DEBATINDLÆG AF DORTE ANDREAS, FORMAND SKOLELEDERFORENINGEN
Folkeskolen er et dejligt sted at være – der er nemlig atmosfære.
En omskrivning af Shubiduas Danmarks-sang, som jeg synes passer godt.
For i folkeskolen er der liv. Der er nysgerrighed. Det er her fællesskaber opstår, venskaber udvikler sig, og der er voksne, som hver dag arbejder for at gøre en forskel for børn og unge.
Om få dage fyldes skolegårde og klasselokaler igen. Et nyt skoleår begynder, og med det følger også diskussionerne om, hvad folkeskolen skal kunne, og hvordan vi gør den endnu bedre.
Jeg tror, at vi alle sammen har en forventning om, at vores børn lærer noget, når de går i skole. At de bliver dygtigere og får kundskaber og færdigheder, som giver dem muligheder senere i livet.
Vores nye undervisningsminister Magnus Heunicke siger, at fagligheden er nummer ét for ham. Han taler ligefrem om en faglighedskrise, og det vil han gøre noget ved.
Det er godt og vigtigt. Fagligheden skal styrkes. Men hvis det kommende skoleår skal være året, hvor vi for alvor løfter fagligheden, bliver vi nødt til også at tale om alt det, der får fagligheden til at vokse.
”For mig er det vigtigt, at vi får drøftet, hvad folkeskolen er til for, og hvad vi hver især skal bidrage med og har ansvar for. Som politikere, som skole, som elev og forældre”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Vi kommer ikke udenom, at forældrene spiller en betydelig rolle. Det er deres børn, og et tillidsfuldt samarbejde mellem skole og hjem er vejen til at lykkes, men der er gennem årerne sket et skred i de gensidige forventninger, og det skal vi tage fat i. Ligesom vi er nødt til at kigge bredere på de samfundstendenser, børn og unge vokser op i. På mistrivsel, fravær, individualisering, præstationspres, hastighed og ulighed.
Jeg oplever med andre ord, at der er behov for en samtale om nogle af de grundlæggende værdier, som folkeskolen hviler på. På alle de balancer, som ikke kan sættes på formel, men som har stor betydning for, om folkeskolen lykkes med sin opgave.
Vi skal styrke fagligheden, men vi skal også styrke dannelsen. Vi skal skabe plads til den enkelte elev, men vi skal samtidig holde fast i fællesskabet.
Vi skal møde børn med forståelse, men også med forventninger. Vi skal både hjælpe og stille krav.
Vi kan altså godt skrue op for dansk og matematik og give ekstra timer til dem, der har det sværest, og dem der mangler faglige udfordringer. Det er både nødvendigt og rigtigt. Men hvis vi ikke samtidig har blik for de rammer, relationer og fællesskaber, som læringen skal finde sted i, risikerer vi at ramme ved siden af.
Derfor tror jeg ikke, at vi styrker fagligheden ved udelukkende at sætte fokus på faglighed.
I Skolelederforeningen har vi udarbejdet ti teser om folkeskolen, der udspringer af folkeskolens formål og af den virkelighed, som hver dag udspiller sig på landets skoler. De rummer ikke hele sandheden, men sætter ord på nogle af de spændinger, der er i folkeskolen.
”Mit håb er, at det kommende skoleår bliver året, hvor vi får en ærlig og fælles samtale om, hvad der skal til for, at eleverne kan lære mere og trives bedre i det fællesskab, hvor læringen skal ske”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
For mig er svaret ikke enten faglighed eller fællesskab.
Det er netop i det forpligtende fællesskab, at fagligheden får de bedste betingelser for at vokse.
Og det er også vejen til at holde fast i, at folkeskolen er et dejligt sted at være.
Debatindlægget har været bragt i Skolemonitor 3. august 2026.
Se Skolelederforeningens 10 teser
Foto: Jacob Nielsen
