En ny samtale om folkeskolen

Når jeg er rundt på landets folkeskoler, møder jeg glade børn og engagerede skoleledere, lærere og pædagoger. Jeg ser nye læringsformer, projektforløb, hvor fagligheden får liv, og fællesskaber, der inkluderer flere. Jeg møder medarbejdere, der dagligt får en kompleks skolehverdag til at hænge sammen med både faglighed og varme. Det er et billede, der står i skarp kontrast til det, man ofte læser i aviserne.

I medierne handler fortællingen ofte om vold, uro, magtanvendelser og børn, der mangler opdragelse. Det er en vigtig debat, men den tegner et unuanceret billede. Sandheden er hverken et glansbillede eller en kampplads – men en folkeskole, der hver dag balancerer mellem store ambitioner og stigende kompleksitet.

Derfor har vi brug for en ny samtale om folkeskolen. En samtale, der ikke starter med fejl og mangler, men med en erkendelse af, hvor vigtig folkeskolen er for vores samfund. Samtalen skal afspejle virkeligheden. Den skal handle om både de mange muligheder, der er i skolen, og om de udfordringer, vi ser.

For ligesom vi har en folkeskole, hvor størstedelen af eleverne trives og lærer, så har vi også en folkeskole, der bliver udfordret af en række faktorer. Vi oplever et stigende antal elever, som har brug for støtte, og hvor de eksisterende rammer ganske enkelt ikke slår til. Et faktum er, at et stigende antal elever har særlige behov. Hvis udviklingen fortsætter, vil op mod 10% af eleverne i folkeskolen have behov for et specialpædagogisk tilbud i 2030. Den udvikling skal vi vende.

Vi har et samfund, der har udviklet sig i en retning, hvor autoriteter har mindre betydning og individets ret til gengæld har fået en fremtrædende plads. Det ser vi også i folkeskolen.

Vi hører et stigende antal lærere, der oplever, at omfanget at voldsomme episoder er taget til. Vi har en lovgivning og regler, der betyder, at ledere og lærere bruger rigtig meget tid på dokumentation og visitation og mindre tid på ledelse tæt på eleverne, relationer og nærvær.

Vi har fået opbygget en præstationskultur, hvor elever bliver målt og vejet og de faglige resultater er de mest afgørende.

I sidste ende står vi med en folkeskole, hvor image og arbejdsvilkår gør det svært både at tiltrække og holde på de dygtige medarbejdere og ledere.

Vi må ikke lukke øjnene for de problemstillinger, men ej heller reducere folkeskolens udfordringer til et spørgsmål om eleverne er uartige, om lærerne bliver chikaneret, og hvor målet er at få ro i klasselokalet.

Ad den vej, tror jeg ikke, at vi løser de udfordringer, som vi står overfor. Vi skal finde en anden vej, hvis folkeskolen skal være en skole for flere, og en skole som ikke kun uddanner, men også danner de kommende generationer til demokratiske borgere som et værn mod de trusler, der er i verden.

Det er som om, vi har glemt folkeskolens rolle. I stigende omfang møder vi børn og forældre, der er mere optaget af, hvad de har ret til og krav på, end hvad de er forpligtede til. Folkeskolen er ikke en servicestation. Den er – og skal være – det stærkeste forpligtende fællesskab, vi har. Et fællesskab, hvor børn møder hinanden på tværs af sociale skel, og hvor vi som samfund investerer i både læring og dannelse. Det er i folkeskolens fællesskab, børn lærer at være en del af noget større end dem selv. Det er her demokratiet formes i praksis. Og det er der, den nye samtale skal begynde.

Vi skal tage udgangspunkt både i de udfordringer skolen står i og i de gode måder, der bliver drevet skole på mange steder i landet. Og vi skal undersøge nye løsninger, der kan styrke fællesskabet og gavne både den enkelte og samfundet.

Vi skal turde tale om både det, der kan lovgives om, og det der kræver en kulturændring i skolerne og i hjemmene, og det der kræver penge. Der skal være plads til både pædagogik, vilkår og regler, og der skal være blik for den diversitet, der er blandt vores børn og unge.

Folkeskolen er det sted, hvor vi kan samles. Men kun hvis vi vil det. Der er sat flere initiativer i gange, men lad os komme ud i alle hjørner.

Skolelederne har og vil investere hjerteblod i folkeskolen, men vi kan ikke lykkes med folkeskolen alene. Derfor inviterer jeg alle til at være med i den nye samtale, hvor der er plads til nuancerne. En samtale om, hvordan vi hver især og sammen kan bidrage, og hvordan vi styrker fællesskabet i folkeskolen.

Bliv en del af den nye samtale

Hvordan ser du fællesskabets kraft i folkeskolen?
Vi indsamler erfaringer, betragtninger, holdninger og løsninger.
Giv dit bidrag her

Lederen er bragt i Politikens Grundskoletillæg den 30. oktober 2025.