Af Malene Lieberknecht
”Ingen over og ingen ved siden af foreningen. Foreningen er det vigtigste.”
Da Claus Hjortdal i 2014 blev valgt som formand for Skolelederforeningen benyttede han sig fra talerstolen af et fodboldcitat.
Siden har han holdt sit ord.
I nu præcis 10 år har Claus Hjortdal som formand været forkæmper for både skoleledelserne og eleverne i den lange række af dagsordener, der har været omkring folkeskolen. Det arbejde fortsætter ufortrødent, for der blæser altid en frisk vind omkring folkeskolen og udviklingen af den.
Claus Hjortdal har to ufravigelige grundpiller: At alle børn skal kunne rummes i fællesskabet og skal gives mulighed for at lykkes i livet. Samt, at skolelederne skal have ordentlige og anstændige vilkår til at bedrive god skoleledelse.
Begge dele står skoleledernes formand fast på. Helt aktuelt markerede han i medierne, at den nye store aftale for folkeskolen, som forligskredsen omkring folkeskolen netop har vedtaget, ’ikke er ambitiøs nok når det gælder om at være en god skole for alle elever. Her svigter aftalen. Der mangler penge og færre regler’.
Samme grundpiller har været en rød tråd gennem alle 10 år – og de foregående 7 år som næstformand. Det gjaldt, da reformen fra 2013 skulle realiseres, i virket som formand for Inklusionseftersynet, som bannerfører for frihedsdagsordenen i folkeskolen, og senest som fortaler for det brede samarbejde Sammen om skolen, hvor minister, politiske ordførere og alle parter omkring folkeskolen deltager.
Som skoleledernes formand er Claus Hjortdal meget synlig i medierne og i den offentlige debat. Det sker altid med høj faglighed, fokus på eleverne og skolen og med respekt for modparten. På et tidspunkt viste en undersøgelse, at han var den 4. mest citerede formand i medierne blandt interesseorganisationer og nr. 1 i forhold til foreningens størrelse. Også her står han ved sine holdninger og værdier – også når folkeskolen er i modvind.
Privat er Claus Hjortdal rodfæstet i Thisted, hvor der også kan blæse en frisk vind. Han og hustruen Birthe Hjortdal sætter stor pris på den smukke og vilde natur i Thy. Når arbejdsugen slutter i København, går turen hjem til Thy og en gå- eller cykeltur i klitlandskab, ved Limfjorden eller Vesterhavet med Birthe og den engelske springer spaniel Tanne – både i sol, regn og blæst.
Hjertelig tillykke med jubilæet.
CV
- Født 20. februar 1960
- Læreruddannet fra Nørre Nissum Seminarium i 1986
- Har arbejdet som lærer i Sydthy Kommune og har været skoleleder på tre nordjyske skoler
- Næstformand for Skolelederforeningen fra 2008 til 2014
- Formand for Skolelederforeningen siden 1. april 2014
- Er talsperson for lederne i FH
- Formand for inklusionseftersynet i 2015-2016
- Bestrider desuden en række bestyrelsesposter
- Gift med Birthe Hjortdal, som er skolekonsulent i Aalborg Kommune
- Har sammen med Birthe i alt fem børn og 7 børnebørn
Seneste nyheder
21. november 2024
Hvad skal vi samles om på Årsmøde 2025?
31. oktober 2024