Undervisningsminister Magnus Heunicke mødte omkring 30 ledere fra Gladsaxes folkeskoler for at høre deres bud på, hvordan elevernes faglige resultater kan løftes. Det blev en samtale om forældresamarbejde, faglig ledelse og skolens autoritet.
»Vi har en minister, der lytter, før han træffer beslutninger, og som lægger vægt på, at vi skal finde løsninger sammen,« siger Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen.
Bevæbnet med wienerbrød og en række store spørgsmål besøgte undervisningsminister Magnus Heunicke mandag Søborg Skole i Gladsaxe Kommune.
Her var omkring 30 ledere fra kommunens folkeskoler samlet sammen med formand for Skolelederforeningen Dorte Andreas og formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen.
De skulle drøfte, hvad der ligger bag de danske PISA-resultater – og hvad der skal til for at styrke fagligheden i folkeskolen.
Ingen enkle svar
Ministeren lagde ud med at slå fast, at der ikke er brug for en håndbremsevending. I stedet efterlyste han skoleledernes bud på, hvordan folkeskolen kan styrkes, og hvordan skolen kan stille tydelige forventninger til elever og forældre.
Samtalen kredsede især om forældrenes rolle, behovet for faglig ledelse og de bredere samfundstendenser, som skolerne hver dag mærker konsekvenserne af.
”Det blev tydeligt, hvor kompleks opgaven er, og at der ikke findes hurtige løsninger. Skolen kan ikke løse den alene. Vi skal væk fra en individualistisk kultur og have opbakning til at løse kerneopgaven”
— Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen
Et gennemgående tema var behovet for tydeligere forventninger til forældrene og en fælles forståelse af, hvad folkeskolen er for en samfundsinstitution.
»Det var en god dialog, hvor relevante dilemmaer kom frem. Vi skal tale om, hvad skolen er for en samfundsinstitution, og hvordan politikere og skoler sammen kan stille de rigtige krav og forventninger til en ny generation af forældre,« siger Johan Rønne, skoleleder på Søborg Skole og formand for Skolelederforeningens lokalforening i Gladsaxe.
Skolen skal stå tydeligere frem
Flere skoleledere pegede på, at skolen skal træde tydeligere frem som faglig autoritet. Det kræver, at ledere og medarbejdere tør sætte rammer, stille krav og indimellem sige nej til forældrene.
Men skolerne kan ikke stå alene med opgaven. Fra politisk hold skal der være tydelig opbakning, når de fagprofessionelle sætter retning for skolens fællesskab.
Politisk rygdækning
Magnus Heunicke hæftede sig ved, at skolelederne ikke stillede faglighed og trivsel op som modsætninger. Han bed også mærke i ønsket om større tydelighed over for forældrene.
»Det var en god samtale med dedikerede og reflekterede ledere. Der var ingen skyttegravskrig mellem trivsel og faglighed. Politisk skal vi være tydelige og bakke de fagprofessionelle op,« siger undervisningsministeren.
Gladsaxes borgmester deltog også i mødet. Kommunen har netop indgået et budget, der blandt andet giver mulighed for at indføre tolærerordning i alle fag fra 1. til 3. klassetrin og mere ledelseskapacitet på skolerne.
Under mødet understregede flere skoleledere, at flere lærere og pædagoger ikke gør forskellen alene. Det kræver faglig ledelse og en klar plan for, hvordan de ekstra ressourcer skal bruges, hvis de skal styrke undervisningen og elevernes læring.
SE BILLEDER FRA DAGEN
Foto: Jeppe Michael Jensen











