Skolelederne skal have frihed til at træffe beslutninger tæt på eleverne, og politikerne skal sikre rammerne. Christina Krzyrosiak Hansen, formand for KL´s Børne- og Undervisningsudvalg, gæstede Skolelederforeningens formandsmøde, og hun lagde ikke skjul på, hvordan hun synes, opgavefordelingen bør være.

“Jeg ville ønske, jeg kunne komme med en analyse af den nye regering”, lød det fra udvalgsformand i KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Christina Krzyrosiak Hansen, da hun den 9. april 2026 var inviteret på besøg på foreningens formandsmøde for at introducere sit og KL´s syn på folkeskolen, og hvor skolen er på vej hen.

Det kunne Christina Krzyrosiak Hansen af gode grunde ikke, men hun fortalte, hvordan hun vil holde landspolitikerne op på det, de lovede i valgkampen.

”Stort set alle partier siger, at de vil folkeskolen. Og der skal følge penge med. Der skal investeres i folkeskolen. Jeg har noteret, hvem der har lovet hvad, og hvad det skal koste. Gennemsnittet er 5 milliarder kroner”, fortalte udvalgsformanden og fortsatte:

”Og det vil vi holde dem op på”.

Klar opgavefordeling

Christina Krzyrosiak Hansen talte på formandsmødet med kasketten på som udvalgsformand for KL´s Børne- og Undervisningsudvalg, og med den kasket på, var hun meget klar på, at det ikke er politikerne på Christiansborg, der ved, hvor en milliardinvestering kan gøre mest gavn på skolerne:

”I ved bedst, hvordan pengene skal bruges”, sagde Christina Krzyrosiak Hansen til de cirka 100 fremmødte formænd/kvinder for lokalforeningerne.

Hun fortalte, hvordan de i Holbæk Kommune, hvor hun er borgmester, har flyttet meget beslutningskraft ud på skolerne.

”Men det betyder ikke, at vi politikere stopper med at interesse os for skolen”, sagde hun og uddybede, hvordan det kræver et tæt samarbejde.

”Vi skal ikke bare give jer ansvaret og sige hej hej. Der skal være tætte intense dialoger om, hvad problemerne kan være, og hvordan vi løser dem”.

Dialog med udvalgsformanden

Efter Christina Krzyrosiak Hansens oplæg havde hun en samtale med Skolelederforeningens formand Dorte Andreas om KL´s Børne- og Undervisningsudvalgets vigtigste opgaver, og efterfølgende havde lokalforeningernes formænd/kvinder mulighed for at stille spørgsmål.

Foto: Jeppe Michael Jensen

Privacy Preference Center