Med en ny politisk aftale bliver den kommunale 10. klasse ofret til fordel for den nye ungdomsuddannelse epx. Det ærgrer formand for Skolelederforeningen Dorte Andreas, der nu er optaget af, hvilken betydning ændringerne for efterskoler kommer til at få for elever i folkeskolens ældste klasser.
Om fem år kan unge ikke længere vælge at tage en kommunal 10. klasse eller gå på hf, når de afslutter folkeskolen.
Til gengæld får de unge til den tid mulighed for at tage en erhvervsrettet gymnasial uddannelse, der skal hedde epx.
Det står fast efter, at regeringen sammen med SF og Dansk Folkeparti i går kunne præsentere en reform for ungdomsuddannelserne.
”Der er mange gode takter med reformen blandt andet et fokus på at sikre, at der også fremadrettet eksisterer ungdomsuddannelser til unge, der er bosat i ydre områder. Men det må ikke blive på bekostning af andre unge”
— siger Dorte Andreas, formand i Skolelederforeningen
Med reformen følger også, at snittet til det almene gymnasie stx og handelsgymnasiet hhx bliver hævet, mens man kan komme ind på epx med en bestået afgangseksamen fra 9. klasse.
“Målet med reformen er at åbne døre, men jeg kan være bekymret for, at det i stedet kommer til at lukke døre for nogen elever”, siger Dorte Andreas, der også har et særligt skarpt øje for de elever, der i dag profiterer af at tage 10. klasse.
“Det afgørende er nu, at det særlige som 10. klasse kunne for en gruppe elever, bliver videreført i en ny form”, siger Dorte Andreas.
10. klasse får fortsat lov at eksistere på efterskoler og frie fagskoler, men man kan ikke forbedre sit karaktergennemsnit med en 10. klasseeksamen. Der bliver også givet ekstra tilskud til efterskoler for lavindkomstfamilier.
“Jeg har et stort fokus på, hvad ændringerne kommer til at betyde for udskolingen på længere sigt”, siger Dorte Andreas.
På den korte bane ser hun frem til de kommende drøftelserne om prøver i folkeskolen, som hun også mener bliver afgørende for elevernes mulighed for at vælge vej i livet.
Modelfoto: Klaus Holsting