Danmarks nye regering præsenterede i dag et regeringsgrundlag, der blandt andet vil sætte folkeskolen fri, bevare samarbejdet med parterne bag ’Sammen og skolen’ og nedsætte en kommission for det gode børne- og ungdomsliv.
Folkeskolen sættes fri
Folkeskolen og ledelsen af den kom på banen, da Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke-Rasmussen (M) tidligere i dag på et pressemøde fremlagde deres regeringsgrundlag.
“Vi ønsker at frisætte vores velfærdssamfund ud fra en grundlæggende tro på, at børnene, lærerne, forældrene og skolelederne er de bedste til at skabe en god folkeskole og en god grundskole”, sagde Mette Frederiksen i sin præsentation af den nye regerings ønske om en omfattende frisættelse af vores offentlige sektor og velfærdssamfund.
Skolelederforeningen er meget tilfreds med, at folkeskolerne får øgede frihedsgrader.
”Det vil kræve, at ledelsessamarbejdet bliver organiseret på en ny måde. Politikerne skal være endnu mere nysgerrige fremfor dikterende. Forvaltningen mere understøttende fremfor kontrollerende, og skolelederne skal have modet til at være tydelige på en ledelse, der både er inddragende og passer til den enkelte skole. På alle niveauer er det vigtigt, at dialog og samarbejde kommer før beslutninger”.
— Claus Hjortdal, formand i Skolelederforeningen.
Den øgede frihed til skolerne kan også læses i regeringsgrundlaget ’Ansvar for Danmark’, hvor der står: ”Regeringen vil sætte folkeskolen fri sådan, at det åbenlyst vigtigste kommer i fokus – de basale færdigheder, børnenes udvikling, dannelse og trivsel, samt at skolen forbereder børnene på at tage en ungdomsuddannelse eller lære et håndværk”.
Til det siger Claus Hjortdal: “Vi er glade for, at alle skoler får større frihed. Vi glæder os til dialog med regeringen om dette, så vi sikrer, at landets skoler både har et fælles træk samt frihed til hvert sit særkende. Friheden skal også forvaltes sammen med kommuner, forældre og elever”.
Sammen om skolen fortsætter
“Regeringen mener, at folkeskolens udfordringer og mulige løsninger fortsat skal udvikles i samarbejde med parterne bag Sammen om skolen”, lyder det i regeringsgrundlaget.
Det glæder Skolelederforeningen, som sammen med seks andre parter i Sammen om skolen i et brev til partiledere og ordførere for nylig netop har anbefalet, at samarbejdsformen skrives ind i regeringsgrundlaget.
“Vi vil hurtigst muligt tage kontakt til både ministeren og parterne i Sammen om skolen for at komme godt videre med det særdeles gode samarbejde”, siger Claus Hjortdal.
Kommission for det gode børne- og ungdomsliv
I Skolelederforeningen har vi et særligt fokus på opgaven med inkluderende fællesskaber. En opgave, som i stigende grad presser skolen og skoleledelsen. Det viser blandt andet vores store medlemsundersøgelse ‘Skolelederundersøgelsen’, og tilbagemeldinger fra medlemmer vidner om, hvor kompleks en opgave det er.
Derfor har vi netop udarbejdet et sæt anbefalinger, som vi i foreningen snarest vil overrække til ministeren og de politiske ordførere. Læs skolelederforeningens anbefalinger her (pdf)
I Skolelederforeningen har vi noteret os, at der i ’Ansvar for Danmark’ står, at regeringen vil nedsætte en kommission for det gode børne- og ungdomsliv, der skal foreslå anbefalinger til, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes, samt hvordan robusthed og myndiggørelse styrkes. Kommissionen skal også se på indflydelsen fra sociale medier og andre større samfundstendenser.
“I Skolelederforeningen har vi selv foreslået en sådan kommission, så det glæder os, at den nu bliver en realitet. Det er vigtigt, at den ser på tværs af ministerierne, for mistrivsel kan forekomme i flere aspekter af børn og unges liv”, siger Skolelederforeningens næstformand, Dorte Andreas, der opfordrer til, at kommissionen hurtigst muligt bliver nedsat.
Økonomisk prioritering af skolen mangler i grundlaget
Det ærgrer formandskabet, at folkeskoleområdet ikke er tydeligt økonomisk prioriteret i regeringsgrundlaget.
”Der er stort behov for flere midler til folkeskolen, hvis vi skal lykkes med at løfte opgaven med at styrke elevernes læring og trivsel. Vi ser store besparelser på skoleområdet i landets kommuner,” siger Dorte Andreas.
Skolelederforeningen står naturligvis til rådighed med vores viden og erfaringer – og formandskabet ved Claus Hjortdal og Dorte Andreas håber på et snarligt møde med den nye minister på området.
I ’Ansvar for alle’ står der desuden at regeringen:
- vil løfte sundheden og trivslen blandt børn og unge og på tværs af bl.a. sundheds-, kultur- og børne- og skoleområdet tage initiativ til en forebyggelsesplan målrettet børn og unge.
- vil åbne nye muligheder, sikre sammenhæng og samlet set investere flere midler i undervisning og uddannelser. Så flere mennesker fremover vil møde endnu bedre, fagligt stærke og mere relevante uddannelser med plads til udvikling, trivsel og dannelse.
- vil fremtidssikre det danske uddannelsessystem med mere frihed, fleksibilitet og sammenhæng mellem alle uddannelsesniveauer, videreuddannelserne og arbejdsmarkedet i hele landet og gennem hele livet. Man skal kunne uddanne, omskole og opkvalificere sig gennem et helt arbejdsliv, så man ikke er låst fast af det uddannelsesvalg, man træffer som ung.
- mener, at der – særligt i folkeskolen – er opstået en ubalance mellem det boglige indhold over for det praktiske og kreative indhold. Det kan være med til at anspore størstedelen af eleverne til at vælge det almene gymnasium, hvilket medfører et mere ensporet uddannelsessystem, som ikke altid gavner hverken den enkelte eller samfundet.
- vil skabe en stabil og fremsynet udvikling af uddannelsessystemet gennem samarbejde og inddragelse af relevante aktører. Dette skal sikre en uddannelsesreform, der fastholder og styrker de positive udviklinger, men som samtidig for alvor tager favntag med de uløste problemer.
- vil foreslå muligheden for lokalt at konvertere understøttende undervisning til f.eks. kortere skoledage. Frigjorte midler som følge af en sådan omprioritering geninvesteres i folkeskolen til f.eks. tovoksenordninger, elevpulje målrettet til at løfte udsatte elever mv.
- vil tage initiativ til en ny betænkning for pædagogisk udvikling – ”Den Grønne Betænkning”. Det skal starte den pædagogiske samtale og udvikling i institutioner, skole, SFO, fritidshjem og klub – og i samfundet som helhed.
Læs seneste nyheder
2. december 2024
Velkommen til foreningens nye formandskab
21. november 2024