Med budskabet om de voksnes fælles ansvar for de sunde fællesskaber for børn og unge talte H.M. Dronningen til deltagerne på Årsmøde 2026.

Mobning er børnenes problem, men de voksens ansvar. Som formand for Mary Fonden besøgte H.M. Dronningen Årsmøde 2026 og talte for lederne i skolen om de udfordringer, alle voksne omkring børnene har med at skabe trygge rammer fri for mobning.

”I er – om nogen – vant til at navigere i et komplekst landskab med mange forventninger og mange holdninger til jeres og jeres medarbejderes arbejde. Selv om det måske ikke altid føles sådan, er alles forventninger også en stor tillidserklæring til jer, der driver vores grundskoler,” sagde Dronningen til salen med omkring 2.800 ledere fra hele landet.

Hun betonede, at selvom hver skole, hver skolegård, og hvert klasserum er forskellige, så er formålet for skolernes ledelse det samme. At skabe faglighed, deltagelse og trivsel.

”I er med til at udvikle børn til hele mennesker og lære dem værdien af ansvar, selvstændighed og forskellighed. Og her kan de opleve, hvor meget man kan flytte sig fagligt og socialt sammen med andre,” sagde Dronningen og præciserede skoleledelsernes rolle:

H.M. Dronningen :

”I er kulturbærere og er med til at skabe en kultur med åbenhed og tolerance. Hvor tvivl om trivslen i en klasse deles på lærerværelset, og man er nysgerrig på hinandens perspektiver. Og hvor arbejdet med trivsel ikke først begynder, når en konflikt er stor og åbenlys, når sproget er hårdt og voldsomt, eller når et barn har været fraværende fra skole i lang tid.”

Mary Fonden har flere projekter for børn og de voksne omkring børnene, som skal bekæmpe mobning og øge trivsel i skolerne. For ikke alle fællesskaber er trygge. Her har mobningen gode kår, og det er op til voksne omkring børnene at se og reagere på de usunde relationer.

Se hele billedet

Et nyt projekt i Mary Fonden, ’Ser du hele billedet’, henvender sig til alle de voksne omkring børnene.

Projektet arbejder med, hvor subtilt de usunde kulturer og mobning kan vise sig, og at man som voksen skal være nysgerrig og se flere perspektiver på børnenes oplevelser.

Til skolens ledere ved årsmødet gav Dronningen eksemplet med en elev ‘Emma’, som bliver mobbet og derfor er udadreagerende. Dronningen understregede vigtigheden af at se hele billedet af børnenes fællesskaber.

”Jeg er sikker på, at I er klar over, hvor forskelligt sådan en situation kan opfattes. Hvis vi kun ser Emmas reaktion, kan vi komme til at betragte hende som problemet. En, der forstyrrer og skal lære at styre sig. Undersøger vi, hvad der sker omkring hende, tegner der sig et andet billede. Et billede af et barn, som måske reagerer desperat på en position i fællesskabet, der er blevet meget svær at være i. Og så er det ikke tilstrækkeligt at arbejde med hendes adfærd alene. Så skal vi også arbejde med hele fællesskabet.”

Digitale udfordringer

Mobning kan have store konsekvenser for børn, derfor er det så vigtigt, at voksne omkring tager ansvar. Men den digitale mobning kan være svær at opdage.

Opfordringen til skolerne lød at have øje for situationer med konflikter mellem børnene. For de usunde fællesskaber på digitale medier kan være sværere for forældre og voksne at opdage. Men foregår det i klassen, foregår det også på de digitale medier.

”En større andel børn og unge oplever mobning i dag end for 5-10 år siden. Det er på trods af krav om antimobbestrategier, større forståelse af mobning og det store arbejde, mange – blandt andet jer og jeres medarbejdere – gør hver dag,” sagde Dronningen.

Dronningen bemærkede, at ledernes arbejde hverken er let eller simpelt, men at det netop er betryggende ikke at føle sig alene.

”Derfor må følelsen af at sidde i et rum med omkring 2.800 af jeres kolleger i dag være rar. Fællesskaber, som er åbne og inspirerende, hvor vi kan fejre succeser, udveksle erfaringer og udvikle os i et trygt rum. Det har vi alle brug for at være en del af,” sagde Dronningen.

Udover at tale til deltagerne ved Årsmødet besøgte Dronningen udstillingen med standene for Skolestyrken, som er et samarbejde mellem Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet mod mobning, samt Fri for Mobberi, som Mary Fonden og Red Barnet står bag.

Dronningen besøgte også Julemærkehjemmene, som Dronningen er protektor for.

Læs hele H.M. Dronningens tale på Mary Fondens hjemmeside

Foto: Lars Horn/Baghuset

Privacy Preference Center