Rudersdal Kommune skal betale millioner kroner for at udpege skoleledere som syndebukke på et usagligt grundlag. Det har en faglig voldgift netop slået fast. Kendelsen præciserer også skoleledernes ledelsesrum, og det glæder Skolelederforeningens formand Dorte Andreas.
Når skoleledelser træffer beslutninger i alvorlige sager, skal de undersøge og vurdere ud fra deres erfaring og viden. Vurderingen skal bygge på, hvad der er bedst for barnet, medarbejdere, skolens ro, loven og andre elever og forældre. Og ledelsen har en margen for et ledelsesmæssigt og pædagogisk skøn. Også når det gælder, hvornår en sag er undersøgt nok.
En faglig voldgift har trukket en nødvendig streg i sandet om skoleledernes beslutningsrum og ledelsesrum, som formand i Skolelederforeningen Dorte Andreas er tilfreds med:
”Som skoleledere kan vi ikke undgå at komme i situationer, hvor vi skal træffe alvorlige beslutninger. Vi gør altid alt, hvad vi kan for at undersøge en sag grundigt, og det er vigtigt, at vi kender vores mandat, og vi ved, at vi ikke risikerer at blive syndebukke”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Kendelsen er faldet i en sag fra Rudersdal, hvor borgmesteren og kommunaldirektøren meldte ud, at ledelsen havde svigtet, da det kom frem, at en 27-årig tidligere lærervikar på en skole var sigtet for voldtægt af en mindreårig elev. Anmeldelsen kom et år efter, at vikaren var stoppet på skolen. Kommunen undersøgte sagen og brugte millioner af kroner på en advokatundersøgelse, hvor blandt andet 9,9 millioner mails og 52.000 aulabeskeder blev gennemgået. Allerede inden advokatundersøgelsen lå færdig, havde borgmester og kommunaldirektør placeret et ansvar for manglende indgriben hos de to ledere. Men den nye kendelse fra den faglige voldgift modsiger kommunen og advokatundersøgelsen, og efterlader ingen tvivl om, at de to ledere har handlet inden for rammerne af deres faglige skøn, og slår fast at afskedigelsen var helt uberettiget.
”Kommunen har pustet noget op, der ikke var noget. Kendelsen siger, der ikke var noget håndfast konkret, som lederne har overset. De handlede, som de skulle i situationen. Kommunen havde tilsyneladende brug for at placere et ansvar, men det er ikke i orden, at de på den måde smider deres egne medarbejdere under bussen”
— Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Sagen fra Rudersdal har kostet kommunen dyrt. Udover de mange millioner, der er kastet efter advokatrapporten, er kommunen blevet dømt til at betale en ekstraordinær stor erstatning til de to nu tidligere skoleledere:
”Det koster, og det er kun rimeligt. Det er vigtigt, at man som skoleleder kan regne med opbakning fra forvaltningen og politikerne”, siger Dorte Andreas.
Foto: Colourbox
Seneste nyheder
20. december 2024
Glædelig jul: Sådan træffer du os mellem jul og nytår
18. december 2024
Julehilsen fra formandskabet: I Skolelederforeningen ønsker vi os…
18. december 2024