Alle skal have et godt arbejdsmiljø. Både ansatte og elever på skolerne. Det kræver en fælles indsats fra ledere, medarbejdere og forældre og andre omkring skolen. Det skriver Claus Hjortdal, formand, og Dorte Andreas, næstformand, i et debatindlæg.
På alle skoler i Danmark skal både ansatte og elever opleve et godt undervisnings- og arbejdsmiljø. De skal kunne gå sikkert i skole og på arbejde.
At 46 skoler har fået påbud fra Arbejdstilsynet for farlige arbejdsmiljøer er 46 for mange, og vi skal tage ansvar for at ændre det.
Mange skoler er allerede i gang med initiativer, der forebygger voldsom og udadreagerende adfærd. Der bliver udarbejdet indsatsplaner og fastlagt klare procedurer for, hvem der gør hvad ved en hændelse, og andre indsatser, der betyder, at vi er langt bedre rustet end for 25 år siden.
”Når vi alligevel ser voldsom og udadreagerende adfærd på skolerne, så afspejler det i høj grad også bredere samfundsmæssige tendenser og resursemangler, der ligger uden for skolens kontrol.
Antallet af børn, der er i mistrivsel, når de begynder i skolen, er steget, hvilket sætter fokus på nødvendigheden af tidlige indsatser.
I daginstitutionerne er der behov for flere uddannede pædagoger og øget forebyggelse, og indskolingen mangler også resurser, hvilket hæmmer vores evne til at håndtere udfordringerne effektivt.
I skolen møder vi flere børn, der ikke accepterer autoritet og reagerer negativt på krav og regler, fordi de mangler klare rammer hjemmefra.
En fælles indsats er vejen til at ændre på det. Skolens ledelse, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter skal gå foran.
En grundig analyse af skolens situation er nødvendig, med fokus på kompetenceløft for personalet, herunder viden om lav arousal og konfliktnedtrapning, opsamling af viden og læring fra erfaringer, samt inddragelse af PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).
Men vi kommer heller ikke uden om, at forældrene spiller en central rolle, og skoler og forældre skal samarbejde om at nedbringe problemet.
Der skal være en åben dialog om, hvad skolen gør, og hvordan forældrene kan støtte op om dette.
Ved at arbejde sammen og fokusere på løsninger kan vi skabe et sikrere og mere trygt arbejdsmiljø for alle.
Lad os tage initiativet, udnytte mulighederne og sammen skabe en fremtid uden voldsom og udadreagerende adfærd i skolerne.
Debatindlægget af formand Claus Hjortdal og næstformand Dorte Andreas er bragt i Skolemonitor 24. juni 2024.
Foto: Klaus Holsting
Seneste nyheder
20. december 2024
Glædelig jul: Sådan træffer du os mellem jul og nytår
18. december 2024
Julehilsen fra formandskabet: I Skolelederforeningen ønsker vi os…
18. december 2024