Kommunernes Landsforening og regeringen har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2025. Skolelederforeningen ser frem til, at skolerne får del i midlerne. Foreningen opfordrer til særligt at prioritere forebyggende tiltag, som skal sikre bedre trivsel blandt eleverne.
Med den nye aftale har kommunerne udsigt til, at deres serviceramme løftes med 3,4 mia. kroner i 2025. Løftet skal dække den demografiske udvikling og give rum til at løfte den borgernære velfærd.
”Det er det største løft i driftsøkonomien i 15 år, ” sagde finansminister Nicolai Wammen, da han tidligere i dag sammen med KL præsenterede aftalen.
I aftalen står der blandt, at ”Regeringen og KL er enige om, at kommunerne med økonomiaftalen for 2025 får mulighed for markant at investere i kvalitet og bedre velfærd på de store velfærdsområder, herunder på folkeskole-, ældre og dagtilbudsområdet.”
Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, ser frem til, at det betyder en styrkelse af folkeskolen, og at der langt om længe investeres i folkeskolen:
”Skolerne har længe været tvunget ud i uholdbare sparerunder på grund af manglende økonomiske ressourcer. Derfor hilser vi det velkommen, at der tilføjes penge. Det har skolernes hårdt brug for.”
Skoleledernes formand opfordrer til særligt at prioritere det forebyggende arbejde:
”Skolerne har blandt andet behov for midler til tovoksen-ordninger og små undervisningshold, så flere elever trives i skolen, og vi kan beholde så mange elever som muligt i almenområdet”.
Claus Hjortdal ser frem til også at få udfoldet nogle af de øvrige elementer fra aftalen: Mindre bureaukrati og administration, udsigter til et enklere tilsyn og videreførelse af partnerskabet Sammen om skolen. Han noterer sig, at også kompetenceudvikling af lederne indgår i aftalen samt, at der lægges op til et samarbejde om styrkelse af folkeskolens almenområde.
Om det siger Claus Hjortdal:
”Vi er glade for, at der kommer et øget fokus på at styrke folkeskolens almentilbud. Vi deltager meget gerne i samarbejdet. Det er altafgørende, at kommunerne nu holder fast i at styrke folkeskolen og økonomien af den.”
Foto: fra dr.dk
ØKOMONIAFTALEN 2025 - DET BETYDER AFTALEN FOR FOLKESKOLEN
Resume fra aftalen
Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram: Der er afsat 888 mio. kr. i 2025 til investeringer i bedre faglokaler som en del af folkeskolens kvalitetsprogram. Aftalen understøtter en omstilling mod mere praktisk undervisning og udvikling af nye læreplaner, der kombinerer teoretiske, praktiske og kreative elementer.
Friere rammer for folkeskolen: Aftalen fremmer mere frihed og fordybelse i folkeskolen ved at afskaffe en række centrale krav til undervisningen og løsne bindingerne i folkeskoleloven. Dette skal bidrage til at skabe en skoledag, der kan motivere og udfordre alle børn, samt styrke klassefællesskabet og den tidlige, forebyggende indsats.
Styrkelse af folkeskolens almentilbud: Økonomiaftalen for 2025 indeholder også specifikke tiltag, som sigter mod at omstille folkeskolen, så flere elever kan trives og lære i almenundervisningen. De vigtigste initiativer inkluderer:
- Stærkere inkluderende fællesskaber: Aftalen vil iværksætte indsatser, der bidrager til at skabe stærkere inkluderende fællesskaber i folkeskolens almentilbud. Dette skal hjælpe flere elever til at trives og deltage aktivt i almenundervisningen, samtidig med at udgifterne til specialundervisning reduceres.
- Etablering af et solidt datagrundlag: Der vil blive etableret et datagrundlag for kommunernes udgifter til almenområdet og specialundervisning. Dette datagrundlag skal støtte opfølgningen på målet om, at flere elever på sigt kan indgå i almenundervisningen. Dette indebærer årlig opfølgning på udviklingen efter indgåelse af en aftale.
- Deling af viden og gode erfaringer: Et samarbejde mellem Børne- og Undervisningsministeriet, Finansministeriet og KL vil blive oprettet for at dele viden og gode erfaringer om lovende tiltag og organiseringsformer. Dette samarbejde skal fremme tiltag, der understøtter, at flere elever kan inkluderes i almenundervisningen.
- Forbedrede lovgivningsmæssige rammer: Der vil blive set på de lovgivningsmæssige rammer for at give skolerne bedre muligheder for at arbejde forebyggende og støtte op om fællesskaberne i almenområdet. Dette skal ske i forlængelse af den lovforberedende ekspertgruppe, som er en del af ”Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram”.
Kompetenceudvikling som del af kvalitetsprogrammet: Der er afsat 250 mio. kr. i perioden 2025-2029 til et kompetenceløft af lærere og pædagoger i folkeskolen. Dette skal understøtte en bedre implementering af de nye læreplaner og den øgede praktiske undervisning i folkeskolen. Ligeledes skal der være fokus på at styrke undervisernes kompetencer inden for undervisningsdifferentiering og inkluderende undervisning, så lærere og pædagoger bliver bedre rustet til at håndtere en bred vifte af elever og deres individuelle behov i almenundervisningen.
Skoleledelsen er også nævnt i økonomiaftalen:
Ledelsesudvikling: Aftalen lægger vægt på at styrke ledelsen af folkeskolerne gennem målrettet ledelsesudvikling. Dette omfatter initiativer til at forbedre skoleledernes kompetencer i forhold til at håndtere både pædagogiske og administrative udfordringer.
Seneste nyheder
13. januar 2022
Skoleledere har for lidt tid til kerneopgaven
29. oktober 2021