Af Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen
’En af de største gaver i livet’.
Det udsagn tog jeg med mig fra et skolebesøg. Her fortalte en skoleleder med tyrkiske rødder, hvordan muligheden for at gå gratis i skole blev betragtet som en gave i hendes barndomshjem. At børnene kunne få en uddannelse, uden at familien skulle betale, satte de stor pris på.
Fortællingen fik mig til at tænke på, om vi er kommet til at tage folkeskolen for givet. Som noget, der bare er der, og som vi kan kræve stadig mere af uden at spørge, hvad vi selv skal bidrage med.
Folkeskolen er et spejl af samfundet
Det spørgsmål blev ekstra aktuelt, efter at Mette Frederiksen i sin tale ved Folketingets åbning efterlyste en ny samfundskontrakt, der skal tage livtag med det, der ikke fungerer i skolen.
Hun talte i forlængelse af efterårets debat om faglige resultater, voldsom adfærd og skolefravær, som understreger behovet for handling.
”Vi skal sikre, at alle børn kan gå trygt i skole, lære noget og høre til, og at medarbejderne er trygge ved at gå på arbejde. Men vi er nødt til at se på mere end folkeskolen, for den er et spejl af samfundet, og børn lægger ikke deres liv fra sig ved skolens dør”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Søvn, digitale vaner, bekymringer og forventninger følger med ind i klassen. Skolen kan gøre en stor forskel, men den kan ikke alene løse alt det, som samfundet har svært ved.
Tydelige forventninger
I dagligdagen i folkeskolen handler det om at tydeliggøre forventninger. Vi kan kalde det en skolekontrakt om, hvad forældre kan forvente af skolen, og hvad skolen kan forvente af forældrene.
Vi er alle sammen blevet vant til at vælge og få tilgodeset vores individuelle behov i mange dele af livet, og det smitter af på skolen.
”Skolen skal tage det enkelte barn alvorligt. Men det er også rimeligt at have forventninger til barnets deltagelse, og som forælder kan man ikke forvente, at fællesskabet altid indretter sig efter ens eget barn”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Det er et vilkår, at det ikke altid er sjovt at gå i skole. Sådan er det at lære. Man skal arbejde med noget, man ikke selv har valgt. Ens forslag bliver ikke valgt hver gang. Og nogle gange taber man i rundbold. At gøre sig umage, give plads og håndtere en skuffelse er også noget, børn skal lære.
”Folkeskolen er et sted, hvor børn mødes på tværs af baggrund og livsvilkår. De skal finde løsninger sammen, også når de er uenige. De opdager, at deres bidrag betyder noget for andre. Det er et fundament under vores demokrati”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Vi skal værne om det forpligtende fællesskab
At møde bump på vejen er ikke det samme som at være i mistrivsel. Når et barn mistrives, skal forældrene reagere, og skolen skal tage det alvorligt.
Nogle gange vil et skoleskift være den rigtige løsning. Men vi bør som udgangspunkt sammen undersøge, hvad der er galt, og hvad der kan ændres.
Hvis forældre først og fremmest betragter skolen som et tilbud, de let kan skifte ud, svækkes det forpligtende fællesskab.
Børn har brug for at mærke, at deres forældre tager skolen alvorligt og bakker op om deres deltagelse. Også når det bliver svært, eller en billig rejse uden for skolens ferier frister.
Skoleledelsen skal sætte retning for undervisningen
Som skoleledere skal vi sætte retning for undervisningen og den måde, vi er sammen på.
Vi skal skabe fælles forventninger med medarbejderne, tage de svære samtaler med forældrene og stå på mål for beslutninger, der tager hensyn til hele klassen.
Vi skal handle, når et barn holdes udenfor. Fællesskabet må aldrig blive en begrundelse for at overse et barn, der har det svært.
”En skolekontrakt skal altså bygge på gensidige forpligtelser. Forældre skal kunne forvente god undervisning, trygge fællesskaber og en skole, der lytter, når noget ikke fungerer. Til gengæld skal forældrene hjælpe barnet med at møde klar til skoledagen, gøre sig umage og behandle andre ordentligt. De skal interessere sig for hele klassen og bakke op om fællesskabet, også når deres eget barn ikke får sin vilje”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Politikerne skal sikre rammerne
Og politikerne – de skal sikre rammerne. Jeg glæder mig over den fælles vilje på tværs af partier til at investere i skolen.
Vi har brug for langsigtede investeringer, der kan mærkes i undervisningen og i hjælpen til børnene. Og der er brug for færre administrative opgaver, der tager tid fra ledelse tæt på børn og medarbejdere. Skolens ansvar og dens muligheder for at løfte det skal følges ad.
Vi kan ikke forlange, at børn oplever skolen som en gave. Men som voksne kan vi tage ansvar for, at flere får grund til det.
Jeg håber, at mange børn vil se tilbage på deres skolegang med glæde over viden, venskaber og erfaringen af at høre til og have betydning for andre. Og med følelsen af, at det var en gave at være en del af folkeskolens fællesskab.
Men hvis folkeskolen skal kunne give det til flere, kræver den også noget af os alle.
Foto: Jacob Nielsen
Artiklen er er bragt i Politikens grundskoletillæg den 29. oktober 2026.
