Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye ønsker at skære ned på bureaukratiet i folkeskolen, så skoleledere får mere tid til at udvikle både lærere og elever. Det fortæller han i et interview med Skolelederforeningen.
“Jeg tror ikke på, at skoleledere får mindre arbejde i fremtiden, men jeg vil være glad, hvis de kunne bruge mere tid på at kigge mod skolen og eleverne og mindre på at kigge mod forvaltningen og statens bureaukrati”.
Sådan lyder et ønske fra den nye børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S).
I forbindelse med at han fornyelig er tiltrådt som børne- og undervisningsminister, har vi interviewet ham og blandt andet spurgt, hvad han synes, skoleledere skal gøre mindre af i takt med, at de får flere og flere opgaver.
Tid til pædagogik og udvikling
Mattias Tesfaye har også et bud på, hvad der skal til for, at ønsket kan gå i opfyldelse:
“Det er vores opgave som politikere ikke at blive ved med at sende skolelederne spørgeskemaer, indføre nye politikker og igangsætte kursusforløb, som alle skal deltage i. For hver eneste time, en skoleleder bruger på at udfylde en blanket til en styrelse eller kommunalforvaltningen, er en time, der kunne være brugt på pædagogik og på udvikling af lærerne og skolen”
— siger Mattias Tesfaye, børne- og undervisningsminister
Grundlæggende er Mattias Tesfaye optaget af at ’hjælpe skolelederne med at lykkes’, fortæller han:
“Jeg vil meget gerne hjælpe kommunalbestyrelserne med at udvikle en god folkeskole. Og jeg håber, at kommunalbestyrelserne vil hjælpe skoleledelserne med at lykkes. Og så håber jeg, at skolelederne vil koncentrere sig mere om at få lærerne til at lykkes, og at lærerne vil sørge for at få eleverne til at lykkes. Det er sådan, vi skal tænke, så skal det nok gå”
— siger Mattias Tesfaye, børne- og undervisningsminister
Den praktiske skole på ministerens top 3-liste
Mattias Tesfaye ser frem til at fortsætte diskussionerne om frisættelsen af folkeskolen med skolens parter i Sammen om Skolen. Han påpeger dog, at han har mange andre politiske dagsordener, der også trænger sig på – ikke mindst den om at gøre folkeskolen mere praktisk.
“Som undervisningsminister har jeg meget andet end bare folkeskolen at koncentrere mig om. Der er også erhvervsuddannelserne, fritidspædagogikken, efterskolerne og de unge, som har forladt folkeskolen, men som ikke er i stand til at komme på en ungdomsuddannelse. Men det er rigtigt, at den praktiske skole står på min top tre-liste og er en ting, jeg meget gerne vil lykkes med”,
— siger Mattias Tesfaye
Du finder et længere interview med Mattias Tesfaye i vores medlemsblad Plenum fra marts 2023. Her kan du blandt andet læse mere om ministerens holdning til at give folkeskolen større frihedsgrader.
Foto: Keld Navntoft
Læs seneste nyheder
11. juni 2024
Kom til temamøde om bedre psykisk arbejdsmiljø
6. juni 2024