Hvis vi vil styrke skolen og skabe bedre læring, trivsel og fællesskaber for børnene, opstår de bedste løsninger i det tætte, respektfulde samarbejde mellem lærere og pædagoger. Erfaringer fra hverdagen viser, at fælles faglighed giver en mere helhedsorienteret og virkningsfuld indsats.
DEBATINDLÆG AF DORTE ANDREAS, FORMAND FOR SKOLELEDERFORENINGEN, REGITZE SPENNER ISHØY, LANDSFORMAND FOR SKOLE OG FORÆLDRE OG MAGNUS HERMANN, FORPERSON FOR DANSKE SKOLEELEVER.
Folkeskolen har en af samfundets vigtigste opgaver: Den skal fremme alle børns læring, trivsel og alsidige udvikling og danne dem til at deltage aktivt i et demokratisk samfund.
Den opgave er i dag både større og mere kompleks end tidligere.
Undervisningen er en vigtig del, men børnegrupperne anno 2026 er mangfoldig. Flere børn har brug for hjælp og støtte undervejs, og skolen forventes både at løfte den faglige udvikling og skabe stærke fællesskaber, hvor alle børn kan være med.
Dertil kommer nye måder at lære og være sammen på. Derfor er det tværprofessionelle samarbejde mellem fagprofessionelle og med forældre vigtigere end nogensinde.
I hverdagen arbejder elever, lærere, pædagoger, skolebestyrelser og andre fagligheder tæt sammen i opgaven med at skabe en god skole. Alle bidrager med vigtige perspektiver ind i arbejdet med elevernes læring og trivsel.
Lærere har ansvaret for klassen, undervisningens didaktik og den faglige progression. Pædagoger kan komplementere med et særligt blik for relationer, deltagelsesmuligheder og dynamikkerne i børnefællesskaber. Eleverne bidrager med førstehåndserfaringer.
Når den viden bringes sammen i hverdagen, styrker det både undervisningen og deltagelsesmuligheder.
Tidligere undersøgelser fra blandt andet Rambøll og EVA har vist, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger styrker elevernes trivsel, inklusion og undervisningsmiljø. Forældre oplever også, at både lærere og pædagoger skaber værdi for børnene med deres forskellige kompetencer.
At have flere fagligheder omkring børnene, som man oplever arbejder godt sammen, er betryggende, fordi der kommer et bredere blik på barnet.
Det er vigtigt – især omkring de første år i skolen – fordi børn ikke selv adskiller deres skoleliv i faglighed og trivsel og først skal lære, hvordan man er elev. For dem hænger det hele sammen.
Det, der sker i undervisningen, i frikvartererne og i SFO’en eller klubben efter skole påvirkes af hinanden.
”Når lærere og pædagoger samarbejder tæt gennem hele dagen, giver det dem en mere nuanceret viden om og forståelse for både barnet/eleven og børnegruppen og gør det muligt at arbejde systematisk og helhedsorienteret med både børnenes deltagelsesmuligheder og læringsfællesskaber”.
Den fælles viden gør det lettere at forebygge konflikter og sætte tidligere ind, når et barn viser tegn på mistrivsel, eller når en klasse viser tegn på utrygge fællesskabsdynamikker med f.eks. eksklusion og mobning.
For hvis ambitionerne om inklusion og tidlig indsats skal lykkes, kræver det en stor pædagogisk indsats, som man i praksis er nødt til at hjælpe hinanden med – og hvor man løbende inddrager både forældre og børn.
I debatten om skolen bliver faglighed og trivsel ind imellem stillet op som modsætninger. Men i virkeligheden er det hinandens forudsætninger.
Et barn lærer bedst og bliver en bedre elev, når det samtidig føler sig tryg og som en del af fællesskabet.
Modsat kan et godt læringsmiljø med god undervisning understøtte klassens trivsel. Og stærke fællesskaber kræver fagprofessionelle, der arbejder målrettet sammen om både børnenes læringsmiljø, relationer og deltagelse.
Folkeskolen lykkes bedst, når fagprofessionelle, der står stærkt i hver sin faglighed, formår at bringe deres viden i spil i et tæt samarbejde om børnene og skaber et fælles og inkluderende “vi”, der styrker både undervisningen og børnenes muligheder for at være, lære og dannes.
Det er i sidste ende kernen i folkeskolens opgave.
Foto: Klaus Holsting
