Der er flere penge på vej til forbedringer af folkeskolens faglokaler og ydre læringsrum. Det fremgår af KL og regeringens økonomiaftale for 2026. Af samme aftale fremgår det, at almentilbuddet skal styrkes. Men der er ikke afsat penge til den opgave, og det ærgrer Skolelederforeningens formand Dorte Andreas.
“Det er et godt signal, at regeringen og KL fortsat vil styrke folkeskolen”.
Sådan lyder det fra formanden for Skolelederforeningen Dorte Andreas.
Hun hæfter sig særligt ved, at investeringerne i faglokaler og ydre læringsrum, som blev lovet i Aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram, bliver fulgt op i den nye økonomiaftale.
Mere præcist følger 908 millioner kroner i 2026 til netop forbedringer af faglokaler, der er en del af den samlede investering på 2,6 milliarder kroner, som blev varslet i kvalitetsprogrammet.
”Det er både positivt og nødvendigt, men det er selvfølgelig afgørende, at pengene kommer helt ud på skolerne og ikke ender andre steder.”
Dorte Andreas henviser til, at mange skoleledere endnu ikke har set eller hørt om de midler, der blev afsat i år.
LÆS: Landevejsrøvere truer igen folkeskolen
Aftalen lægger desuden op til at fortsætte det tætte samarbejde om folkeskolen både nationalt og lokalt, og det bider Dorte Andreas også mærke i:
”Jeg er glad for at læse, at man lægger vægt på at fortsætte samarbejdet omkring folkeskolen både nationalt og lokalt.”
Men selvom der er gode takter, er økonomiaftalen ikke uden svagheder.
Det fremgår af aftalen, at regeringen og KL er enige om at fortsætte samarbejdet om at styrke folkeskolens almentilbud. De vil årligt følge op på kommunernes udgifter til almenområdet og segregeret specialundervisning med det datagrundlag, der er etableret ved sidste års aftale, og er enige om at afsøge modeller for en udvidelse af datagrundlaget, som det hedder.
Det undrer Dorte Andreas, hvor midlerne til arbejdet bliver af, for der er mange udgifter forbundet med at løfte inklusionen og styrke det almene skoletilbud, påpeger hun:
“Aftalen om kvalitetsprogrammet var første step. Nu er vi gået over i anden halvleg. Det er positivt at læse, at politikerne signalerer, at der også i økonomiaftalen er opmærksomhed på inklusionsopgaven og et ønske om at styrke almenområdet. Den helt store udfordring er bare, at der ikke er sat penge af til arbejdet,” siger Dorte Andreas og tilføjer:
“Med kvalitetsprogrammet følger en masse forventninger, og det kræver, at vi helt ude på skolerne får de nødvendige midler, så vi kan indfri alt det, som forældre og elever er stillet i udsigt.”
Seneste nyheder
28. maj 2025
Webinar – bliv klogere på OK26
22. maj 2025
Børn og voksne inviteres til gemmeleg
19. maj 2025