Ledelsen er nøglen til forandring
Formandskabet satte ved åbningen af Årsmøde 2026 ord på ledernes vigtige rolle for skolernes retning.
Foran 2.800 deltagere fra hele landet har Dorte Andreas, formand, og Kristian Dissing Olesen, næstformand, budt velkommen til Årsmøde 2026, hvor vi i år mødes i Odense under temaet ”Vi sætter retning – skolen i bevægelse”.
For der er brug for tydelig ledelse i en tid med blæst omkring skolen, fastslog formandskabet. Der er faglighedskriser, inklusionskrise, og krav og forventninger fra mange sider. Fra forvaltninger, forældre og politikere, som ikke altid vil samme vej, men giver oplevelsen af blæst fra mange sider.
Og her sammenlignede de skolelederne med vindmøller, som omsætter blæsten til energi og kraft.
Dorte Andreas, formand, Skolelederforeningen:
”Vi skal samle kræfterne omkring skolen og få dem til at arbejde i en fælles retning. Så medarbejdernes engagement, forældrenes forventninger og de politiske ambitioner bliver til noget, vi kan handle på sammen”
Formandskabet fremhævede, at ledelsen lige præcis er nøglen, når ambitionerne for skolen skal blive til virkelighed.
Pres på tid og opgaver
Med mange ambitioner og blæst på skolerne fra mange retninger med faglighedskriser, PISA rapporter, trivselskriser, nye reformer, kommissioner og store forventninger fra politikere, forvaltninger og forældre – er der pres på ledernes kalendere.
Formanden og næstformanden gav et indblik i, hvordan hverdagen kan opleves af en leder i skolen, som hele tiden lige skal bruge to minutter som bliver til 10 minutter på nye opgaver.
”Det tager kun 10 minutter og 10 minutter og 10 minutter. Problemet er bare, at alle de der 10 minutter ikke har hørt om hinanden. Hvis de alle sammen stod i kalenderen, ville det være ret tydeligt, at der ikke slet var plads,” sagde næstformand Kristian Dissing Olesen.
Og formand Dorte Andreas supplerede:
”Og så skal vi også lige have styr på nødberedskabet. Er der vandflasker til hele skolen på lager i kælderen? Hvornår udløber holdbarhedsdatoen for vand? Og er der batterier i radioen?”
Salen kendte tydeligt den hverdag, hvor ingen nogensinde banker på og siger, at ”den opgave, skal I ikke løse længere”.
Derfor blev det da også fremhævet i åbningstalen, at det er et historisk resultat, at skoleledernes arbejdsmiljø kom med i OK26 tidligere på året.
”Det er en sejr, vi har arbejdet målrettet for. Og vi følger op på. For det skal kunne mærkes i jeres hverdag,” sagde Dorte Andreas.
Det udsagn udløste klapsalve fra salens mange deltagere.
Flere ressourcer, tak
Skolelederforeningens formandskab havde taget skarpe budskaber med til Christiansborg om opbakning til skolens ledere og om nødvendigheden af flere ressourcer helt ud på skolerne.
Dorte Andreas, formand, Skolelederforeningen:
”Kort før valgkampen var budskabet om flere ressourcer på alles læber, og i valgkampen blev det et tema i en grad, så politikerne ikke kunne løbe fra løftet selv efter en valgkamp. Det er jeg faktisk ret tilfreds med”
For nøglen til at skolerne lykkes, er skoleledernes mulighed for selv at prioritere og sætte retning for deres skole.
”Ressourcerne skal ud dér, hvor eleverne er. Og skoleledelserne skal have mulighed for at beslutte, hvordan de skal bruges,” sagde Dorte Andreas og fik endnu en solid opbakning fra salen.
Fællesskabet har betydning
For Skolelederforeningen er samtalen om fællesskaber et kerneområde. Et emne som også vil blive talt om og debatteret på årsmødet.
Forældrene bakker op om skolen og om fællesskabet.
”Men når skolen træffer en beslutning, der ikke passer ind i vores egne planer, gælder fællesskabets beslutning måske alligevel ikke helt for vores barn”, sagde Dorte Andreas.
Derfor er ledelsen, forældre og alle omkring skolen nødt til at tage samtalen om, hvad det forpligtende fællesskab kræver af os alle.
Dorte Andreas har i anledning af Årsmøde 2026 skrevet lederen i Politikens grundskoletillæg om at forny kontrakten om det fælles ansvar for fællesskabet mellem skole og hjem.
Fremtidens skole
Ledelserne er klar til at tage ansvaret for at løse og løfte de mange opgaver lød det fra formandskabet.
”Ingen skal være i tvivl om, at vi gerne vil påtage os det ansvar. Men hvis vi skal stå på mål for skolens udvikling, skal vi også have mulighed for at påvirke den. Det kræver ressourcer og velfungerende støttefunktioner. Det kræver tillid til vores professionelle dømmekraft. Og det kræver reel mulighed for at prioritere”, sagde Kristian Dissing Olesen.
Undervisningsminister Magnus Heunicke fik af formanden og næstformanden overrakt en særlig gave i anledning af den kommende trepart for skolen.
De bad ministeren komme op på scenen med udsigt til salens 2.800 ledere, som er nøglen til at få skolen til at fungere.
Kristian Dissing Olesen, næstformand, Skolelederforeningen:
”Det er dem, der kan skabe samarbejde og omsætte de politiske visioner til virkelighed. Så når du skal finde løsningerne for fremtidens skole, kommer du ikke udenom os her i salen. Du skal have os med, når beslutningerne bliver truffet. Også i treparten”
Formandskabet overrakte ministeren en kikkert i gave.
”Så kan du se ud over landet og se dem, der kan få ambitionerne til at lykkes,” sagde Dorte Andreas.
Både salen og ministeren var tydeligt tilfredse med kikkerten som en sjov og sigende gave, og formandskabet sluttede åbningstalen af med årets tema: Sammen sætter vi retning.
Foto: Lars Horn / Baghuset
Læs Dorte Andreas leder i grundskoletillægget i Politiken: En ny samtale om folkeskolen
Leder af: Dorte Andreas
Foto: Hung Tien Vu
Når jeg er rundt på landets folkeskoler, møder jeg glade børn og engagerede skoleledere, lærere og pædagoger. Jeg ser nye læringsformer, projektforløb, hvor fagligheden får liv, og fællesskaber, der inkluderer flere. Jeg møder medarbejdere, der dagligt får en kompleks skolehverdag til at hænge sammen med både faglighed og varme. Det er et billede, der står i skarp kontrast til det, man ofte læser i aviserne.
I medierne handler fortællingen ofte om vold, uro, magtanvendelser og børn, der mangler opdragelse. Det er en vigtig debat, men den tegner et unuanceret billede. Sandheden er hverken et glansbillede eller en kampplads – men en folkeskole, der hver dag balancerer mellem store ambitioner og stigende kompleksitet.
Derfor har vi brug for en ny samtale om folkeskolen. En samtale, der ikke starter med fejl og mangler, men med en erkendelse af, hvor vigtig folkeskolen er for vores samfund. Samtalen skal afspejle virkeligheden. Den skal handle om både de mange muligheder, der er i skolen, og om de udfordringer, vi ser.
For ligesom vi har en folkeskole, hvor størstedelen af eleverne trives og lærer, så har vi også en folkeskole, der bliver udfordret af en række faktorer. Vi oplever et stigende antal elever, som har brug for støtte, og hvor de eksisterende rammer ganske enkelt ikke slår til. Et faktum er, at et stigende antal elever har særlige behov. Hvis udviklingen fortsætter, vil op mod 10% af eleverne i folkeskolen have behov for et specialpædagogisk tilbud i 2030. Den udvikling skal vi vende.
Vi har et samfund, der har udviklet sig i en retning, hvor autoriteter har mindre betydning og individets ret til gengæld har fået en fremtrædende plads. Det ser vi også i folkeskolen.
Vi hører et stigende antal lærere, der oplever, at omfanget at voldsomme episoder er taget til. Vi har en lovgivning og regler, der betyder, at ledere og lærere bruger rigtig meget tid på dokumentation og visitation og mindre tid på ledelse tæt på eleverne, relationer og nærvær.
Vi har fået opbygget en præstationskultur, hvor elever bliver målt og vejet og de faglige resultater er de mest afgørende.
I sidste ende står vi med en folkeskole, hvor image og arbejdsvilkår gør det svært både at tiltrække og holde på de dygtige medarbejdere og ledere.
Vi må ikke lukke øjnene for de problemstillinger, men ej heller reducere folkeskolens udfordringer til et spørgsmål om eleverne er uartige, om lærerne bliver chikaneret, og hvor målet er at få ro i klasselokalet.
Ad den vej, tror jeg ikke, at vi løser de udfordringer, som vi står overfor. Vi skal finde en anden vej, hvis folkeskolen skal være en skole for flere, og en skole som ikke kun uddanner, men også danner de kommende generationer til demokratiske borgere som et værn mod de trusler, der er i verden.
Det er som om, vi har glemt folkeskolens rolle. I stigende omfang møder vi børn og forældre, der er mere optaget af, hvad de har ret til og krav på, end hvad de er forpligtede til. Folkeskolen er ikke en servicestation. Den er – og skal være – det stærkeste forpligtende fællesskab, vi har. Et fællesskab, hvor børn møder hinanden på tværs af sociale skel, og hvor vi som samfund investerer i både læring og dannelse. Det er i folkeskolens fællesskab, børn lærer at være en del af noget større end dem selv. Det er her demokratiet formes i praksis. Og det er der, den nye samtale skal begynde.
Vi skal tage udgangspunkt både i de udfordringer skolen står i og i de gode måder, der bliver drevet skole på mange steder i landet. Og vi skal undersøge nye løsninger, der kan styrke fællesskabet og gavne både den enkelte og samfundet.
Vi skal turde tale om både det, der kan lovgives om, og det der kræver en kulturændring i skolerne og i hjemmene, og det der kræver penge. Der skal være plads til både pædagogik, vilkår og regler, og der skal være blik for den diversitet, der er blandt vores børn og unge.
Folkeskolen er det sted, hvor vi kan samles. Men kun hvis vi vil det. Der er sat flere initiativer i gange, men lad os komme ud i alle hjørner.
Skolelederne har og vil investere hjerteblod i folkeskolen, men vi kan ikke lykkes med folkeskolen alene. Derfor inviterer jeg alle til at være med i den nye samtale, hvor der er plads til nuancerne. En samtale om, hvordan vi hver især og sammen kan bidrage, og hvordan vi styrker fællesskabet i folkeskolen.
Bliv en del af den nye samtale
Hvordan ser du fællesskabets kraft i folkeskolen?
Vi indsamler erfaringer, betragtninger, holdninger og løsninger.
Giv dit bidrag her
Lederen er bragt i Politikens Grundskoletillæg den 30. oktober 2025.
