SKOLENS RUM efterlyser eksempler på rum i grundskolen, som understøtter en varierende og praksisrettet undervisning.

SKOLENS RUM er et nyt projekt, der har til formål at samle, udvikle og dele viden og erfaringer, der kan skabe inspirerende læringsmiljøer, som fremmer trivsel, godt indeklima og motiverende undervisning i de danske skoler.

Bag projektet står en alliance af centrale aktører i og omkring skolen – heriblandt Skolelederforeningen.

I hele landet står skoler over for en omfattende opgradering af de fysiske rammer, bakket op af en investering på 2,6 mia. kr. som en del af den nye Folkeskoleaftale.

De fysiske rammer er med til at forme den måde, både børn og voksne agerer og interagerer på. Rum og pædagogik hænger nemlig sammen.

Men hvordan sikrer skoler og kommuner, at disse investeringer også skaber den ønskede forskel for elever og lærere?  Det vil SKOLENS RUM bidrage til at undersøge.

Kender du til en skole, der kan inspirere andre til, hvordan rummet kan gøres til en pædagogisk medspiller i hverdagen, så send dit eksempel hertil: https://dcum.dk/grundskole/skolens-rum/

Foto: DCUM, Mette Johnsen