Efter 10 år på posten har Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal valgt ikke at genopstille, når der i oktober er valg til formandsposterne i foreningen.
Først var han næstformand i syv år. De seneste 10 år har Claus Hjortdal stået i spidsen for Skolelederforeningen som formand. Nu har han besluttet at give stafetten videre, når denne valgperiode udløber.
"Jeg synes, at tidspunktet er kommet. Foreningen står et godt sted. Vi har et dygtigt og velfungerende sekretariat. Vores lokalforeninger står stærkt, og der er et godt samarbejde med hovedforeningen"
— Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen
I tiden med Claus Hjortdal ved roret har Skolelederforeningen sikret sig markant politisk indflydelse. Blandt andet har inklusion og afbureaukratisering været vigtige emner, ligesom han altid går forrest for at tale folkeskolen op.
“Vi har en stærk formand, der har sat tydelige aftryk på den skolepolitiske dagsorden, og som lægger vægt på at være konstruktiv og løsningsorienteret i samarbejdet med både landspolitikere og de andre aktører på skoleområdet. Det er en tilgang, som vi i sekretariatet håber at kunne fortsætte med en ny formand ved roret efter valget”, siger sekretariatschef i Skolelederforeningen Hanne Bak Lumholt.
Claus Hjortdal selv ser tilbage på en tid, hvor foreningen har været i en forrygende udvikling:
“Skolelederforeningen er gået fra at være en embedsmandsklub til at blive en vigtig skolepolitisk part. Gennem min post som talsperson for FH Lederforum er det også lykkedes at sætte velfærdsledelse på dagsordenen”, siger Claus Hjortdal.
Selvom folkeskolen står et godt sted, er der fortsat store temaer i spil. Det har også haft indflydelse på Claus Hjortdals beslutning.
“Der er mange forandringer i støbeskeen, og flere af dem kræver nye kræfter, der har et længere perspektiv, end jeg har. Og jeg synes, at jeg med oprejst pande kan sige, at jeg har fyldt pladsen ud”, siger Claus Hjortdal.
Den nye formand for Skolederforeningen bliver valgt på foreningens repræsentantskabsmøde den 30. oktober 2024.
Foto: Klaus Holsting
CV Claus Hjortdal
Uddannelse
- Læreruddannelse, Nr. Nissum Seminarium, 1982-1986
Erhvervserfaring
- Formand Skolelederforeningen, 2014 –
- Næstformand Skolelederforeningen, 2007 – 2014
- Skoleleder Øster Jølby Skole, Morsø kommune, 2003 – 2007
- Viceinspektør, Tingstrup skole, Thisted kommune, 1996 – 2003
- Skoleleder Skjoldborg skole, Thisted kommune, 1992 – 1996
Formandsposter
- Formand LC-Lederforum, 2014 –
- Formand FH Lederforum, 2016 –
- Formand for regeringens Inklusionseftersyn, 2016 – 2017
Bestyrelseserfaringer
- Bestyrelsesmedlem, Unicef Danmark, 2020 –
- Forperson, Grundlovsfesten, 2020 –
- Bestyrelsesmedlem, Levende Menneskerettigheder, 2023 –
Andet
- Medlem af adskillige advisory boards, blandt andet i Mary Fonden og DA
- Medforfatter i fire antologier om folkeskolen
Skolelederforeningens procedure for valg
- Valg af formand og næstformand finder sted onsdag den 30. oktober 2024 i Odense Congress Center
- Alle erhvervsaktive medlemmer af Skolelederforeningen er valgbare
- Skolelederforeningens repræsentantskab har stemmeret
- Repræsentantskabet består af cirka 125 tillidsvalgte i landets kommuner og fra Skolelederforeningens faglige klubber
- Valgperioden vil for både formand og næstformand være 1. december 2024 til 30. november 2027
- Kandidater vil løbende blive præsenteret på Skolelederforeningens hjemmeside og i Skolelederforeningens medlemsmagasin Plenum
Læs mere
Seneste nyheder
20. december 2024
Glædelig jul: Sådan træffer du os mellem jul og nytår
18. december 2024
Julehilsen fra formandskabet: I Skolelederforeningen ønsker vi os…
18. december 2024