig, at elever med langvarigt bekymrende fravær i mindre grad oplever at høre til i klassefællesskabet, og VIVE fremhæver skolens fællesskab som en vigtig forebyggende ramme.
”Børn skal opleve, at de hører til, at nogen regner med dem, og at de bliver savnet, når de ikke er der. Det er en vigtig del af den gode skole og af forebyggelsen. Men når først et barn ikke kommer i skole, bliver det langt sværere at styrke den tilknytning. Derfor er det så vigtigt, at vi både investerer i den tidlige forebyggelse og sikrer, at der hurtigt kan sættes ind, når et barn begynder at glide væk fra skolen”, siger Dorte Andreas.
For Skolelederforeningen er rapporten derfor endnu et argument for politiske initiativer, der styrker skolernes muligheder for at forebygge og handle tidligt – samtidig med at skole, hjem, PPR og kommune står sammen om ansvaret.
Find rapporten på Undervisningsministeriets hjemmeside
Modelfoto: Klaus Holsting
Seneste nyheder
6. november 2025
Ny karakterskala: Godt med mindre spring mellem karakterer
3. november 2025
Lovforslag præciserer, at magtanvendelse er sidste løsning
Ny ungdomsuddannelse kræver stærk bro fra folkeskolen
Med ekspertgruppens anbefalinger til indholdet i den nye epx tegner der sig et ambitiøst billede af en uddannelse, der vil favne bredt og koble teori tættere til praksis. Det er positivt, mener Skolelederforeningen, men kun hvis folkeskolens ældste klasser tænkes langt tydeligere ind i reformen.
Epx er ifølge anbefalingerne tænkt som en erhvervs- og professionsrettet gymnasial uddannelse med fokus på gørelyst, praksisnær undervisning og stærke fællesskaber. Eleverne skal møde en fast klasse, opleve progression og gradvis afklaring og have adgang til videre uddannelse – både erhvervsuddannelser og videregående uddannelser.
”Der er meget i anbefalingerne, som skoleledere kan spejle sig i. Ambitionen om stærke fællesskaber, tydelig pædagogisk retning og en uddannelse, der tager udgangspunkt i elevernes forskellige forudsætninger, er helt centrale pejlemærker,” siger Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen.
Samtidig peger hun på, at reformen stiller nye og markante krav til overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Når epx skal være en uddannelse for alle unge, forudsætter det, at udskolingen klædes bedre på til opgaven.
”Hvis epx skal lykkes, kræver det, at folkeskolens ældste klasser får de rette rammer. Det handler både om vejledning, prøver, forventninger og tid til afklaring. Ellers risikerer vi, at nogle elever tabes i overgangen.
— Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen
Udover at nogle risikerer at blive tabt i overgangen, retter Dorte Andreas også en bekymring på dem, der kan blive tabt undervejs. Hvis epx viser sig ikke at være det rigtige.
”Nu har vi 10. klasse som et godt tilbud til dem. Når 10. klasse ikke længere eksisterer, risikerer vi at stå med en elevgruppe, som falder ved siden af”.
Ambitioner skal være til at indfri
Ekspertgruppen lægger vægt på differentieret vejledning, fælles nationale rammer og mulighed for lokale tilpasninger. Det bakker Skolelederforeningen op om. Men foreningen advarer mod, at ambitionerne om lokal fleksibilitet og praksisnær undervisning kan blive svære at indfri uden tilstrækkelige ressourcer og klare snitflader mellem skoleformer.
“Epx må ikke blive endnu en reform, hvor intentionerne er store, men hvor hverdagen presses. Skoleledere i både grundskole og ungdomsuddannelser skal have reel mulighed for at opbygge samarbejder, udvikle didaktik og skabe sammenhæng for eleverne,” siger Dorte Andreas.
Illustration: chatGpt
Seneste nyheder
6. november 2025
Ny karakterskala: Godt med mindre spring mellem karakterer
3. november 2025
Lovforslag præciserer, at magtanvendelse er sidste løsning
Lovforslag præciserer, at magtanvendelse er sidste løsning
Så kom lovforslaget, som præciserer skolens personales magtbeføjelser. Skolelederforeningens formand Dorte Andreas mener, der netop er brug for at sikre skolens ansattes retssikkerhed, men peger på, at der kan være elementer af uklarheder i lovforslaget.
Regeringen har præsenteret et nyt lovforslag, som præciserer reglerne om fysisk guidning for skolens ansatte, og det falder i god jord hos Skolelederforeningen.
“Det er netop det, vi har bakket om, at der har manglet, for de ansattes retssikkerhed har været udfordret”, siger formand Dorte Andreas.
Lovforslaget beskriver udover fysisk guidning også skolens omsorgsansvar og brug af magtanvendelse. Kort fortalt giver lovforslaget personalet ret til at udføre nødvendige handlinger, der sikrer, at eleven kan indgå i sociale relationer, trives og modtage læring. Som en del af det må personalet fysisk guide en elev og undtagelsesvis bruge magtanvendelser.
”Det er godt, at der lægges til grund, at der først og fremmest skal være forsøgt med omsorg og forebyggende tiltag, og at fysisk magtanvendelse hele tiden skal ses som en absolut sidste løsning”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Dog har formanden en opmærksom på, om loven hele vejen igennem skaber den klarhed, der var ønsket og nødvendig.
For eksempel peger hun på, at lovforslaget giver skolens personale ret til at fastholde eller føre en elev væk fra en situation, hvis eleven væsentligt forstyrrer undervisningen for andre.
– Her vil lovforslaget kræve, at lærere, pædagoger og ledere er afstemte i forhold til, hvornår der er tale om, at en elev forstyrrer undervisningen, siger formanden og slår fast:
– Det er afgørende, at ledelsesretten ikke bliver devalueret.
Modelfoto: Klaus Holsting
Seneste nyheder
6. november 2025
Ny karakterskala: Godt med mindre spring mellem karakterer
3. november 2025
Lovforslag præciserer, at magtanvendelse er sidste løsning
Velkommen til Uddannelseslederne
Skolelederforeningen vokser. Foreningen Uddannelseslederne bliver fremover lagt sammen med Skolelederforeningen. Det var en af de beslutninger, som Skolelederforeningens repræsentantskab vedtog til mødet den 29. oktober 2025.
Uddannelseslederne har hidtil været en selvstændig fagforening for ledere på FGU, erhvervsskoler, ungdomsskoler, oplysningsforbund, daghøjskoler og sprogcentre, men fremover bliver den en del af fællesskabet i Skolelederforeningen. Det blev besluttet på repræsentantskabsmødet den 29. oktober 2025.
Der har i en årrække været et tæt samarbejde mellem Uddannelseslederne og Skolelederforeningen, som nu bliver formaliseret i løbet af 2026. Uddannelseslederne tæller i dag under 200 medlemmer fordelt på deres områder. Fremadrettet vil medlemmer have mulighed for at etablere deres egen faglige klubber i Skolelederforeningen. Dette vil foreningerne arbejde med i starten af 2026.
Vælgfri betegnelse
På samme repræsentantskabsmøde blev det besluttet, at de valgte i Skolelederforeningens lokalforeninger og hovedforeningen selv må bestemme hvilke betegnelser, de vil bruge. Det betyder, at man fremadrettet kan kalde sig formand, forkvinde eller forperson efter eget ønske.
Opstillingsfrist til hovedbestyrelsen
Derimod blev et forslag om at ændre fristen for, hvornår kandidater til valg til hovedbestyrelsen skal melde sig, nedstemt. Forslaget gik på, at kandidater skulle melde sig senest 10 dage før repræsentantskabsmødet, men det var der ikke flertal for, og derfor vil man til fremtidige valg kunne melde sig som kandidat helt frem til dagen for repræsentantskabsmøde.
Foto: Lars Horn/Baghuset
Seneste nyheder
6. november 2025
Ny karakterskala: Godt med mindre spring mellem karakterer
3. november 2025
Lovforslag præciserer, at magtanvendelse er sidste løsning
Ny hovedbestyrelse i Skolelederforeningen
Skolelederforeningens repræsentantskab har valgt en ny hovedbestyrelse, der tiltræder den 1. december 2025.
Til Skolelederforeningens repræsentantskabsmøde i København den 29. oktober 2025 var der valg til hovedbestyrelsen.
Der endte med at være hele 11 kandidater til de seks pladser, og valget faldt på tre medlemmer af den nuværende hovedbestyrelse og tre nye ansigter.
De valgte er i alfabetisk rækkefølge:
- Claus Bredahl Sørensen, skoleleder på Engesvang Skole i Ikast-Brande Kommune
- Hanne Garval, Faglig leder på Frydenhøjskolen i Hvidovre Kommune (nyvalgt)
- Helle Wendt Nielsen, Pædagogisk leder på Skolen på Grundtvigsvej i Frederiksberg Kommune (nyvalgt)
- Lars Aaberg, skoleleder på Skolen på Strandboulevarden i Københavns Kommune
- Mogens Brag, skoleleder på Strandby Skole i Frederikshavn Kommune
- Morten Winther Bothe, Afdelingsleder i gruppeordning på Engholmskolen, afd. Kongevejsskolen i Allerød Kommune (nyvalgt)
Til suppleantposterne blev Anders Fæster Nielsen, Middelfart Kommune, valgt som 1. suppleant og Trine Hjortebjærg Mortensen, Odsherred Kommune, som 2. suppleant.
Derudover blev der valgt to kritiske revisorer. Det blev Kristian Svinth Sørensen, Frederiksberg Kommune, og Marianne Kipker, Ringkøbing-Skjern Kommune. Som revisorsuppleant blev Michael Jacobsen, Sønderborg Kommune, valgt.
Formand Dorte Andreas og næstformand Kristian Dissing Olesen var ikke på valg. De blev valgt til formandsposterne i 2024 for en treårig periode.
Den nye hovedbestyrelse tiltræder den 1. december 2025.
Læs mere om kandidaterne til hovedbestyrelsen
Foto: Lars Horn/Baghuset
Vi skal stå vagt om skolens værdier
På repræsentantskabsmødet fortalte formand Dorte Andreas i sin mundtlige beretning, hvordan hun oplever, at debatten om folkeskolen er kørt af sporet og har handlet for meget om ”ro og orden” fremfor pædagogik og fællesskab.
Hun slog fast, at skolen er samfundets demokratiske værn, og at skolelederne skal stå vagt om dens værdier, børnesyn og sammenhængskraft. Og hun påpegede de økonomiske udfordringer, mange skoler stadig står i.
Fremadrettet vil foreningen samle kræfterne om tre mærkesager: en ny samtale om folkeskolens fællesskab, en skole der kan mere for flere, og en klar retning for digitalisering og kunstig intelligens.
Desuden bliver bæredygtigt lederliv et centralt tema frem mod OK26, med fokus på mindre styring, mere ledelsesrum og bedre balance mellem opgaver og tid.
Læs den skriftlige beretning for 2025
Seneste nyheder
6. november 2025
Ny karakterskala: Godt med mindre spring mellem karakterer
3. november 2025
Lovforslag præciserer, at magtanvendelse er sidste løsning
Administration stjæler skoleledernes arbejdstid
Ny international undersøgelse viser, at 8 ud af 10 skoleledere i folkeskolen hver uge bruger tid på administrative opgaver og møder. Formand for Skolelederforeningen, Dorte Andreas, mener, at ledelsesressourcerne skal bruges klogere.
Når skoleledere går på arbejde, er det ofte mails, møder, budgetter og registreringer, der fylder meget af dagen. Den nye internationale undersøgelse TALIS 2024 viser, at 82 % af skolelederne i folkeskolen ugentligt eller oftere bruger tid på administrative opgaver og møder, og at for meget administrativt arbejde topper listen over, hvad der stresser dem mest i jobbet.
Det er bekymrende tal, lyder det fra formand for Skolelederforeningen, Dorte Andreas.
”Det er vigtigt, at vi som skoleledere har tid til faglig ledelse og ikke drukner i bureaukrati. Folkeskolen står midt i komplekse opgaver med inklusion, trivsel og samarbejde med forældre. Det kræver ledelsesmæssig nærhed, ikke flere Excel-ark”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Ifølge TALIS 2024 oplever næsten seks ud af ti skoleledere stress i nogen eller høj grad, og Danmark skiller sig ud ved, at lederne bruger mere tid på administration end deres nordiske kolleger.
”Når administrationen fylder så meget, risikerer vi, at det bliver på bekostning af den faglige ledelse og det pædagogiske samspil mellem ledelse og medarbejdere. Og det er ikke der, vi skal hen,” siger Dorte Andreas.
Tallene er som sådan ikke overraskende læsning for formanden. For Skolelederundersøgelsen, der hvert andet år tager pulsen på Skolelederforeningens medlemmers vilkår, viste det samme billede i 2023, og blandt andet at forældrene er blevet mere krævende, forstået på den måde, at de tænker mere på deres eget barn end på fællesskabet.
“Lederne får rigtig mange henvendelser fra forældre og bruger mere og mere tid på at holde møder med forældre om det enkelte barn,” siger Dorte Andreas.
TALIS 2024 gemmer dog også på positive nyheder. Undersøgelsen viser nemlig, at skolelederne trods alt trives og har høj arbejdsglæde, og oplever, at de har reel indflydelse på beslutningerne på deres skole.
Læs undersøgelsen: TALIS 2024
Modelfoto: Klaus Holsting
Om TALIS 2024
- TALIS står for Teaching and Learning International Survey og gennemføres af OECD.
- Undersøgelsen belyser læreres og skolelederes arbejdsvilkår, ledelses- og undervisningspraksis samt professionelle udvikling.
- Cirka 2.500 lærere og skoleledere fra den danske grundskole har deltaget i den seneste runde.
- Formålet er at give indsigt i styrker og udfordringer i skolesystemet og skabe et grundlag for udvikling af politik og praksis.
Seneste nyheder
6. november 2025
Ny karakterskala: Godt med mindre spring mellem karakterer
3. november 2025















