DEBATINDLÆG AF DORTE ANDREAS, FORMAND, SKOLELEDERFORENINGEN
Undervisningsminister Mattias Tesfaye har erklæret, at lærernes autoritet skal genoprettes
Hans bud er at give lærerne flere beføjelser – også muligheden for fysisk at tage fat i elever. Tanken er, at risikoen for en straf vil skabe ro i klasselokalerne.
Jeg er enig med ministeren i, at vi skal tale om ro, fællesskab og trivsel. Jeg er enig i, at skolen skal have en tydelig autoritet, og at forældrene skal bakke op om det.
Men jeg tror ikke på, at vi skal genoplive gamle forestillinger om, at disciplin og frygt er løsningen på skolens udfordringer. Lærerne skal opnå autoriteten på anden vis.
Autoritetstabet, som ministeren henviser til, er ikke enestående for folkeskolen. Vi ser det i sundhedsvæsnet, i politiet og sågar på fodboldbanen, hvor respekten for dommerne er under pres.
Det er en samfundstendens, at autoritet ikke længere tages for givet, men noget man skal gøre sig fortjent til.
Vi skal tage udgangspunkt i de børn, vi har her anno 2025.
De giver ikke automatisk skolen autoriteten tilbage, hvis lærerne får mere magt i hænderne. Det er ikke mangel på konsekvenser, der gør, at elever ikke følger lærerens anvisning. De børn, der havner der, hvor ministeren vil tillade magtanvendelse, er ofte elever, der er i et alarmberedskab, hvor de ikke lader sig skræmme af en sanktion.
”Jeg bakker op om, at lærerne skal have mulighed for at guide eleverne fysisk, men at gribe til en magtanvendelse i form af en fysisk indgriben vil højst sandsynligt optrappe konflikten.”
— Dorte Andreas, formand, Skolelederforeningen
I værste fald vil det enkelte barn opleve at blive udstillet foran kammeraterne. Det gavner i hvert fald ikke fællesskabet at erfare, at det er den måde, man løser konflikter på.
Der er brug for en anden analyse og nogle andre bud.
Vi skal sætte fokus på, hvorfor nogle oplever, at skolen er et svært sted at være.
Ligesom ministeren er jeg optaget af fællesskabet, og hvordan vi lærer eleverne at tilpasse sig fællesskabet, og vi skal som samfund se på, hvordan vi stiller krav.
Elever skal lære, at der bliver stillet krav til dem i skolen og de skal selvfølgelig respektere lærerne og hinanden, men vi er også nødt til at se på, hvordan vi indretter undervisningen, så den reelt kan rumme forskellighed.
”Hvis skolen er det første sted, et barn møder et nej eller et krav, så er det klart, at skolen bliver svær. Krav og fællesskab begynder langt tidligere – i hjemmet og i daginstitutionerne. Derfor er debatten ikke kun et skoleanliggende, men et bredere samfundsanliggende, og vi skal have forældrene på banen.”
— Dorte Andreas, formand, Skolelederforeningen
Jeg anerkender, at lærere ofte står i urimelige situationer. Men vi kan ikke forfalde til en forestilling om, at fysisk magt er løsningen. Det er ikke sådan en skole, vi ønsker. Skolen skal i stedet styrke deres autoritet ved at skabe gode relationer og gensidig respekt.
”Lad os starte en ny samtale om, hvordan vi får fællesskabet til at være den bærende kraft i folkeskolen. Lad os tale om, hvordan vi kan styrke lærerrollen og gøre det attraktivt at stå i klasselokalet. Lad os tale om de krav, vi med rimelighed kan stille til børn. Hvordan vi støtter dem i at leve op til dem, og hvordan forældrene skal bakke op.”
— Dorte Andreas, formand, Skolelederforeningen
Det er en samtale, der rækker langt ud over diskussionen om straf, og det er en meget nødvendig samtale, for en folkeskole baseret på frygt er ikke en folkeskole, der ruster børn til et demokratisk samfund.
Debatindlægget er bragt i Skolemonitor 28. august 2025
Foto: Lars Horn / Baghuset
