AI skal tages alvorligt som en dannelsesudfordring på niveau med læsning, demokrati og kritisk tænkning, skriver næstformand Kristian Dissing Olesen i debatindlæg i Skolemonitor. Vi skal gå fra hensigtserklæringer til handling.
I 2025 rykkede kunstig intelligens ind og tog plads i vores hverdag i et gevaldigt højt tempo, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det fortsætter i 2026.
I skolen bliver vi nu mødt af forældre med spørgsmål som: Hvad gør skolen for at ruste vores børn til en verden, hvor AI er overalt? Det er ikke længere forældre, der blot er bekymrede.
Mange arbejder selv professionelt med teknologien. De kender dens styrker, dens skyggesider og dens hast. De ved, at AI ikke bare er et nyt Google, men en motor, der kan skabe viden, omskrive virkeligheder og påvirke dømmekraft – og derfor forventer de, at skolen tager ansvar.
Samtidig ser vi eleverne. De er digitale indfødte, og vi kan forfalde til at kalde dem eksperter. De tager teknologien til sig med lynets hast, langt hurtigere end mange voksne kan nå at blinke med øjnene. De bruger AI som sparringspartner, problemløser, idémaskine og ven.
Det giver uanede muligheder, men også et enormt behov for, at nogen holder fast i uddannelsesperspektivet: Hvad skal børn lære, når viden kan genereres i stedet for at blive husket? Hvad er kvalitet, når svarene lyder rigtige, men ikke nødvendigvis er rigtige? Hvordan skelner man mellem skabt, redigeret og virkelig virkelighed?
Når AI løber stærkt, må politikken ikke halte bagefter
Her har skolen en afgørende opgave. Vi kan ikke styre den digitale udvikling, men vi skal sætte hegnspæle op og være garant for dannelsen. Vi kan give eleverne det etiske kompas, den kritiske sans og den analytiske styrke, der gør dem i stand til at bruge teknologien klogt og gennemskue den, når den vildleder.
Det er med andre ord presserende, at vi beslutter, hvordan teknologien skal bruges i skolen, ikke bare af skolen. Det er altså nødvendigt, at 2026 bliver året, hvor vi sætter tempoet op politisk.
Sammen med skolelederorganisationer i de andre nordiske lande sendte vi inden jul et opråb til vores ministre på området.
En klar udmelding om, at ingen skole, ingen kommune og intet land kan løfte opgaven alene. AI’s indflydelse på børn, læring, faglighed og trivsel er for dyb til at overlades til enkeltinstitutioner eller til markedet.
Vi ønsker et fælles nordisk, sikkert og værdibåret AI-system, så skoler ikke er afhængige af kommercielle løsninger. Nye eksamensformer, der tester refleksion frem for udenadslære.
En stærk demokratisk dannelsesindsats i en tid, hvor virkelighed kan manipuleres med få klik. Kompetenceløft til lærere og ledere. Og en reguleret nordisk sandkasse, hvor teknologien kan afprøves uden at gå på kompromis med børns data og trivsel.
Hvis 2025 lærte os, at AI er kommet for at blive, skal 2026 være året, hvor vi tager styringen tilbage. Hvor vi skaber retning, sætter rammer og sikrer, at elever ikke bare bliver brugere af teknologien men borgere i et digitalt demokrati.
Det skylder vi dem. Og det skal ske nu, mens tempoet stadig er til at følge.
Debatindlægget er bragt i Skolemonitor 2. januar 2026.
Foto: Jacob Nielsen
