En ny undersøgelse af vold og udadreagerende adfærd bekræfter et kendt billede: Udfordringerne er størst i indskolingen og opstår hyppigst mellem elever. Det kalder på tidlig forebyggelse, flere voksne og stærke faglige kompetencer, mener Skolelederforeningens formand.
Alle skal kunne være trygge i skolen. Det gælder både elever og medarbejdere, understreger Skolelederforeningens formand, Dorte Andreas, efter en ny undersøgelse af vold og udadreagerende adfærd i grundskolen.
”Der er en udfordring, som vi skal tage alvorligt. Børn skal være trygge ved at gå i skole, og medarbejdere skal være trygge ved at gå på arbejde. Voldsomme episoder har konsekvenser for både dem, der bliver ramt, og fællesskabet omkring dem”, siger hun.
Undersøgelsen, som Epinion og Als Research har gennemført for Undervisningsministeriet, bekræfter samtidig et billede, som Skolelederforeningen kender.
”Tidligere undersøgelser har vist det samme, og det er også det, vi hører fra hverdagen på skolerne: Episoderne foregår især i indskolingen og hyppigst mellem elever. Det er ofte børn, som har svært ved at regulere deres følelser og forstå deres egen og andres adfærd”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Vi skal forstå, hvad der ligger bag
Undersøgelsens definition af fysisk vold omfatter blandt andet slag, spark, skub, bid og spyt. Den undersøger også trusler, chikane og skade på ting og inventar. Dermed indgår både impulsive handlinger og handlinger med en intention om at skade.
”Undersøgelsen viser, at det ofte er udadreagerende adfærd, der eskalerer. Det kan være leg, sport eller drillerier, som udvikler sig til voldsomme episoder. Det er i den sammenhæng, vi også skal forstå undersøgelsens brug af ordet vold. Vi skal passe på med at fremstille skolerne som voldsfælder. Det hjælper os ikke med at forstå udfordringerne eller finde de rigtige løsninger”, siger Dorte Andreas.
Hun hæfter sig ved, at undersøgelsen placerer de største udfordringer blandt de yngste elever.
”Undersøgelsen understøtter ikke et billede af, at problemerne især handler om store elever i udskolingen eller elever med indvandrerbaggrund. Derfor mener jeg heller ikke, at svaret kun er at kunne smide elever ud af folkeskolen. Vi skal rette opmærksomheden mod indskolingen og det forebyggende arbejde – også før børnene begynder i skole. Allerede for fire år påpegede vi vigtigheden af at sætte ind de første 1000 dage af barnets liv og at styrke familieindsatsen. Det er ikke en opgave, vi kan klare i skolen alene”, siger hun.
Kompetencer og ledelse tæt på
Erfarne lærere med stærke pædagogiske og relationelle kompetencer er et fællestræk i klasser uden vold og udadreagerende adfærd, viser undersøgelsen. Både lærere og ledere peger på flere voksne i undervisningen som en vigtig hjælp, og lederne fremhæver desuden behovet for et mere praksisnært PPR.
For Dorte Andreas understreger det behovet for at styrke medarbejdernes muligheder for at forebygge og håndtere de svære situationer.
”Vi skal investere i kompetenceudvikling og give plads til, at medarbejderne kan lære af hinandens erfaringer. Samtidig kræver det ledelse tæt på, så lærere og pædagoger får sparring og støtte til at finde løsninger. Flere voksne og et praksisnært PPR kan gøre en forskel, fordi hjælpen kommer tættere på børnene og hverdagen i klassen”, siger hun.
Ofte er det få elever, der står bag episoderne. Undersøgelsen viser også en sammenhæng mellem flere episoder og klasser, hvor elever modtager støtte ud over de almindelige pædagogiske rammer.
”Det understreger, at vi ikke kan inkludere flere børn med støttebehov, uden at ressourcerne følger med. Medarbejderne skal have tid, kompetencer og hjælp til at støtte børnene”, siger Dorte Andreas.
Læs rapporten: Vold og udadreagerende adfærd i grundskolen
Modelfoto: Klaus Holsting



