Der er brug for at tænke fundamentalt anderledes

DEBATINDLÆG AF DORTE ANDREAS, FORMAND FOR SKOLELEDERFORENINGEN

Børn sender os klare signaler, når de mistrives eller reagerer med udfordrende adfærd. Det ser vi hver dag i skolerne.

Det har mange forskellige ansigter, men fælles er, at det ikke er børnene, der fejler. Det er systemet omkring dem, der ikke har muligheden for at levere, og børnene der betaler prisen for, at de politiske intentioner om at inkludere flere børn i den almene skole ikke er fulgt op af de nødvendige investeringer.

Inklusion kræver handling, investeringer og de rette rammer – ellers bliver det tomme ord, og det er børnene, der kommer i klemme.

Der er skabt et system, hvor vi må vente alt for længe på hjælp og støtte, mens problemerne vokser sig større og større, før vi kan få mulighed for at handle og sætte ind med hjælp og støtte til eleverne.

Det er hverken fagligt forsvarligt eller menneskeligt anstændigt, men det bliver konsekvensen, når PPR og børne- og familieafdelingerne, som er det system som skal hjælpe og støtte, er mere forpligtet af dokumentationskrav, timegrænser og visitationsregler end af barnets behov.

For det betyder, at der bliver brugt uforholdsmæssigt meget tid og energi på at bevise, at hjælpen og støtten til barnet er nødvendig i stedet for at yde den.

Det må kunne gøres bedre.

Vi har i stedet brug for en langsigtet strategi og en skole, hvor støtte er en selvfølge og ikke noget, man skal kæmpe for.

I dag oplever vi, at vi skal bruge urimeligt meget tid og energi på at dokumentere, argumentere og kæmpe for ressourcer, som burde være grundlaget for en velfungerende skole, der efter behov kan sætte ind med den rette støtte og hjælp til eleverne.

Vi har brug for, at specialpædagogisk viden er tilgængelig i klassen og ikke gemt væk bag et visitationsudvalg.

Forestil dig, at du står med et barn i en klasse, der tydeligt har brug for specialpædagogisk støtte. Du ved, hvad der skal til. Dit team ved det. Men i stedet for at handle, skal du nu bruge tid på at udfylde skemaer, samle dokumentation og vente på, at et visitationsudvalg tager stilling – måske om uger, måske om måneder.

Sådan ser virkeligheden ud i alt for mange kommuner.

Det er dybt frustrerende for både skole og forældre, når vi kan se, at der er behov for hjælp og støtte.

Den specialpædagogiske viden er der – men den er gemt væk bag procedurer og udvalg, der forsinker den indsats, vi burde være hurtige og modige nok til at sætte i gang med det samme.

I stedet har vi brug for et nyt støttesystem, der er baseret på barnets reelle behov uden administrative benspænd. Og vi har brug for, at støttepersonale som psykologer, socialrådgivere og specialpædagoger bliver en integreret del af skolens hverdag, ikke perifere aktører, vi først rækker ud efter, når det er gået galt.

I dag fungerer det desværre ofte sådan, at vi skal igennem lange, bureaukratiske processer for at få adgang til psykologer, socialrådgivere og specialpædagoger – og det sker typisk først, når problemerne har vokset sig store. Det er hverken effektivt eller forebyggende.

Når vi taler om at gøre støttepersonale til en integreret del af skolens hverdag, handler det om at organisere indsatsen tættere på – helt ind i den enkelte klasse.

De skal i langt højere grad være tilgængelige, samarbejdende og kendte i skolens hverdag – som en naturlig del af det tværfaglige fællesskab omkring børnene. Ikke eksterne eksperter, vi først ringer til, når det brænder på.

Hvis vi virkelig vil skabe en folkeskole, der kan mere for flere, kræver det, at vi tænker fundamentalt anderledes.

På skolerne ved vi godt, hvad der virker. Det er en rettidig indsats, stærke fællesskaber og et skolesystem, der har kapacitet, ressourcer og kompetencer til at løfte opgaven med at alle elever føler sig som en del af skolens fællesskab. Det, vi mangler, er, at politikerne handler.

De skal finde modet til at gøre noget andet og viljen til at investere.

Der er brug for, at vi bryder med silotænkning og tænker i helheder og prioritere langsigtede løsninger.

I dag er der stadig alt for ofte mange barrierer mellem faggrupper og forvaltninger, og børn har ikke gavn af, at vi sidder i hver vores silo. De har brug for, at vi samarbejder og ser på hele deres liv og ikke kun på deres skolegang.

Når vi siger, at der i mange kommuner er for mange barrierer mellem faggrupper og forvaltninger, så handler det om, at systemet i dag er indrettet ud fra administrative strukturer – ikke børns behov.

Vi sidder ofte i hver vores silo: skolen, PPR, socialforvaltningen. Men børn lever ikke deres liv opdelt i sektorer. De har brug for, at de voksne omkring dem samarbejder, deler viden og tager fælles ansvar.

Det kræver, at vi bryder med vanetænkning og i højere grad end i dag bygger bro mellem fagligheder – så vi ser hele barnet, ikke kun skolebarnet.

Og det kræver, at ledelse og system understøtter tværfagligt samarbejde som en integreret del af skolens praksis. Den opgave påtager vi os gerne som ledere i skolen, men det kræver også, at der er tilstrækkelig med ledelseskraft til at løfte den opgave, som et stærkere og tydeligere samarbejde vil kræve.

Beslutningerne om, hvordan vi bedst støtter og hjælper både det enkelte barn og klassen, skal træffes tættere på børnene.

Skolerne skal have mulighed for at handle hurtigt og sætte ind, når der er behov. Vi har dygtige ledere og medarbejdere, der er klar til at tage ansvar, men vi skal have lov og mulighed for at gøre det.

Og så skal vi naturligvis trække på de ressourcer og den faglighed, vi allerede har i systemet. Specialskolerne rummer en uvurderlig viden, som vi bør bringe aktivt i spil i almenområdet for at styrke de fællesskaber, hvor langt de fleste børn befinder sig.

Men vi kommer ikke uden om, at det også koster, og derfor er det altafgørende at få kigget på økonomien med nye øjne. Hvis vi vil bremse mistrivsel blandt børn og unge er en forhåndsinvestering bidende nødvendigt.

En forhåndsinvestering der sikrer, at børn ikke falder ud af fællesskabet, men bliver mødt med den støtte, de har brug for, når de har brug for det.

Faktisk vil jeg vil vove den påstand, at den forhåndsinvestering på sigt kan give besparelser andre steder i systemet.

I dag bruger vi milliarder på tabt arbejdsfortjeneste, visitation og lange behandlingsforløb, som kunne have været undgået med en tidlig indsats.

Tænk hvad alle de penge kan bruges til direkte og tæt på børnene og deres skolehverdag.

Så lad os handle. Ikke om fem år. Ikke med halve løsninger. Men nu og for børnenes skyld.

Det handler om rettidig omhu. Om at skabe en skole, hvor alle børn føler sig set og hørt. Hvor de får den støtte, de har brug for, når de har brug for det. Og hvor lærere og ledere har rammerne til at lykkes.

Vi ved, hvad der virker, for det ser vi i enkelte kommuner der investerer i børnene. Det, vi mangler, er politisk vilje og handling, så alle skoler og kommuner får mulighed for at investere i børnene. Vi har ikke råd til at lade være.

Debatindlægget er bragt i Altinget.

Foto: Lars Horn/Baghuset