DEBATINDLÆG AF KRISTIAN DISSING OLESEN, NÆSTFORMAND SKOLELEDERFORENINGEN:
Hvert år ved denne tid tager medierne fat på den gamle traver: Må skoleeleverne holde ferie udenfor skolens etablerede elev-ferier? I år har debatten haft ekstra fylde.
Som skoleledere er det vores opgave at sikre, at børnene kommer i skole hver dag. Det skal ske i et samarbejde med forældrene.
”Desværre ser vi en tendens til, at forældrene i stigende grad beder deres børn fri og holder deres familieferier udenfor og ikke i skolernes ferier.
Det kan der være mange gode grunde til, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ide i det enkelte tilfælde, men når mange gør det, risikerer vi at gamble med det fællesskab, som er en af folkeskolen grundsten, og så er det, at vi råber vagt i gevær”.
— Kristian Dissing Olesen, næstformand i Skolelederforeningen
Det er skolelederes job og bemyndigelse at sige ja eller nej til et ønske om fritagelse. Når det er sagt, er det naturligvis i sidste instans forældrene, som bestemmer over deres børn.
I Danmark har vi nemlig ikke skolepligt men undervisningspligt. Som der står i folkeskoleloven, skal skolen i et samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder.
Og ligesom i så mange andre facetter af livet, er spørgsmålet om at holde fri udenfor de etablerede ferier ikke sort/hvidt, og jeg synes, det er vigtigt at få nuancerne med.
Faktisk oplever vi som skoleledere masser af tilfælde, hvor fritagelse næsten ligefrem kan give god mening.
Når det fx drejer sig om familier, som planlægger og gennemfører deres ene længere familierejse, måske over en måned eller flere, hvor de besøger fremmede og anderledes kulturer, kan det være fint at tage børnene ud af skolen.
Man lærer naturligvis en masse af sådan en unik livsrejse. I et samarbejde med klasselærerne er der medbragt skolebøger, og alt det man møder på sin tur inddrages i børnenes læring.
Det kan også være en mormor, der fejrer sin 80-års fødselsdag ved at invitere hele den store familie på en uges ferie udenfor skoleferien. Eller familier, hvor mor eller far har en form for sæsonarbejde, hvor den etablerede feriestruktur udfordres.
Man kan måske også gå så vidt at spørge, om det er problematisk at have en tilbagevendende tradition for en uges ferie udenfor skolernes faste ferier, hvis man ellers ALDRIG er syg eller fraværende?
I hvert enkelt tilfælde kan der være noget, som taler for. Der, hvor det bliver et problem, er, når undtagelsen bliver reglen, og meget fravær og mange ferier grundlæggende bliver prioriteret højere end fællesskabet.
”Kittet i vores fælles folkeskole er fællesskabet. Det er et fællesskab som forpligter. I et godt fællesskab har man ikke bare blik for sig selv men netop også for de andre i fællesskabet.”
— Kristian Dissing Olesen, næstformand i Skolelederforeningen
De stærkeste og bedste fællesskaber er ofte der, hvor man rent faktisk har mere blik for andre end sig selv.
Som skoleledere oplever vi helt klart også, at mange forældre både har det perspektiv og er enige i den holdning. Det betyder, at vi på vores folkeskoler bredt set har et utroligt godt samarbejde med forældrene, og at vi oplever stor opbakning.
Begge dele fortjener forældrene også en stor ros for, men det er som om, at forståelsen for fællesskabet har fået en tendens til at blive glemt, når muligheden for en billig vinterferie dukker op. For de fleste af os kan der ske det, at vores ædle motiver og holdninger blive udfordret af virkeligheden og pengepungen.
Der er et stærkt samarbejde mellem skolerne og forældrene ligesom vores fællesskab i folkeskolen er stærkt.
Risikoen er, at man kan komme til at tage det stærke fællesskab for givet. Netop når man kommer til at tage et parforhold, et venskab eller som i dette tilfælde folkeskolens fællesskab for givet, kan det også risikere at blive alvorligt udfordret.
Når vi tænker os om, ved vi jo godt, at det ikke kun betyder noget for den, der træder kortvarigt ud af fællesskabet, men også for dem, der står tilbage.
”En klasse på 22 elever, som konstant oplever flere klassekammerater, der på skift er fraværende, betyder naturligvis noget for sammenhængskraften”.
— Kristian Dissing Olesen, næstformand i Skolelederforeningen
Alle nuancerne omkring ferie-fritagelse, har vi som skoleledere kendt i mange år.
Det har vi haft fine samarbejder med forældre om, og det vil vi fortsat finde gode løsninger på. Men det er og bliver altså vigtigt, at det ikke tager overhånd. For det vil få betydning for vores stærke fællesskab i folkeskolen.
Derfor er det at vi siger: “Pas din skole” – men det vi mener, er i høj grad. Lad os nu passe godt på fællesskabet!
Debatindlægget er bragt i Sjællandske Nyheder 10. januar 2025
Foto: Lars Horn / Baghuset