Folkeskolen bliver i stigende grad mødt med forventningen om at løse alle samfundets problemer. Skolelederforeningens formand Dorte Andreas mener, at flere opgaver og krav uden finansiering svækker kvaliteten – og at en bedre skole kræver klare prioriteringer, fælles ansvar og reelle investeringer.
DEBATINDLÆG AF DORTE ANDREAS, FORMAND SKOLELEDERFORENINGEN
Ved årsskiftet læste jeg en liste over forslag til opgaver, som danskere mener, vi skal løse i folkeskolen. Det er en liste, der ser et år tilbage, og for 2025 havde Anders Thorsen, som er manden bag listen, opsamlet ikke mindre end 197 emner eller fag, som meningsdannere synes skal på skoleskemaet. En del af forslagene er opsnappet fra Facebook, men flere kommer også fra kommunalpolitiske brandtaler i valgkampen.
Mest populært er forslag om privatøkonomi. Nogle forslag vil de fleste nok trække på smilebåndet af, men det ændrer ikke på, at man får det indtryk, at forventningen er, at det er folkeskolen, der skal løse alle samfundets problemer. Intet er for stort. Intet er for småt.
Jeg ved, at samme tendens opleves ude på skolerne. Da vi i december sidste år spurgte skoleledelserne i den tilbagevendende skolelederundersøgelse, var svaret klart. Både antallet af opgaver og krav vokser. De fortæller, hvordan forældre i stigende grad stiller individuelle ønsker for deres barn, som de forventer opfyldt, og hvordan de er nødt til at løse opgaver, som for eksempel pedeller tidligere varetog.
”De mange opgaver og krav skaber tårnhøje forventninger, og det giver folkeskolen karakter af en servicestation. Et sted, der skal levere den vare, man ”betaler” for.”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Nødvendig samtale om kvalitet
Bundlinjen er, at folkeskolen får sværere og sværere ved at lykkes med opgaven – nemlig at skabe en skole, hvor eleverne ikke kun bliver undervist, men også set, støttet og udfordret fagligt og socialt.
Jeg tror ikke, vi får en bedre folkeskole af at overlæsse den med flere opgaver eller stille flere krav. Det er derimod nødvendigt at stoppe med at adressere ufinansierede opgaver eller nulsumsløsninger. I stedet skal vi tale om, hvordan vi sammen kan skabe kvalitet i skolen.
Og her må vi være ærlige – samtaler alene gør det ikke. Det kræver investering. En bedre skole kræver, at vi også løfter den økonomisk – både fra Christiansborg og i de enkelte kommuner.
Til KL’s Børn & Unge Topmøde i år skal vi tale om kvalitet – og om hvordan vi sætter retning sammen. Det er både vigtigt at få defineret, hvad kvalitet er, og det er vigtigt, at vi gør det sammen. Kvalitet skabes der, hvor tillid og samarbejde får lov til at sætte retningen.
Derfor er det oplagt, at vi lokalt – i kommunerne og ude på skolerne – styrker eller etablerer de lokale Sammen om skolen-fællesskaber. Her kan vi tage samtalen om kvalitet, om prioritering og om ansvar – og finde reelle løsninger med respekt for den enkelte skoles frihed til at lede og udvikle den lokale skole. For det er i fællesskabet – og med blik for virkeligheden – at vi rykker noget, der virker.
Lokalt ude i kommunerne er det også vigtigt at få samlet kræfterne. Politikere, skoleledere, pædagogisk personale, elever og forældre skal sammen skabe en skole, der både favner bredt og styrker børn og unges trivsel og læring.
Det kalder på samtaler om, hvordan I i fællesskab løfter kvaliteten for alle elever. Hvordan I prioriterer ressourcerne. Hvordan I løser inklusionsopgaven, som ingen skole kan bære alene.
”Lad mig minde alle jer nye kommunalpolitikere om, at løsningen ikke er at sende flere opgaver til skolerne. Lad os være åbne om, at folkeskolen hverken kan eller skal alt alene. Det er noget, vi gør sammen – og det kræver, at vi investerer i det.”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Debatindlægget er bragt i Skolemonitor d. 29. januar 2026
Foto: Jacob Nielsen
