De udvidede frihedsgrader forlænges med et år. Dermed bliver det også i det kommende skoleår muligt for skolerne at konvertere al understøttende undervisning til blandt andet tovoksenordninger.
Skoler skal i det kommende skoleår igen have udvidede frihedsgrader. Det har et bredt flertal i folketinget besluttet, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.
Skolelederforeningen er godt tilfreds med, at politikerne har lyttet til foreningens anbefaling om at forlænge frihedsgraderne endnu et skoleår,
“På skolernes vegne hilser vi aftalen velkommen. Det er vigtigt for skolerne, som allerede er i gang med planlægningen for det næste skoleår”.
— siger Claus Hjortdal, formand i Skolelederforeningen.
Forlængelsen af de udvidede frihedsgrader for det kommende skoleår giver skoler og kommuner mulighed for at afkorte hele eller dele af den understøttende undervisning til blandt andet tolærer- og tovoksenordninger. Derudover får skolerne mulighed for at fravige kravet om fuld kompetencedækning.
Krav om udviklingsplaner fjernes
Ministeriet oplyser samtidig, at kravet om, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en udviklingsplan for de skoler, der er omfattet af den såkaldte udviklingsliste, fjernes.
I aftaleteksten hedder det, at ”Børne- og Undervisningsministeriet vil i stedet meddele kommunalbestyrelserne i de kommuner, som har skoler med en bekymrende kvalitet, at det forventes, at de sætter fokus på arbejdet med kvaliteten og udviklingen af de pågældende skoler. Justeringen skal være med til at undgå unødigt bureaukrati og hermed være et første skridt i forhold til at understøtte ambitionen om at frisætte folkeskolen. Forligspartierne er endvidere enige om, at betegnelsen ”udviklingslisten” udgår, da formålet med initiativet ikke er at lave en samlet oversigt, men derimod at kommunalbestyrelsen sætter ind over for de konkrete skoler med bekymrende kvalitet”.
“Det er hensigtsmæssigt, at unødigt bureaukrati skæres væk. I Skolelederforeningen undrer vi os dog over, at man fastholder den yderligere kontrol, der lå i den tidligere aftale. Det harmonerer ikke med, at der fra politisk side tales om mindre styring og mere frihed til folkeskolen”
— siger Claus Hjortdal
Foto: Klaus Holsting
Læs seneste nyheder
31. oktober 2024
”AI løber stærkere, end vi gør”
30. oktober 2024