Ansættelsesvilkår
Vi rådgiver dig og forhandler, så du får de bedst mulige vilkår i din ansættelse. Her finder du svar på typiske spørgsmål om ansættelsesvilkår – kontakt os endelig for rådgivning om din situation.
- Forside
- Løn og vilkår
- Ansættelsesvilkår
Kend vilkårene som skoleleder
I Skolelederforeningen har vi både medlemmer, som er øverste ledere og øvrige ledere i folkeskolen.
Øvrige ledere
Bliver du ansat i kommuner på folkeskoler, i forvaltningen på skoleområdet, ved vejledningscentre og i PPR som viceskoleleder, afdelingsleder, mellemleder, pædagogisk administrativ leder eller som (skole)konsulent med ledelsesbeføjelser ansættes du i henhold til Overenskomst for ledere m.fl. indenfor undervisningsområdet. Det gælder også, hvis du har en pædagoguddannelse.
Opsigelsesvilkår og pensionssatser følger overenskomsten, ligesom dine øvrige ansættelsesvilkår følger gældende aftaler på det kommunale område. Det vedrører blandt andet ferie, omsorgsdage, barns sygdom og senior- og fratrædelsesordninger. Læs om lønvilkår på det kommunale område her
Øverste skoleledere
Skolens eller institutionens øverste leder kan ansættes i én af disse typer ansættelse:
- tjenestemandsansat
- åremålsansat
- kontraktansat
Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilken af de tre ansættelsesformer der anvendes.
Arbejdstid
Hvad er reglerne for arbejdstid for skoleledere?
Der er ikke fastsat en egentlig arbejdstidsnorm for ledere, men det betyder ikke, at ledelsesarbejdstid er en uendelig ressource.
Skolelederforeningen har lavet retningslinjer omkring arbejdstid, som vi håber kan være en hjælp i dit daglige arbejde som skoleleder.
Vilkår for øverste skoleledere
Ansat før eller efter 1993?
Som tjenestemandsansat er du omfattet af Tjenestemandsloven og de særlige regler, der gælder for tjenestemænd.
Tjenestemænd ansat før 1993, den såkaldte lukkede gruppe, er omfattet af Lov om tjenestemænd. De har – ved umiddelbart jobskifte – ret til fortsat tjenestemandsansættelse. Ved ny ansættelse af en tjenestemand i den lukkede gruppe sker der ikke prøveansættelse.
Generelle ansættelsesvilkår for kommunale tjenestemænd ansat efter 1993 er fastlagt i et tjenestemandsregulativ for kommuner inden for KL’s forhandlingsområde.
Vilkår som tjenestemand
Tjenestemandsvilkårene er især kendetegnet ved:
- Lønnen betales forud
- Der er ikke strejkeret
- Der er – efter eventuel prøvetid – et gensidigt opsigelsesvarsel på 3 måneder
- Ved arbejdsmangel har tjenestemanden normalt krav på en anden passende stilling eller rådighedsløn i 3 år
- Efter 10 års ansættelse har en diskretionært afskediget tjenestemand eller en tjenestemand afskediget på grund af sygdom krav på aktuel egenpension. Pensionens størrelse afhænger af ansættelsens varighed og lønindplacering.
Du er dertil – ligesom dine kolleger – omfattet af fællesoverenskomsten, der bl.a. lovgiver om ferie.
En tidsbegrænset ansættelse
En åremålsansættelse er tidsbegrænset. Den kan vare mindst 3 år og højst 6 år. Der er mulighed for forhandling af et åremålstillæg, tilbagegangsstilling eller en fratrædelsesgodtgørelse.
Åremålsperioden kan forlænges – uden at stillingen slås op – med op til 3 år. Ved forlængelse af åremålsansættelsen fortsætter de vilkår, du er ansat på, som udgangspunkt uændret.
Sådan bruges åremålsansættelse
Åremålsansættelse bruges eksempelvis, hvis der er planer om strukturændringer, der medfører, at stillingen er midlertidig.
Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, at en lederstilling besættes i henhold til Rammeaftale om åremålsansættelse.
Forhandlinger om vilkår for åremålsansættelse sker mellem kommunalbestyrelsen og Lærernes Centralorganisation / LC-Lederforum.
Tillæg og godtgørelse
Ved åremålsansættelse får du et tillæg til den løn, der er aftalt for stillingen ved almindelig varig ansættelse. Tillægget varierer alt efter, om der gives tilbagegangsret. Størrelsen er typisk mellem 20-30 % af lønnen.
Ved udløb af ansættelsen udbetales et fratrædelsesbeløb beregnet som 3 måneders løn plus en måneds løn for hvert år, åremålsansættelsen har varet.
Godtgørelsen bortfalder, hvis lederen selv siger op, inden åremålets udløb, eller lederen får en varig ansættelse i stillingen i umiddelbar forlængelse af åremålsansættelsen.
Rammeaftale
Hvis du bliver kontraktansat, forhandler Skolelederforeningen aftalen centralt. Lønnen bliver forhandles i tæt samarbejde med formanden i din lokalafdeling af Skolelederforeningen.
Kontraktansættelse tager udgangspunkt i de vilkår, der fremgår af Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer. Forhandlingen af vilkår sker mellem kommunalbestyrelsen og Lærernes Centralorganisation / LC-Lederforum.
Skoleledere er dækket af de bestemmelser og vilkår, der gælder for “øvrige chefer”. Dog er skoleledere ikke omfattet af § 1 i rammeaftalen.
Løntillæg
KL har udarbejdet en vejledning om kontraktansættelse af skoleledere.
Det betyder, at en skoleleder ansat på kontrakt opnår et løntillæg på 15 %, der beregnes af den samlede løn. Der indbetales pensionsbidrag af løn samt løntillæg. Det er muligt at veksle løntillægget til andre elementer, for eksempel højere pensionsbidrag eller yderligere fratrædelsesgodtgørelse ved uansøgt afsked, jf. § 9 i rammeaftalen.
Opsigelse og afsked
Der kan aftales, at arbejdsgivers opsigelsesvarsel forlænges.
Ved uansøgt afsked, der ikke skyldes væsentlig misligholdelse, ydes fratrædelsesgodtgørelse svarende til et års løn.
Vi forhandler skolelederes vilkår i OK-24
Vi indgår i OK-24 forhandlingerne om offentlige overenskomster. Vi gør os umage for at sikre vores medlemmer de bedste løn- og arbejdsvilkår.
Find svar om ansættelsesvilkår
Her får du svar på de meste stillede spørgsmål om ansættelsesvilkår. Du kan altid kontakte os for hjælp og svar i din situation.
Find også nyttig viden på vores øvrige sider om løn og vilkår
Som skoleleder er du omfattet af reglerne om ytringsfrihed for offentligt ansatte – du har såkaldt udstrakt ytringsfrihed. Du må gerne udtrykke dine personlige holdninger uden for arbejdspladsen, men det må ikke skade arbejdspladsens omdømme.
Fortrolige oplysninger om elever, personale eller skolen må ikke deles. Vær opmærksom på det også gælder din adfærd på sociale medier.
Som skoleleder kan man komme ud for situationer, som opleves grænseoverskridende og forstyrrende for samarbejdet.
Det kan være forældre, som i tilknytning til barnets skolegang optræder voldsomt eller på anden måde besværliggør samarbejdet. Hvis der opstår episoder med trusler og chikane fra forældrene, er det vigtigt, at du som skoleleder får den nødvendige støtte. Episoder med trusler skal tages meget alvorlig, og det kan være nødvendigt, at de politianmeldes.
Kommunikation mellem forældregrupper på sociale medier kan også give anledning til forstyrrelse af samarbejdet. Kommunikationen i disse fora er omfattet af den gældende ytringsfrihed og kan være svære at håndtere. Her kan det være nyttigt at inddrage skolebestyrelsen for at fastlægge anbefalinger og politikker for kommunikation omkring skolen.
Mediers rapportager om skoleforhold, ansatte eller skoleledere kan kræve en større koordineret indsats, hvor også forvaltningen kan inddrages.
Kontakt os, hvis du som skoleleder har brug for rådgivning.
Hvis du får udbetalt tjenestemandspension, kan du godt have anden beskæftigelse samtidig, uden du bliver modregnet i pensionen.
Du vil som ansat tjenestemandspensionist efter 1. april 2024 være omfattet af Overenskomst for ledere m.fl. indenfor undervisningsområdet hvis du bliver ansat på skoleområdet.
Det vil sige, at du vil være omfattet af alle overenskomstens elementer inkl. retten til pensionsindbetaling på 17,3 % fra din arbejdsgiver.
Dog er det en betingelse, at der er sket en reel fratræden fra din tidligere ansættelse ved overgangen til tjenestemandspensionist. Sagt med andre ord, du kan ikke blive i din ansættelse og iværksætte din tjenestemandspension.
Kontakt Skolelederforeningen ved tvivlsspørgsmål.
For seniorfridage gælder det:
- I det kalenderår den ansatte fylder 60 år, har vedkommende ret til to seniordage.
- I det kalenderår den ansatte fylder 61 år har vedkommende ret til tre seniordage.
- I det kalenderår den ansatte fylder 62 år eller derover har vedkommende ret til fire seniordage.
Ikke afholdte seniordage bortfalder ved kalenderårets udløb, medmindre de aftales overført til det efterfølgende kalenderår.
Ikke afholdte seniordage i et kalenderår udbetales ved ansættelsesforholdets ophør. Seniordagene kan veksles til enten bonus eller løbende ekstraordinært pensionsbidrag.
Lederen skal tidligst muligt varsle, hvornår og hvordan seniordagene ønskes brugt.
Kontakt os, hvis du vil høre mere om seniorordninger.
Kontakt os
Har du spørgsmål til dine vilkår? Vores rådgivere står klar til at hjælpe dig. Skriv eller ring til en medarbejder direkte – du kan også altid kontakte os på skolelederne@skolelederne.org og tlf. 7025 1008