Ny politisk aftale skal give skolerne langt bedre mulighed for at hjælpe børn med særlige behov. Det glæder Skolelederforeningens formand Dorte Andreas, som melder klart ud, at skoleledelserne gerne vil løfte de nye opgaver, der tilfalder dem. Men der er nødt til at følge ressourcer med.
Et politisk flertal har med en ny aftale om regler for fravær og specialundervisning i folkeskolen gjort op med inklusionsloven fra 2012 og fjernet nogle af de benspænd, skoleledelserne er stødt ind i, når de har ønsket at sætte tidligt ind med hjælp til elever med særlige behov.
”Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Der er ikke noget, vi hellere vil som skoleledere end at sætte tidligt ind. Det her giver os nogle af de muligheder, som vi længe har kaldt på”.
— Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen
Med den nye aftale forsvinder 9-timers reglen og PPV’en som adgangsbillet til hjælp. I stedet for at lave rapporter og PPV’er kan skoleledelserne nu bede PPR om at rykke tættere på undervisningen, og forebygge og sparre med lærere, pædagoger og ledelse.
Der er en plan for, hvordan der tidligt skal sættes ind overfor fravær, og sygeundervisning bliver erstattet med fraværsundervisning.
Flere steder i aftalen står beskrevet de nye forpligtelser og ansvar, der kommer til at hvile på skoleledelserne i det nye set-up.
”Vi klar til at tage opgaven, men det er også nødvendigt at anderkende, at det er en ny stor opgave, der bliver lagt på skoleledelsen, som vil tage tid,” siger Dorte Andreas.
Behov for økonomi og ledelseskræfter
I “Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram” er der afsat cirka 160 millioner kroner årligt til pædagogisk-psykologisk rådgivning til skolernes tidlige og forebyggende arbejde fra skoleåret 2027/2028 og frem. Men der er ikke lagt op til, at der følger penge med den nye aftale.
“Der kommer mange nye opgaver ind på skoleledelsernes bord. Det må ikke blive sådan, at ledelsen ikke får mulighed for at iværksætte en tidlig indsats ganske enkelt fordi, der ikke følger ressourcer og ledelseskræfter med til at udmønte aftalen i praksis. Det er nødvendigt med en investering,” siger Dorte Andreas.
Modelfoto: Colourbox
Nyt i aftalen
Aftale om nye regler for fravær og specialundervisning i folkeskolen indeholder disse punkter:
- Tidligere indsats ved fravær. Skolelederen skal tidligt kontakte forældre, og der indføres en trinmodel for dialog og indsats.
- Fraværsundervisning, som også skal indeholde tiltag, der fastholder eller styrker elevens skoletilknytning. Kan foregå online.
- Ophævelse af 9-timersgrænsen. Krav om PPV ved et behov på ni timers ugentlig støtte ophæves.
- Ny støtteplan. Erstatter den nuværende “udvidede meddelelsesbog”.
- Ny PPR til skolernes tidlige og forebyggende arbejde i almenklasser.
- Krav om PPV ved revisitation ophæves. Kan udføres efter skolelederens vurdering af behov.
- Rammer for forstærket undervisning. Udvalgte typer af mellemformer for organisering af almenklasser, som kommunerne kan vælge at oprette.
- Fritagelsesmuligheder. Elever, som modtager specialundervisning i almenklasse, kan fritages fra fag, fra at få karakter, eller have nedsat undervisningstid.
Kilde: Undervisningsministeriet
Seneste nyheder
15. december 2025
Ny ungdomsuddannelse kræver stærk bro fra folkeskolen
1. december 2025



